Læsetid: 4 min.

Paranoiaens ambassadører

Snorkesamples og spøgelsessamba: Radiohead ruller widescreenformatet ud på deres fine niende album, hvor guitaristens sidegesjæft som soundtrackskaber er blevet en del af bandet
Radiohead består af (fra venstre): Colin Greenwood, Jonny Greenwood, Thom Yorke, Phil Selway og Ed O’Brien

Radiohead består af (fra venstre): Colin Greenwood, Jonny Greenwood, Thom Yorke, Phil Selway og Ed O’Brien

Alex Lake

10. maj 2016

Ifølge en undersøgelse fra 2014 er ’Radiohead’ sammen med ’yoga’ og ’havet’ blandt de mest effektive nøgleord, man kan skrive i en datingprofil, hvis man vil finde kærligheden. Dermed lader det ironisk nok til, at Radiohead endegyldigt har sat sine kopister Coldplay til vægs som SoMe-tidsalderens autoriserede krammerockere.

Ironisk, fordi Radiohead ellers gør alt, hvad der står i deres magt, for ikke at adlyde de sociale mediers spilleregler. De dukker sig, når synlighedsøkonomiens lyskegle glider forbi dem. Og de stiller sig op og påpeger, at de såkaldte sociale medier faktisk er asociale: Hovedfjenden er streamingtjenesten Spotify, som gruppen kritiserer for at frarøve musikere deres levevej.

Choktaktiske lanceringskampagner og spektakulære exit-strategier er efterhånden blevet hverdagskost for superstjerner lige fra Beyoncé til Bowie.

Radiohead går til værks ved at hacke opmærksomhedsøkonomien. I tiden op til deres nye, overraskelsesudgivne album A Moon Shaped Pool slettede de alt indhold fra diverse platforme på internettet og skabte således en stum forventning om stilhed før stormen.

Og i stedet for at skabe stor virak for ingenting fører den strategi opmærksomheden tilbage til det, som ofte drukner i markedsføringens råbekor. Nemlig selve musikken. For det er jo den og pr-kampagnen, eller manglen på samme, som vi skal reflektere lidt over her.

Fem år er der gået siden sidste studiealbum, The King of Limbs fra 2011. I mellemtiden har gruppens medlemmer arbejdet på forskellige projekter: Både trommeslager Phil Selway og vokalist Thom Yorke har udsendt solo-albums, ligesom sidstnævnte har været aktiv med supergruppen Atoms for Peace. Og så har guitarist/multiinstrumentalist Jonny Greenwood drevet det vidt med sin vellykkede filmmusik.

Med A Moon Shaped Pool har gruppen indstillet deres radiofoniske neurotransmittere på netop de cinematiske stemninger. Især i kraft af de svulstige stryger- og korarrangementer, som London Contemporary Orchestra fører ud i livet. Det tyder på, at Greenwoods filmmusik nu er blevet indlemmet som en slags hemmeligt bandmedlem.

Dermed ikke være sagt, at Radiohead fratræder embedet som vores foretrukne paranoiaambassadører. Heldigvis.

Musik som refugium

Det føles nærmest trygt, når Yorke atter påtager sig rollen som portrættør af menneskelig grund-angst, senkapitalistiske sjælekramper og statsmagters løgnagtighed. »You really messed up everything,« konstaterer Yorke, og så er der krise på dagsordenen, globalt såvel som privat.

Det er helt på sin plads og ikke så overraskende, for vores tid bugner som bekendt af anledninger til at blive indigneret. Single-udslippet »Burn the Witch« er således en subtil samtidskommentar, hvor Hitchcock-agtige dolkestødsstrygere bringer massefortrængning og nationalstatslige heksejagter på uønskede immigrantkroppe frem i lyset: »If you float you burn«.

Mens protestsangen har kronede dage i den rytmiske musik, er budskaberne hos Radiohead aldrig én til én. Snarere betjener de sig af et mystisk kodesprog, der overlader det til den mest engagerede lytter at finde sporet af brødkrummer gennem skoven.

Og samtidig hviler der en nærmest aristokratisk ferskhed over hele projektet. En ophøjet andægtighed. Moon Shaped Pool er lyden af musikere, der har friheden til at fordybe sig uden at skulle slave den som pædagogmedhjælpere eller baristaer.

Spøgelsessambaen »Present Tense« forsvarer musikken som et refugium; skønheden som et fæstningsværk i en ubærlig tilværelse: »This dance/ it’s like a weapon/ of self-defense/ against the present,« synger Yorke med falsetvibratoen bævrende som en savklinge i luftmodstand. Mens et percussion-franskbrød sætter rytmen uden en eneste hofterotation i sigte.

Overordnet er pladen fyldt med fint forsiret eksperimentalpop af den blide slags, der kræver flere gennemlytninger.

 

Rejse i teksturer

Filmmusik uden billedside, kunne man oplagt kalde det. En rejse i teksturer og rumligheder snarere end i sangskrivningsmæssige historier fortalt med en syntaks af vers og omkvæd. Numrene udmærker sig hver især ved at udgøre små verdener; lydlige mikrokosmos i det store multivers.

Tag for eksempel »Glass Eyes«, hvis bævrende strygere svulmer og synker som åndedrættet i en brystkasse. »Daydreaming«, der konkretmusikalsk udånder i baglæns snorkesamples. Eller den kontrabaspulserende vellyd på »Desert Island Disk«, som sender en venlig hilsen til John Martyns 70’er-folkjazz. Her hører vi Thom Yorke synge så indfølende, at man forledes til at tro, at der også sidder en mandekrop fast på de æteriske stemmebånd.

Særligt fascinerende er det at iagttage den udvikling, som den usandsynlige rockstjerne Thom Yorke, denne populærkulturens van Gogh, har gennemgået over to årtier.

Fra OK Computer, hvor han bevidst spillede på sit anæmiske og afpillede udseende til at posere som et hjælpeløst pibende kræ trådt under fode af det senkapitalistiske storbyliv. Og frem til i dag, hvor han mest af alt er en særligt sensitiv skønsanger, hvis både fænomenale og enerverende vokal jagter stjernestunder.

Tag ikke fejl, Yorke kommer stadig fra et sted, hvor ansigter er grå som beton, og der altid er et nyt panikanfald under opsejling. Men på »Ful Stop« synger han nærmest soul, mens ambiente politisirener pumper stresshormoner ud i systemet.

Radiohead lader til at have fundet et opholdssted, hvor de ikke nødvendigvis behøver at overskride sig selv. Den klassiske album-afslutning »True Love Waits« er en 20 år gammel sang, der har huseret i skiftende live--versioner, og omsider er blevet nedfældet i studiet.

Man kunne spørge, om Radioheads bestræbelser på at genfortrylle den nedfældede musik ved hjælp af forsvindingsnumre og luksusvinyludgaver ikke er ørkesløse? For de erklærer spillet pilråddent, men ikke desto mindre er de selv dets uovertrufne mestre.

Radiohead: ’A Moon Shaped Pool’ (XL Recordings/Playground). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu