Læsetid: 3 min.

Kjærstad og det selvgodes perspektiv

Jan Kjærstads satiriske og ærke-kjærstadske roman om et fjernt Norge gået under i en oliepøl af selvtilstrækkelighed og maskulin idioti hører ikke til hans bedste
Tyskernes besættelse af Norge, amerikansk jazzmusik flettet med racisme og norsk hvalfangst udgør i Jan Kjærstads fortælling, her som i andre romaner, et særlig problematisk felt – det på én gang symbolske og reelle udtryk for norsk selvtilstrækkelighed. 
 Arkiv

Sigrid Nygaard

21. maj 2016

Norske Jan Kjærstad beder i sin nye roman læserne være med på den spøg, at Norge og det øvrige Europa ophørte med at eksistere engang efter det 22. århundredes mange krige, en efterfølgende såkaldt Mørketid og i et Punkt Y, den vestlige civilisations sidste punktum.

Anledningen til ophøret var – måske ikke så overraskende – overbefolkning, klimaforværring, fødevaremangel, vira og de nævnte krige med bomber med en hidtil ukendt ødelæggelseseffekt. Nu lever nogle få tusind ’nordmænd’ i den langstrakte vildmark, mens en civilisation er skudt op på den anden side af kloden, i Den Kinesiske Føderation og omkring Long-dynastiet.

Long-dynastiet er en slags efterkommere af den engang så stolte og vidt forgrenede norske Bohre-slægt. De to er ikke forbundet med hinanden gennem blodet, men gennem en såkaldt »narrativ ballast«, dvs. gennem de historier om Bohre-slægten, der er overleveret fra det både i historisk og geografisk forstand fjerne rige.

Fiktionaliseret historie

Nu genfortælles historierne af en lille forskergruppe, tre kvinder, ved hjælp af metoden »fiktionaliseret historie«. Historierne udgør tilsammen Jan Kjærstads roman.

Set med nutidige øjne er romanens historier mindre mærkværdige. Vi springer rundt mellem en halv snes eller lidt flere fortællespor og frem og tilbage i en række af det tyvende århundredes velkendte historier, nu udstyret med skiftende Bohre-hovedpersoner: tyskernes besættelse af Norge, 68-revolten med parisisk epicenter, amerikansk jazzmusik flettet med racisme, mandschauvinisme i alle hjørner af samfundslivet, amerikansk rock, norsk hvalfangst og i en sen fase det store olieeventyr, som i Jan Kjærstads Norgesfortælling – her som i andre romaner – udgør et særlig problematisk felt, det på én gang symbolske og reelle udtryk for norsk selvtilstrækkelighed.

Det er romanens negative pol, selvtilstrækkeligheden, maskulin idioti, tilværelsen som fastlagt rutine, linearitetens helvede. Det er den pol, der trækker det norske rige i retning af Punkt Y og mod kollaps og forsvinden.

Romanens pluspol består af »åbenhed over for andre kulturer«, som det hedder et sted, kvinderne (hovedpersonen drømmer om engang at skrive et feministisk værk med titlen ’Femina erecta’, det er vel romanens motiviske hovedspor), og af evnen til at åbne sig for det uventede og for virkelighedens mirakuløse tilbøjelighed til pludselig at skifte perspektiv.

Metaforens neurotransmittere

Det sidste er en bærende idé i hele Jan Kjærstads poetik og forbinder romankunsten med et livssyn.

En Kjærstad-metafor i den forbindelse er »prismet«, figuren, der på uforudsigelig vis bryder lyset og lader det eksplodere i en mangfoldighed af perspektiver. Her i romanen taler fortællerne om en »cirkulær forståelsesmodel«. Det er en beskrivelse af kompositionens frem- og tilbagespring i tid og mellem begivenheder, hvis forbindelse til hinanden sjældent er kausal og entydig.

Kjærstads foretrukne forbindelser – prismets, det cirkulæres – kunne man også kalde metaforens neurotransmittere. Det gælder nogle af romanens store metaforer, for eksempel katedralen, lokomotivet og et antikvariat ved navn Alhambra, der på skift kan henvise til og i læserens hjerne skabe en plastisk forestilling om den hellige norske olie, tysk militarisme og ingeniørkunst og mødet mellem europæisk og arabisk ånd. Og på andre tidspunkter noget helt andet (for eksempel: naturen, to forsvundne fædre, henholdsvis en tysk og en spansk far).

At det har sin parallel i et livssyn, forklarer den såkaldte »mr. Carlton-faktor« os. Det er slægtsoverhovedet, geologen Rita, der beretter om sit møde med mr. Carlton, som ændrer hendes rejserute mod Athen til den langt mere eventyrlige mod Teheran og Persepolis og dermed udstikker en ny retning også for hendes liv.

I cirka samme spor møder vi, hvad det feministiske brohoved Rita kalder sit »persiske blik«, der desuden trækker en tråd tilbage til romanprojektet og til Kjærstads poetiske og kritiske tilgang til sin norske samtid. Det persiske blik er, forklarer Rita, »et udvidet perspektiv, der vred tankerne ud af deres vante baner« og gjorde det muligt »at hæve sig op over sit eget land og se det på afstand«.

For eksempel fra forordets kinesiske føderation og i romankunstens morfede, men sandere perspektiv. Som også er Kjærstads perspektiv.

Han har skrevet langt bedre bøger end den her, ikke mindst trilogien om Jonas Wergeland, hvor han på en fantasifuld og original måde forbandt sin romankunsts postmoderne teknikaliteter med en næsten gammeldags indføling i sine karakterer og tilværelsens formative urscener. Og med et raffineret plot.

I romanen her synes jeg, at teknikaliteterne skygger slemt for indfølingen, hvis da ikke ligefrem indfølingen er udskiftet med en frasefyldt og selvgod samtidskritik ad lange, indimellem meget lange, fortællespor uden stort payoff.

Jan Kjærstad: Slægtens gang. Oversat af Camilla Christensen. Samleren. 603 sider. 350 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu