Læsetid: 3 min.

Så banalt og nervepirrende er det at være til

Vi aner ikke, hvad vi har, og hvor længe, vi har det. Det er på en måde konklusionen hos Sidsel Falsig Pedersen. Men nu har vi i det mindste 48 af forfatterens noveller samlet. Pyha
Sidsel Falsig Pedersen

Sidsel Falsig Pedersen

7. maj 2016

Det er godt sådan at få samling på Sidsel Falsig Pedersens noveller. At få læst nogle af dem igen, de nyeste for mit vedkommende, dem fra Forholdsregler (2005) og Så må vi se (2008) – og nogle for allerførste gang, de ældste, dem fra debuten En hel dags kærlighed (1997) og Ejerskifte (2000).

Savne en enkelt, nemlig »Heavy Metal« fra 2005-samlingen, og så alligevel ikke savne noget som helst, men bare være glad for de helt præcise koncentrater af, hvor besynderligt banalt og nervepirrende det er at være til.

At to mennesker kan have lige lange ben f.eks., at det kan måles, og at den ene faktisk gør det. Måler sin kærestes ben, mens hun sover og sammenligner med sine egne. Så må hun også kunne gå lige så hurtigt som ham, hun skal bare have teknikken på plads.

Også at der kan være hele familier, der er frimærkesamlere. Og at man nogle gange skal huske sig selv på, at det, man skal huske, er »bare at være sig selv«. Eller at man tilbyder at låne sin yndlingsbog ud »på grund af det med hånden på min ryg« som i novellen »Globryllup«, der begynder med:

»Jeg mærker en hånd lægge sig blidt på min ryg, midt på og lidt under skulderbladene, bare et par sekunder, da vi alle er på vej ud af møderummet. Det er ikke for at skubbe, tror jeg, og hans håndflade er meget varm. Da han senere går forbi mit skrivebord spørger han til bogen jeg har liggende, han har hørt om den siger han. ’Det er min yndlingsbog,’ svarer jeg og tilføjer at den var svær at få fat i. På grund af det med hånden på min ryg tilbyder jeg ham at låne den, vi har aldrig rigtig talt sammen før.«

Begyndelsen på »Globryllup« her viser meget fint, hvordan personerne hos Sidsel Falsig Pedersen hele tiden er opmærksomme på andres signaler. Det nervepirrende ligger i at aflæse og prøve at forstå dem. Otte ord beskriver ambivalensen og usikkerheden: »Det er ikke for at skubbe, tror jeg.«

Måske fordi forfatteren ikke bruger et ord for meget, bliver jeg pludselig meget opmærksom på ordet ’møderum’. Det er da i grunden urovækkende. Et sted med andre og måske fremmede mennesker, hvor man aldrig kan vide, om folk er utålmodige, interesserede eller bare ødsle med kærtegn.

Novellerne slår gerne over i, eller begynder måske bare i, det helt surrealistiske: »Der var sket en fejl. En anden pige var blevet gravid med mit barn. Sådanne fejl sker nu og da, og der var intet andet at gøre end at mødes og udveksle barnet.«

En tur i Ikea

Eller en anden begyndelse: »Jeg var gået på restaurant med uglet hår og rande under øjnene. Uheldigvis kom der en hundefanger på restauranten. Han troede jeg var en hund, og jeg blev taget med til kennelen for løse og uordentlige hunde.«

Det besværlige med det sociale er nok indfanget allermest præcist og komisk i novellen »Ikea«. Det der sted, man tager hen, når et forhold er nyt, eller måske knapt nok begyndt. Hvor man også tager hen, når der skal ske noget nyt i det gamle forhold, og hvor man har været med andre tidligere. Hvad betyder det at tage i Ikea? Betyder det noget? Og den bil, man er nødt til at låne også, hvad betyder det?

»Vi skal bare låne en bil, det betyder jo ikke noget. Bilen står hos hans forældre, men det betyder ikke noget. Jeg kommer til at møde hans mor når vi henter bilen, men det betyder ikke noget. Vi har aldrig holdt i hånd offentligt, vi er måske bare venner. Vi skal bare låne bilen og en tur i Ikea og det betyder ikke noget. Det gør venner også, venner tager sammen i Ikea og låner forældrenes bil, venner står i indkørslen og smiler og giver hånd og siger hej, vi skal i Ikea, tak fordi vi må låne bilen. Hvad nu hvis hans mor vil med i Ikea …«

Der er 48 noveller i alt. Det er ikke én for meget. Ud med dem på alle landets skoler og i alle møderum og være tilgængelige straks. Sidsel Falsig Pedersens betyder noget og en hel masse.

Sidsel Falsig Pedersen: En hel dags kærlighed – og andre fortællinger. Tiderne Skifter. 192 sider. 249 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu