Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At opretholde balancen

Susanne Biers John Le Carré-filmatisering ’Natportieren’ afsluttedes med den action, der var ventet, men aldrig savnet. Det ulmede mellem karaktererne på en måde, hvor sprængfaren var langt mere nervepirrende end selve eksplosionen. Men sikke et brag det giver, når det, vi kalder civilisation, imploderer
Susanne Biers instruktion af John le Carrés roman ’Natportieren’ er en fejring af civil ulydighed i en tid, hvor det er civilisationen selv, der er korrumperet. Titel- og hovedrollen spilles af Tom Hiddleston (t.h.). Foto fra filmen
Kultur
23. maj 2016

I agentserien Natportieren er det at være britisk langt mere end manerer og en accent, der kan tale trusserne af amerikanske kvinder – selv om det selvfølgelig også er dét, darling. At være britisk er en blanding af ansvarsfølelse, herrementalitet og samvittighedskvaler. At føle skam over at tilhøre den kultur, der skabte udtrykket ’den hvide mands byrde’ og samtidig have svært ved at undlade at agere ud fra netop den opfattelse.

Hovedpersonen Jonathan Pine er en moderne Lawrence of Arabia. I seriens første afsnit befinder vi os i Det Arabiske Forår, og vi ser ham juble sammen med køkkenpersonalet på det egyptiske hotel, hvor han selv står i receptionen, da Mubarak endelig går af. Han ønsker, at det arabiske folk skal få deres frihed. I selv samme afsnit ser vi efterretningsofficerer i London argumentere for, at det kan være bedre at bevare status quo og se igennem fingre med våbenhandel med despoter end at støtte arbejdet for et demokratisk valg. Hvem ved, hvad folket kan finde på at vælge.

Men én kvinde nægter at retfærdiggøre det uretfærdige, og med et budget og kontorfaciliteter, der med samtidig omhu nærmere leder tankerne hen på civil ulydighed frem for regeringsgodkendt efterretningstjeneste, indleder hun sin egen kampagne mod den skruppelløse våbenhandels kongeboa Richard Roper.

I en afgørende scene ser vi denne Angela Burr rekruttere den usandsynlige hotelreceptionist, mens hun opmærksomt skimmer hans bogreol og hiver et værk af T.E Lawrence frem og henkastet siger: »T.E Lawrence, det ensomme geni, der ønskede intet andet end at være et nummer.«

Hun ved, at hun har fundet sin Lawrence of Arabia. Pine er måske i første omgang engageret på grund af et personligt hævnmotiv, men det er ikke det, der får ham til at brække sig efter endelig at have mødt og serviceret Roper på et nyt hotel i Schweiz. Han brækker sig over den lethed, med hvilken en mand som Roper agerer i verden. Hvordan der bliver åbnet døre og champagne for ham. Hvordan han bare må stå der og se til, at det sker. Han brækker sig over sin egen uformåen.

Civilisationens endemål

Angela Burr spilles fremragende af Olivia Colman. Med sin nordengelske accent og ægte skolelærerfremtræden afslører og ikke mindst udnytter hun sine selvovervurderende overordnedes forfængelighed.

Noget af det bedste, der skete for Natportieren, må være noget nær det værste for en kvindelig skuespiller at skulle fortælle sin instruktør. Efter Olivia Colman havde fået rollen som Angela Burr opdagede hun, at hun var gravid. Hendes rolle måtte skrives om så den passede til en gravid 42-årig, og den tilstand har Susanne Bier udnyttet til seriens fordel.

Angela Burrs kompromisløshed og målrettede jagt på Roper virker overbevisende, men aldrig hormonforstyrret eller på anden måde stereotyp, hvad der ofte vil være tilfældet med gravide kvinder på film. At hun er gammelgravid, gør netop hendes karakter mere rund end flad, om man så må sige.

Tom Hiddleston giver Jonathan Pine en stoisk ro. Han ser alt, men siger ingenting, som én siger, da han infiltrerer Ropers inderste cirkel. Ikke mindst den timing, der ligger i de mange samtaler mellem Richard Roper og Jonathan Pine, er med til at gøre utidige eksplosioner og nævekampe unødvendige. Ofte står de og kigger frem for sig i stedet for at se på hinanden, når de taler sammen, som om de står og betragter en lunte i det fjerne, som for længst er tændt, og en gnist, der langsomt, men ustoppeligt bevæger sig mod en sprængladning af dimensioner. En bombe under Ropers virksomhed, efterretningstjenesters arbejdsmetoder og status quo. Og hvem blinker mon først?

Hugh Lauries jovialt charmerende, men giftige Richard Roper er legemliggørelsen af markedet. Den blinde tro på den frit strømmende kapital. Han er civilisationens endemål: Den ustyrlige markedskraft, som samfundet ikke længere tror kan reguleres. Mens det lyttede til hans overbevisende læresætninger om trickle down-teori og den frie kapitals frigørende effekt, har det kapitalistiske samfund selv gjort ham too big to fail. Konstant hentydes der til, at han ikke er fjenden eller en fremmed. Han er dit hus og din bil.

»Min verden betaler for din verden, glem ikke det,« siger en af hans medarbejdere til sin desillusionerede og forsmåede kone. En deprimerende, men også forpligtende konstatering. Det er forbindelsen mellem de to verdener, der skal hives ud af fremmedgørelsen og eksplodere lige for næsen af dem. Og sikke et brag det kan give, når mennesker, man regnede med handlede bevidstløst for deres næste lønseddel, pludselig forlader deres post. Kaboom.

Susanne Biers instruktion af John le Carrés roman er en fejring af civil ulydighed i en tid, hvor det er civilisationen selv, der er korrumperet. Og så er det også overdådigt filmet dekadence og akkuratesse, underspillet spænding og autentisk drama – selv i små afstikkere til Devon (kameraet ser alle ansigter lige intenst).

Hvis det også er Tom Hiddlestons ansøgning til den snart ledige stilling som James Bond, så er han hyret, og vi kan blot begræde, at han sikkert ikke tager sin instruktør med sig.

’Natportieren’ afsnit 1-6. Alle afsnit er tilgængelige på dr.dk. Instruktion: Susanne Bier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kirsten Lindemark

Øh...tak for en halv anmeldelse og opfordring til at prøve Information gratis, skønt jeg ER logget ind...

Morten Højbjerg Sørensen

Who got the 300.000.000 ?