Hvad blev der egentlig af postrocken? Omkring årtusindskiftet talte mange om den som den alternative rocks fremtid. Få år efter fremstod den allerede som en bedaget og prætentiøs blindgyde med et overraskende ensformigt udtryk, og der er ikke mange bands i dag, som rigtig vil kendes ved betegnelsen. Postrock er blevet den kedelige dreng i klassen, og hvem har lyst til at være det?
På den baggrund virker det både modigt og utidigt, at koncertagenturet Colossal i weekenden lancerede en helt ny festival for postrock, endda på hippe Vesterbro, hvor VEGA lagde lokaler til A Colossal Weekend.
Bemærkelsesværdigt var det ligeledes, at der var bragende udsolgt til begge dage, og at festivalen tydeligvis tiltrak både lokale og internationale gæster. Ved at kombinere Lille VEGA med den mindre scene VEGA Lounge havde man virkelig formået at skabe en ægte festivalstemning, hvor VEGA’s professionelle lydforhold gik hånd i hånd med den DIY-ånd, som kendetegner mange af de repræsenterede bands og labels. Her var et større og meget velbesøgt merchandiseområde, pop up-burgerbar på rygerterrassen, dokumentarfilm om DIY-kultur, og tilmed havde VEGA til lejligheden sat ølpriserne markant ned. God stil og tydeligvis populært.
Bag om klicheerne
Men hvad så med musikken? Hvor mange instrumentalbands med repetitive guitarmønstre og indadvendte attituder orker man at høre i streg? En hel del, skulle det vise sig. Her skal det dog siges, at A Colossal Weekend ikke definerede sig som en postrock-festival i streng forstand. Jo, den instrumentale, guitarbårne musik var en gennemgående tendens – det samme var en vægtning af bandet som kollektiv enhed uden en klart identificerbar frontfigur eller solistiske udskejelser, selv i de tilfælde, hvor der var vokal på.
Når A Colossal Weekend fremstod som alt andet end en afdanket gennemspilning af postrockens klicheer (skønt det må siges, at disse dukkede op undervejs hos bl.a. Pelican og pg.lost), så var det især, fordi festivalen viste en nysgerrighed for at afsøge de ekstreme og tunge egne af postrocken. Dermed blev man også mindet om, hvorfor det egentlig var, at genren fremstod spændende i sin tid, og hvorfor den stadig kan være et vitalt indspark i samtidens lydbillede.
De fleste af de i alt 13 bands på programmet var i lige så høj grad rundet af metal og hardcore som af postrock, mens weekenden også sendte os ud i alt fra knusende synthflader og næsten technoagtige rytmer til ætsende støjjazz, minimalisme og rytmisk kompleks mathrock. Og netop den mangfoldighed af udtryk viste meget godt, hvad der egentlig var postrockens udgangspunkt, inden den stivnede i konventioner. Til gengæld kan man undre sig over, at postrockens ambition om at udfordre en konservativ rockisme ikke har aflejret sig i kønsbalancen – der var faktisk kun mænd på scenen!
Stærkt dansk felt
Programmet var næsten ligeligt fordelt mellem danske og internationale bands. Her var amerikanske Russian Circles og svenske Cult of Luna de internationale trækplastre, men faktisk skulle det overordnet set vise sig at være de danske bands, der stod for nogle af de stærkeste oplevelser. A Colossal Weekend demonstrerede, at der i disse år sker utroligt meget på den alternative rock/metal-scene i Danmark. Mange af disse bands falder helt under den såkaldte danske musikbranches radar, men er ikke desto mindre godt i gang med at bygge solide internationale fanbaser op, helt uden om forkromede musikeksportfremstød.
Efter at Recitation havde sat gang i festivalen fredag med en kompetent omgang doom metal, leverede Town Portal et af festivalens tidlige højdepunkter med deres stramme og dog konstant foranderlige instrumentale triorock. Som de sagde fra scenen, så havde deres seneste koncert været i en kælder i Valby for 10 mennesker. Ægte undergrund! Men det afholdt dem altså ikke fra at holde et udsolgt VEGA i et solidt greb med glimrende sammenspil og en god balance mellem nærmest spindelvævstynde strengemønstre og tunge stortrommestormløb et sted mellem math- og postrock.
Lørdag foldede det danske program sig for alvor ud. Her kunne man gå direkte fra SVIN’s skæve punkjazz til Solbruds atmosfæriske og langstrakte black metal-landskaber. Begge bevægede sig ud i musikkens ekstreme yderkanter, men med to vidt forskellige æstetikker. SVIN var klart et af de mest excentriske indslag, men også et af de mest intense. For har de deres udgangspunkt i jazzen, så havde de ikke noget problem med at rive selv det tungere rockpublikum rundt i kværnen med hæsblæsende støjguitar, dronende synths, frenetisk saxofon og godt smæk på trommerne.
Efter Solbrud bevægede vi os mod Late Night Venture, der med et mørkt, langsomt og rifftungt univers sendte hilsner i retning af hedengangne The God Machine, inden LLNN leverede aftenens anden virkelige intense oplevelse. Det relativt nye band består af garvede kræfter fra bands som The Psyke Project og Piss Vortex, og de har da også allerede vind i sejlene, idet de udsender deres debutalbum, Loss, på det Berlin- baserede Pelagic Records i juni.
Koncerten på A Colossal Weekend slog da også fast, at LLNN bestemt har internationalt format. Hårdt som netop Piss Vortex, men med et anderledes langsomt og olmt tempo og en udtalt brug af tunge, næsten industrielle synths, som understreger bandets store inspiration fra gamle sci-fi soundtracks.
Kraftpræstationer fra udlandet
Og så skal vi da nævne, at der bestemt også var mindeværdige koncerter blandt de internationale navne. Russiske Penguinsmeat var et frisk pust med deres kraut- og techno-inspirerede postrock, men festivalens store positive overraskelse var alligevel engelske Vasa, som viste, at man godt kan spille instrumental mathrock og samtidig være et vaskeægte showband. Det var højt og halsbrækkende med metallisk guitar tapping og spastiske breaks, og midt i det hele stod bassisten og flåede i sin seksstrengede bas, mens han skar mærkelige ansigter til musikkens krumspring for til sidst at lange bassen til publikum, som så kunne flå videre i den.
Endelig beviste hovednavnet Russian Circles, at de er i en liga for sig. Har man hørt dem før, bød koncerten ikke på de store overraskelser, men man blev alligevel mindet om, at de helt enkelt er et sublimt liveband. Hvor de nemlig på plade godt kan virke lidt ferske, får Chicago-trioen live en helt anden fysisk råstyrke, som man også oplevede denne aften. Typisk for bandet var der ingen snak mellem numrene, men derimod nogle ambiente båndsløjfter, der bandt numrene sammen i en næsten symfonisk helhed.
Drømmende lydflader og krystalklare temaer mødte en tung, maskinel puls, og når trioen gik i riffmodus kunne de tonse som et thrash metal-band a la Slayer, så der også blev lejlighed til solid headbanging. Alt i alt en meget vellykket festivalstart, der forhåbentlig kalder på en gentagelse næste år.
