Læsetid: 5 min.

I det melankolske hjørne

Den snart 75-årige Bob Dylan udsender endnu et album, hvor han ganske fremragende fortolker sange fra tiden, før rock’n’roll vendte det hele på hovedet. Vi kigger i den anledning lidt på fænomenet The Great American Songbook og Dylans historie som fortolker
Spørger man sig selv, hvorfor Bob Dylan laver (endnu) en plade med sange fra en tid, som store dele af hans værk udgør en direkte antitese til, er svaret vel det enkle, at det har han lyst til.

Clint Austin

20. maj 2016

Der var engang, hvor arbejdsdelingen var helt klar. Der var sangskrivere, og der var sangere.

Og som tommelfingerregel var sangskriverjobbet delt i to – en tekstforfatter og en melodiskaber. Selvom der var undtagelser, skulle jeg hilse og sige fra Cole Porter og Irving Berlin.

Hvad for engang taler vi om, spørger De sikkert nu? Tja, lad os bare sige 1885, hvor en række amerikanske musikforlæggere henlagde residensen til den samme gade på Manhattan, helt præcist West 28th Street mellem Fifth og Sixth Avenue. Gaden fik tilnavnet Tin Pan Alley, hvilket bestemt var nedsættende ment.

Nå, men populærmusikkens udbredelse før de moderne massemedier gik i udbrud, foregik på løse nodeark (sheet music), som kunne købes i datidens musikforretninger. Et sådant indeholdt partitur og tekst til et af tidens hits, lige til at spille på hjemmeklaveret og synge med på for hele familien!! Det var tider.

Også musicalen, hvis udvikling rigtig tog fart i de brølende 1920’ere, havde et umætteligt behov for sange, som gladeligt blev leveret af folk som Gershwin-brødrene, Jerome Kern, Richard Rodgers og Lorenz Hart, førnævnte Porter og Berlin og mange andre. Med radioen og grammofonens udbredelse blev fokus rettet mod solister i det, der kaldes The Jazz Age.

Slidstærke sange

Formen forfinedes de efterfølgende årtier og sangene blev fremført af ikoner som Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, Al Jolson, Billie Holiday, Bing Crosby, Peggy Lee, Frank Sinatra m.fl., hvoraf de fleste startede som refrænsangere i de store danseorkestre, hvis popularitet peakede i mellemkrigstiden.

Da rock’n’roll slog igennem i midt af 1950’erne, forvistes denne type musik til bagsædet, men forsvundet er den aldrig. Og den gør med jævne mellemrum comeback, for sangene har vist sig slidstærke ud over enhver forestilling.

De bedste og berømteste slagere fra perioden kaldes gerne standards og deres melodier benyttes stadig flittigt af jazzmusikere verden over som afsæt for mere eller mindre fandenivoldske improvisationer.

Hvornår begrebet The Great American Song Book præcis opstod, svæver i det uvisse, på samme måde som dens indhold er delvist op til den enkeltes præferencer, men udtrykket benyttes rask væk om denne frodige sangskat fra den første halvdel af det 20. århundrede.

Og selv folk, der ikke bryder sig videre om denne type musik, kan med garanti fløjte de første 10-15 stykker af slagsen, for det handler om melodier af den type, der kun kan fjernes ved kirurgisk indgreb: »Over the Rainbow«, »Cheek to Cheek«, »Singin’ in the Rain«, »As Time Goes By«, »My Funny Valentine«, »Georgia on My Mind«, »Moon River« og »I Get a Kick of You«, for nu at nævne den første håndfuld, der lige faldt mig ind.

Den første rockmusiker, der kastede sig over materialet, var såmænd Ringo Starr, hvis solodebut efter Beatles-årene hed Sentimental Journey (1970). I 1973 fulgte Harry Nilsson efter med sin fornemt Gordon Jenkins-arrangerede A Little Touch of Schmilsson in the Night, men det var countrystjernen Willie Nelson, som med sin Stardust-lp fra 1978 for alvor nåede et større publikum med dette bagstræberiske materiale.

Siden er det gået slag i slag, kunstnere som Natalie Cole, Joni Mitchell, Paul McCartney, Bryan Ferry og Robbie Williams har alle haft succes med at fortolke disse evergreens, mens navne som Diana Krall, Michael Bublé og Harry Connick Jr. baserer deres karrierer på genren.

I nærværende årtusind har den gamle mod Rod Stewart haft succes med ikke færre end fire albums udsendt under banneret The Great American Songbook. It ain’t over til the fat lady sings.

Oprigtig kærlighed

Når nu koryfæet Bob Dylan for anden gang i træk føler behov for at gå i clinch med i alt 12 sange fra perioden (den ældste er fra 1931, de nyeste begge fra 1957), kan det kun skyldes oprigtig kærlighed til materialet. Han er blevet gammel nok til at gøre lige hvad fanden, der passer ham, og hvad angår cv, er hans stort set uangribeligt.

Han har siden 1962 skrevet sin egen Great American Songbook, et massivt uomgængeligt storværk, hvis man på noget niveau vil beskæftige sig seriøst med populærmusik.

Så spørger man sig selv (og det er der mange, der gør!), hvorfor lave en (endnu) plade med sange fra en tid, som store dele af hans værk udgør en direkte antitese til, er svaret vel det enkle, at det har han lyst til. Derfor.

Dylans første ekskursion udi Frank Sinatra-land udsendtes i 2015 under titlen Shadows in the Night. Den bestod af ti numre, arrangeret og spillet afdæmpet af hans band, som havde det aldrig bestilt andet.

Der hvilede en stemning af efter midnat, halvtomme sjusglas og et par eller to på dansegulvet over musikken, som var udpræget loungepræget og totalt underspillet. På samme måde er der ikke det store drama over Dylans måde at fortolke de ti omhyggeligt udvalgte numre på.

Inspirationen synes i højere grad at komme fra Bing Crosbys ubesværede croon end Sinatras mere dristigt jazzede intonationer, men det var tydeligt, at Dylan gjorde sig umage for at yde materialet retfærdighed. Selvom han i min bog kan være en suveræn sanger (og på en dårlig aften det modsatte), lød sange som »Autumn Leaves« og »Some Enchanted Evening« ikke som oplagt Dylan-materiale.

Men han hev den hjem, fordi han så åbenlyst gik til opgaven med både hjerte og sjæl.

Fallen Angels er materialet en kende mere obskurt og ikke i samme grad Sinatra-relateret, selvom sidstnævnte givetvist har sunget alle tolv sange i løbet af sin glorværdige karriere, ja, et par stammer helt tilbage fra hans korte tid hos Harry James, nok de færrestes favoritperiode med Sinatra.

Såvel Dylan som band lyder om muligt endnu mere tilbagelænede i denne ombæring, der ikke bærer forgængerens præg af anstrengelse, hvilket gør den til en mere behagelig, men også mindre kantet lytteoplevelse. Der er ingen egentlige højdepunkter (eller det modsatte, for den sags skyld), det er et stemningsmæssigt homogent værk med melankolien i højsædet.

Musikken henvender sig udelukkende til den uhelbredelige romantiker, alle titlerne omhandler kærlighed, længsel og hjertesorger i lyrisk koncentrat og musikalsk udført besnærende elegant. Kynikere bedes sætte sig ud i venteværelset, mens musikken spiller

På intet niveau taler vi hovedværk, men ikke desto mindre er Fallen Angels en smuk og diskret måde at markere 75-års fødselsdagen nu på tirsdag på. Tillykke, Bob Dylan, din gamle romantiker.

Bob Dylan: ’Fallen Angels’ (Columbia) Udkommer fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer