Læsetid: 3 min.

De knækkede mødres teater

Julie Maj Jakobsens teaterstykke om en kvindeskæbne fra anstalten på Sprogø er blevet til en skræmmende god kvindeforestilling på Teater Grob
Kvindeanstalten på Sprogø er blevet til et firkantet glidebræt midt på scenen i den følelsesheftige teaterforestilling Defekt på Grob. Her i sne.

Emilie Therese

6. maj 2016

I dag virker det fuldkommen vanvittigt, at man engang straffede ’erotisk aktive’ kvinder ved at deportere dem til kvindeanstalten på Sprogø. Det er ikke længe siden – det foregik i perioden 1923-61.

Alt sammen i et formaliseret forsøg på at bremse fødsler af børn med uønskede gener. Man straffede til gengæld sjældent mændene, der gjorde kvinderne gravide…

Disse kvinders ulykkelige historie er nu omdannet til en fiktiv generationsfortælling i Julie Maj Jakobsens storladne teaterepos Defekt. Teksten rummer både dagbogsinderlighed og manifestgejst i sit kønspolitiske opråb.

Og hos Teater Stuk på Teater Grob er teksten blevet til en stærk og smertefuld forestilling, der emmer sådan af undertrykt kvindelighed og ødelagte instinkter, at det er lige til at tude over. For Defekt handler om pigen Ellen, der indespærres på Sprogø – indtil hun skal føde sit barn, som myndighederne vil tage fra hende.

Tårerne springer

Iscenesætteren Petrea Søe har virkelig ramt den kvindelige følelse af både ekstrem styrke og uoverstigelig svaghed, når det kommer til at være gravid og værne om sit ufødte barn.

Mest rå er scenen, hvor skuespilleren Kathrine Høj Andersen ammer sit barn, og hvor mælken er ved at slippe op. Hun ved, at datteren vil blive taget fra hende, når hun ikke længere bliver ammet. Så hun slider og flår i sit bryst imod sin imaginære baby, mens tårerne springer ud af øjnene på hende. Forfærdeligt og stille – og samtidig lige så voldsomt, som hvis hun havde begået selvmord for øjnene af os.

Sterilisation

Kvindeligheden er så vidunderligt stærk i denne forestilling. Kvinderne bor godt nok i en isoleret verden uden mænd. Til gengæld bobler deres drømme over med mænd - og med ønsket om selv at få en familie og et helt almindeligt liv. Det altafgørende er at kunne forlade øen. Men det kræver, at man kan overbevise overlægen om nødvendigheden af at blive steriliseret…

Skuespillerensemblet spiller denne uhyrlige forsorgslogik med en loyalitet og en autoritetstro, der er skræmmende selvdestruktiv. Og skuespillerne skifter uhindret til nye roller, efterhånden som forestillingen rykker op til i dag – og til vores tids syn på selvværd og seksualitet.

Lårene vil væk

Birgitte Prins er god og skarp i rollen som både desillusioneret plejemor og følelsesprofessionel sygeplejerske. Petrine Agger er frygtindgydende som kvinden, der blev sendt væk som spæd – og som aldrig har følt sig elsket, og som derfor hele tiden forsøger at begå selvmord med strittende håndled. Og Solvej Kyung-Sook Christiansen er insisterende som den ivrige pigekæreste, der ikke forstår omfanget af arven fra Sprogø.

Men det er Karin Bang Heinemeier, der ryster sjælen med sin fortolkning af en kvinde, der ikke kan være inde i sig selv, simpelthen fordi mormoderens og moderens uønskethed har mærket hende, så hun knap kan trække vejret. Hun gnider sine lår, som om hun slet ikke kan føle dem, og så spurter hun videre. Væk fra alt det, der gør ondt.

Hen over den firkantede ø, som scenografen Lisbeth Burian symbolsk har skabt som kvindernes holdepunkt: En sort plade med et dødt træ – der minder om en ø med skrænter. Her kurrer kvinderne ned igen og igen – voldsommere og voldsommere. Som om de håber, at de kan udmatte deres kroppe så meget, at de et øjeblik ikke mærker smerten.

Overjordisk mild

Alt sammen udgår fra Kathrine Høj Andersens livslystne kvinde. Vi møder hende, da hun er ung og gravid med livsglæden strålende ud af sin desperate krop, der ikke kan acceptere at være spærret inde. Og siden som midaldrende, hvor hendes instinkt er blevet knækket, så hun nu kun har hverdagsrutinerne tilbage.

Stadig næsten overjordisk mild, men også fjern og selvbeskyttende med trissende ben, der ikke længere har noget at flygte til. Det er en uhyggeligt god skuespillerpræstation, der brænder sig ind i øjnene.

Ultimativt

Alt i alt er Defekt blevet til overgrebsteater med et umiskendeligt kvindeligt aftryk – med kvinderne rullende hen over sceneøen som stuntkvinder i deres egne liv. Petrea Søe og Lisbeth Burian har fortolket teksten, så den bliver forløst med samme sårbarhed som deres borgerteaterforestilling Hjemvendt om udsendte soldater og nødhjælpsarbejdere på Aalborg Teater sidste sæson.

Og med samme sans for at skildre et fællesskab mellem mennesker, der er blevet skadet af livet. Defekt er ultimativt kvindeteater – og dermed også i allerhøjeste grad teater for mænd. Med klogskab og intuition. Og dræbende ammesmerte.

’Defekt’.
Tekst: Julie Maj Jakobsen. Iscenesættelse: Petrea Søe. Scenografi: Lisbeth Burian.
Lys: Raphael Frisenvænge Solholm. Lyd: Johannes Asbjørn Smed.
Teater Stuk på Teater Grob på Nørrebrogade. Til den 21. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu