Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

For lidt lys i pæren hos Mona Hatoum på Tate Modern

Den libanesisk-britiske installations- og performancekunstner er fuld af umiddelbart forførende lysende ideer, men det er, som om den dybere mening med det hele udebliver
Der opstår alt for ofte en manko mellem genstand og idé i Mona Hatoums udstilling, lyder kritikken. Her er det værket ’Lighthouse’. Juan Carlos Hidalgo/EFE
Kultur
13. maj 2016

Mona Hatoums mest berømte værk ligger og lurer på de besøgende, så snart man runder første hjørne af denne udstiling, som et udstyrsstykke i kødfuld væmmelse og snigende klaustrofobi.

Det opleves ved at gå ind i et opstillet aflukke på størrelse med en miniaturerumkapsel. Her står man så i mørket, tætpakkede som sardiner i dåse sammen med de andre udstillingsgæster og stirrer ned på den film, der kører i glasgulvet under ens fødder, og som viser et hovedkulds styrt ned igennem fugtig og skarlagensfarvet tunnel. Måske et spiserør eller en eller anden ufattelig strækning af den menneskelige tarmkanal.

Filmen fortsætter sin odyssé gennem kropsåbninger, og vi føres igennem pludselige ryk til siden og sorte huller. Gennemborende, sonderende og glidende passerer kameraøjet ned gennem boblende pøle og kløfter.

Et endoskopikamera er tydeligvis taget i brug her i en eller anden persons krop, men de voldsomt forstørrede billeder gør, at det hele virker mere fremmedartet end menneskeligt genkendeligt.

Som filmen fortsætter sin ubarmhjertige nedadgående spiral, sidder man med følelsen af at deltage i en rejse, der befinder sig mellem et melodrama og en gyserfilm – med den ekstra svimmelhed, der kommer af at stirre for længe ned i en afgrund: Se ikke ned!

Corps étranger er absolut den rigtige titel til denne opvisning i kropslig fremmedgørelse. Dette er Hatoums selvportræt som fremmedlegeme. Hun blev født i Beirut i 1952 af palæstinensiske forældre og flyttede til London i 1975 ved borgerkrigens udbrud i Libanon.

Hun kom til den britiske hovedstad for at studere kunst og har boet der lige siden. Først som en fremmed i et fremmed land, men efterhånden med internationalt etableret ry, tildeling af Turnerprisen og mange andre udenlandske priser, og udstillinger verden over, især i Berlin, hvor hun jævnligt opholder sig.

Med alle overtonerne af overvågning, vold, privatlivskrænkelse og fremmedgørelse er dette værk lige så biografisk som politisk i sin æstetik. Hun skabte det helt tilbage i 1994, men i en helhedsbedømmelse af denne store retrospektive udstilling må det med nogen beklagelse konstateres, at det stadig er så langt hendes stærkeste værk.

Interessen daler

Udstillingen åbner i førstesalen med en massiv terning af jernspåner, der klamrer sig til en magnet. Spånerne er sorte, danner yderligere intestinale figurer hen over overfladen og ligner en slags aparte pelsvækst. Med lette flukturerende bevægelser skælver de mørkt i den svage luftgennemstrømning.

Det er bestemt en spektakulær artefakt, i al fald i de første minutter, man betragter den. Men så snart man forstår princippet i de naturkræfter, der understøtter den visuelle effekt, daler interessen hurtigt.

Det frapperende førstehåndsindtryk synes i det hele taget at være det altafgørende ved Hatoums værker, hvilket man kan begræde som en slags svaghed ved dem. Her er en fransk havestol begroet med spirende pubeshår, der kunne være taget direkte ud af Magritte, med et noget lamt ordspil – pubic og public – i titlen. Her findes også et fotografi af en mands nøgne ryg med hår, sæbet ind i groteske stjernenatshvirvler, banalt kaldet Van Goghs Back.

Mange små værker af papir og stof inkorporerer negleafklip eller dele af uidentificerbart hår, der alle henter hele deres effekt igennem vores iboende, intuitive modvilje ved menneskelige efterladenskaber. Små hårboller ligger strøet rundt på turen gennem gallerierne.

På et tinfad er der anbragt en kage af sæbe betrukket med dele af menneskehår, hvis kropslige herkomst man puerilt inviteres til at fundere over. Mon ikke dette er, hvad milliarder af mennesker i brusebadet gør hver dag? Så er det, at man begynder at lede desto mere opsat efter mulige dybere betydninger.

I en mørk sal er en række bure stablet side om side som skabe i et omklædningsrum omkring en nøgen pære, der svinger langsomt frem og tilbage, hvorved der kastes skumle netagtige skygger over væggene. De åbenlyse konnotationer er til fængsling og tortur.

Men hvert enkelt bur er lille, og enkelte af dørene er åbne, således at værket snarere ligner en samling volièrer, hvor fuglene er fløjet. Og titlen – Light Sentence – forekommer ejendommeligt tvetydig eller i al fald ikke så slående, som installationen fortjener eller lægger op til. Ideerne er der muligvis, men der er intet smerteformidlende i deres effekt.

Noget går tabt

De tidligste værker her er perfomancestykker. Hatoum snubler og klatrer ind i en glascylinder, der er smurt med ler, til lyden af arabiske revolutionssange. Hun slæber sig selv hen over jorden ved siden af engelske picnicgæster i en park, der sidder og nyder deres te, som for at markere, at der imellem dem og hende består en afgrund af forskelle.

Hun plastrer Sheffields torve til med ordet ’Arbejdsløs’ (Ordet var sværtet fast på sålen af hendes ene sko) for at gøre opmærksom på det rekordstore antal arbejdsløse borgere i Storbritannien i 1986. Overlevende fotografier fra dengang fastholder den dramatiske styrke ved disse performance-happenings.

Men et eller andet går tabt, når hun skal prøve at omsætte sine ideer til skulpturer. Nogle gange skyldes dette ganske enkelt, at der ikke finder nogen transformation af noget sted som i værkerne med hårboller og sæbe – eller også, at transformationen fremstår ejendommeligt triviel: En procession af tinsoldater går rundt og rundt i cirkler. En rusten jernseng er placeret i en celle i et amerikansk fængsel, hvor den synes at passe fuldkommen til omgivelserne.

Talrige surrealistiske gentagelser såsom rivejern og sigter, ud fra hvilke der vokser søm og skruer, går direkte tilbage til Marcel Duchamp. Andre forsøger sig med en virkningsløs udvidelse. De tredobbelte rivejern, der er udvidet til projektionsskærmstørrelse og fremvist præcis sådan, muliggør fin observation af de formelle analogier mellem dem. Men det er også så langt, det rækker.

Rivejern er redskaber, der besidder deres egen suggestive trusselskraft – med deres kuglehulsperforeringer, skarpe, sårfremkaldende kanter og utilsigtede antydninger af afrevet hud – en erfaring, de fleste nok har gjort sig – så den massive skala forekommer at være temmelig overflødig.

Pigtråd dingler fra loftet som en byge af hård regn. Udstillingens kuratorer vil gerne have os til at opdage deres sande identitet som barbariske instrumenter, der ved et nærmere eftersyn viser sig at være »tunge af konnotationer om konflikt og udstødelse«. Men det er allerede fra lang afstand fuldstændig tydeligt, hvad de skal forestille. Det alt for indlysende er alt for ofte problemet.

En kraftfuld mekanisk konstruktioner fejer i en kreds af sand, river den langsomt og glatter så ud igen i kontinuerlige (politiske) cyklusser. Kloder forbliver, uanset hvad man gør med dem (og Hatoum når hele skalaen igennem), ureducerbare politiske symboler.

Få undtagelser

Der opstår alt for ofte en manko mellem genstand og idé i dette show. Den installation, der bærer titlen Homebound, lever f.eks. slet ikke op til sin titels brændende dobbelttydighed (’hjemrejse’ – ’hjemstavsforbundet’, red.).

Her findes en hjemlig scene rigget til med en fluktuerende elektrisk strøm, således at alt, fra barnesenge til spande til fuglebure og stole, gløder og udsender glubsk knitrende lyde. Man kan registrere alle gruopvækkende associationer, men de fremkaldes ikke som aktive følelser af dette melodramatiske son et lumière.

De rager måske ud i alle tre dimensioner, men Hatoums værker føles for ofte som ideer, der aldrig rigtig har forladt papirstadiet (det kunne være interessant at læse hendes skrifter). Der er selvfølgelig undtagelser, hvor det hele går op – f.eks. hendes kollapsede gummibarneseng, der er efterladt som et underernæret barn – men der er alt for få af dem på denne udstilling.

Det mest tumpede af alle værker er et sæt af håndgranater i saftige nuancer støbt i Murano-glas og fremvist i en skinnende vitrine. Man kan se den tænkning, der ligger bag her, men objekterne fremkalder ikke den altafgørende følelse, de skulle inspirere. De er hverken mere eller mindre end den ting, de er bestemt til at være: nipsgenstande for en rig samler.

Mona Hatoum-udstillingen kan ses på Tate Modern frem til 21. august.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her