CANNES – Jim Jarmusch kan et eller andet med stille eksistenser. Uden store armbevægelser eller ydre drama fortæller han i nogle af sine bedste film – Down by Law, Mystery Train, Ghost Dog, Broken Flowers – om mennesker i udkanten af samfundet og deres lavmælte og umiddelbart begivenhedsløse liv i Smalltown America, hvor der så alligevel sker en hel masse under overfladen.
I sin seneste film, Paterson, der handler om poesi og parforhold, tager han os med til en lille by, titlens Paterson, i New Jersey, hvor buschaufføren Paterson (Adam Driver) – ja, det hedder han også – bor sammen med sin kone, den kreativt anlagte Laura (Golshifteh Farahani). De har en hund, Marvin, som Paterson indimellem har sit hyr med, men ellers lever de et umådeligt enkelt, rutinepræget og ritualiseret liv: Han står tidligt op, kører byen rundt i sin bus og skriver digte om alting og ingenting i sine pauser, mens hun er derhjemme og dyrker sin passion for cupcakes og sort-hvide mønstre malet på snart sagt alt i deres lille hus.
Om aftenen går Paterson tur med Marvin og får sig undervejs en øl på den lokale bar, hvor han snakker med bartenderen, Doc (Barry Shabaka Henley), mens Laura i weekenden sælger sine cupcakes på det lokale marked. Paterson begynder en mandag, bevæger sig frem ad en dag ad gangen, og ender på endnu en mandag, hvor alt er det samme som ugen før – og så alligevel helt anderledes.
Rar fornemmelse
Det er lidt svært at beskrive, hvad der egentlig sker i Paterson, fordi så meget af det ikke artikuleres af personerne, men i stedet udtrykkes via stemninger og små hændelser i Paterson og Lauras hverdag. Det bliver aldrig kedeligt eller monotont, fordi der er så megen variation i de ofte vittige detaljer, og fordi der foregår en del mellem linjerne og i Patersons hverdagsdigte. Det antydes, at han har været soldat, og selv om det ikke er noget, han snakker om, fornemmer man, at det på en eller anden måde har mærket ham, og at det er derfor, at han nyder det stille liv med Laura.
De to elsker hinanden højt, og hvor hun prøver at pleje hans poetiske åre, giver han hende mulighed for at udfolde sig kreativt, hvad angår både maleri og guitarspil – hun har både en drøm om at blive rig på at sælge cupcakes og som countrystjerne. Han lever i høj grad inden i sig selv, hun er mere udadvendt, og de passer godt til hinanden.
Det er meget smukt og følsomt skildret og krydres fint med den finurlige, underspillede humor, der er en af Jarmuschs helt særlige kendetegn, og som ikke mindst sættes i relief af en skuespiller som Adam Driver med den på én gang udtryksfulde og afdæmpede mimik og gestik. Paterson er en vedkvægende udramatisk og alligevel vedkommende og, fristes man til at skrive, dyb oplevelse, netop fordi fokus er på de små øjeblikke i de to hovedpersoners liv, og de dermed får en anderledes vægt og betydning. Det er en af den slags film, hvor man sidder tilbage med en rar fornemmelse i kroppen, da den slutter, og samtidig en følelse af at have været vidne til noget stort.
Paterson er endnu ikke i dansk biografdistribution
Informations filmredaktør, Christian Monggaard, er i Cannes og skriver både i avisen, på information.dk og Twitter: @monggaard
