Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Storslåede oldtidshistorier

De danske oldtidssagaer er i litterær og poetisk forstand lejlighedsvis på højde med den bedste europæiske litteratur. Nu foreligger de i en ny udgave, og det er ganske saftige sager, ligesom det er en bedrift at få oversat og rekonstrueret denne del af kulturarven forsvarligt
Kultur
14. maj 2016
Illustrationerne i ’Oldtidssagaerne’ fungerer, når de er dokumenterende. Tegninger og træsnit derimod er uforløste. 
 Illustrationer: Peter Brandes/’Oldtidssagaerne’

Sigurd Ring, konge i Danmark havde en søn Ragnar med tilnavnet Loddenbuks. Ragnar Sigurdsøn fik som voksen kriger syet en lodden dragt, som han kogte i beg, en uigennemtrængelig rustning mod edder og forgift fra den lindorm, Ragnar herefter slog ihjel og af samme årsag opnåede heltery som Ragnar Lodbrog.

I ét og alt var Lodbrog sindbillede på tidlig vikingetids sagnomspundne elite af højbårne slagsbrødre, mange af dem større end livet selv i mandsmod, dyd og slagkraft. Dertil var Ragnar som en anden Njal i den af gode grunde mere berømmede saga både vis og forudseende. Hvorvidt han ydermere lignede Njald, og tilmed gav gode råd og gerne gav dem er måske mere tvivlsomt hans vandel taget i betragtning. Det korte af det lange: Ragnar fremstår i Ragnar Lodbrogs saga som en af den danske oldtids kernefigurer, støbt i den fortælletradition, som en middelalderlig eftertid satte på prent, og endnu senere slægter under ét har giver betegnelsen sagaer.

I Ragnar Lodbrogs tilfælde en af de såkaldte oldtidssagaer, denne skrevet omkring 1250, men ikke agtet i samme grad som de store vidtforgrenede islandske fortællinger, hvoraf de bedste udgør en grundstamme i europæisk litteratur. At afdelingen for danske oldtidssagaer i litterær og poetisk forstand lejlighedsvis kan være med, godtgøres eksempelvis af Ragnars fascinerende møde med kvinden Kraka, den smukkeste i Norden, som får besked af Ragnars mænd om at møde deres gejle herre nøgen og dog ikke afklædt, mæt og dog umæt, uledsaget af noget menneske, men ledsaget. Kraka, der godt kan se projektet for sig med helten, tropper op kun svøbt i et fiskenet og sit eget lange lyse hår, et syn, der nok kunne give stærke mænd bløde haser. For at opfylde alle tre betingelser gnaver Kraka på et løg – ikke rigtig mad og dog mad og er uledsaget ledsaget af sin hund. Hun har forinden forlangt at blive mødt i fred. Det er det så som så med: Da hunden vejrer den lystne Ragnar, bider den ham i hånden og bliver til gengæld kværket af Ragnars mænd. Så var stemningen ligesom slået an.

Først gang på dansk

Den historie kan man nu læse i sagagranskeren Annette Lassens og Gyldendals nyudgivelse af samtlige danske oldtidssager på 8 bind med to bind årligt. De første foreligger nu. I alt er der tale om 29 sagaer og syv kortere historier, såkaldte totter. Annette Lassen står selv for en væsentlig del af nyoversættelserne – i 2. bind sammen med Erik Skyum-Nielsen, og betjener sig af mundret nudansk.

Glemt har sagaerne for en betragtelig dels vedkommende været, mestendels fordi de ikke rigtigt blev regnet for noget. Pudsigt nok foreligger de i oversættelser til flere andre sprog end dansk. Romantikerne, der sværmede for oldtidens ædlere dele, har givetvis følt at disse tekster ikke var videre ophøjede, hvad de da bestemt heller ikke er. Og dog giver sagaerne rigeligt plads til det åndelige i skikkelser af guderne, der nu og da anbringes polemisk i den kristne sammenhæng, hvori de er blevet til.

De, der skrev sagaerne, var enten gejstlige eller uddannet af gejstlige, og den gamle gudeverden, som formentlig endnu har levet i bedste velgående i folket, måtte i 1200-tallet selvsagt stå i grel modsætning til den eneste ene sande tro og kirke.

De mennesker, der fortælles om, hvor mændene fortrinsvis er hovedpersoner, forvaltede tilværelsen i et forholdsvis jordnært forhold til liv og død, mad og drikke, krig og fred, sex og mere af det samme. Sådan set en prosaisk tilværelse, hvor den stærkes ret gælder, og fanden tager de sidste. Men midt i den uomtvistelige råhed nytter det hele ikke noget, hvis helten kludrer i datidens foretrukne sociale medie: kvadet. Uden denne bogstavrimede brugslyrik leveret med stilens gesvejsninger, mister helten tempo og format.

Da Ragnar ligger på sit yderste fanget i den lede engelske konges ormegård, udtaler den faldne storhed om sine sønners forventede hævn mod kong Ella: Grisene ville grynte nu, hvis de vidste, hvad den gamle måtte tåle. Sådan oversætter Annette Lassen det berømte sted første gang. Men hvad der især udmærker oldtidssagaerne, er som antydet den hyppige anvendelse af det fuldbyrdede kvad, når lejlighed byder sig.

Som da kong Ella har frataget den tilfangetagne Ragnar hans lodne dragt, og han nu er prisgivet ormene, da kommer det med fynd og klem: »Grynte ville grisene/hvis galtens kår de kendte/slangen skader mig/stikker snuden ind/snor og bugter sig/suger livet af mig/Nu ligger jeg snart død/her blandt dyrene.«

Som en anden Job har helten mistet alt; dybere ned end ormegården, et yndet motiv i sagaerne, kan man næppe synke. Men Ragnar redder – som det trods alle lidelser vigtigste – æren og genoprejses ved sønnernes grusomme hævn. Da »grisene« nemlig omsider har vundet kampen mod englænderne, lader de den tilfangetagne kong Ella begribe, at hævnens time nu er inde og lader skære »en ørn i ryggen på ham«, dvs. flår ham, levende. Velbekomme. I historiens sidelys aner vi tidens forlystelser, som dog skræmmende minder om menneskenes i det 20 og 21. århundrede.

Elitelitteratur

I romantikken sværmede man som bekendt for det folkelige og såkaldt ægte. Fordi stoffet var gammelt og betjente sig af mytiske figurer og hvad man ellers opfattede som overtro i forhold til det kristne, måtte beretningerne nødvendigvis have rod i folket, det oprindelige, det primitive og dermed urkilderne. Men sagaerne – uanset hvor bramfri de kan forekomme i sprog og indholdsdetaljer – har faktisk deres udgangspunkt i en skrivende og læsende intellektuel kultur. Sagaerne er som folkeviserne og trubadurdigtningen elitens litteratur.

Sagaerne henviser ofte til udenlandske forfattere, som værket skal ses i slægt med. Desuden er teksterne lige så ofte påvirket af ældre forbilleder: Homer, Vergil (motiver i Ragnar Lodbrogs saga) Herodot, Augustin og Ovid finder blandt flere andre vej til den tilsyneladende så distante, men ikke desto mindre mainstream nordiske oldtidslitteratur.

Annette Lassen planter nok så nydeligt Danmarks fjerne forfattere og sagaskrivere i en international skrivekultur, hvor udvekslingerne var mange og hyppige.

Til ingen af sagaerne har man det ægte forlæg. Originalerne er tabt formentlig for evigt. Alt er afskrift og afskrifts, afskrifts afskrift i mange led. Fejlkilderne er derfor utallige. Det er en bedrift og meget vigtigt, mens kulturen for tiden lider under de mest kortsigtede og ødelæggende nedskæringer i kulturarven i mands minde, at oversætte og rekonstruere denne del af arven forsvarligt, som det så også til gavns sker her i denne storslåede udgivelse.

Rolf Krake

Bind 2 har blandt andet fat i den vel nok mest centrale af sagaerne, hvor man måske kan se åstedet for handlingen, hvis man lægger vejen forbi Lejre. Rolf Krake den sidste af Skjoldungerne, hvis aktive militante færden er nok så overbevisende som Ragnar Lodbrogs, der først og sidst gik ud på at score noget nemt kvindfolk.

Erik Skyum-Nielsen har sprogligt kyndigt oversat Krake-sagaen fra før 1200. Det kan selvfølgelig diskuteres om man dengang tog tråden op eller storkede af sted, men stilen fejler i det store og hele ikke mere – allermindst i kvadene:

»Ser jeg, hvor jeg sidder/Halfdans sønner, Roar og Helge/begge raske/ De vil rane/Frodes liv.«

Fra Saxo har vi brudstykker af historien, men vedrørende selve manuskriptet til sagaen må man tage til takke med afskrifter fra efter 1600. Teksten er – nu næppe af den grund – den fortælleteknisk set mest moderne med indirekte karakteristik af konge, etc.

De to første bind lover godt for den videre færd. Peter Brandes har tilrettelagt i smuk typografi i samarbejde med det ferme Narayana Press i Gylling. Mere tvivlsomme i sammenhængen er Brandes mange tegninger og træsnit. Dels udmærker de sig ved uforløst uklarhed, dels klæder de ikke en sagorienteret udgave, men lader i det ydre hele historien lettere hjælpeløst lande mellem coffee-table og videnskabelig publikation. Det er synd.

Oldtidssagaerne bind 1 og 2. Red. Annette Lassen. Ill. tilrettelæggelse Peter Brandes. Oversat af Erik Skyum-Nielsen, Peter Springborg, Kim Lembek, Rolf Stavnem og Annette Lassen. 172 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Ebbe Kløvedal Reich har også skrevet flere gode bøger, der kaster lys over Danmarks oldtid. Bl. a. "De første" med tegninger af Ib Spang Olsen, "Festen for Cecilie" og "Fæ og frænde".