Systemet fungerer ikke

CANNES – Da den unge, enlige mor til to, Katie, der er blevet groft svigtet af det britiske socialsystem, opsøger en såkaldt madbank i Newcastle, hvor hun bor, og her endelig møder forståelse og får hjælp i form af mad til sig selv og børnene, kan jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Det er så rørende scene i al sin stilfærdige humanisme, at den rammer mig rent i hjertet, og jeg knytter hænderne i både triumf og vrede og afmagt over al det lort, hun allerede har været igennem.

Katie, der spilles med stille desperation af Haley Squires, er ikke det egentlige omdrejningspunkt i Ken Loachs nye film, I, Daniel Blake – det er den midaldrende titelpersonen, Daniel Blake, spillet lige så fænomenalt af Dave Johns – men som ham er hun et offer for det samme ufølsomme og tåbelige bureaukrati. Og det er faktisk, da Daniel en dag på socialkontoret får nok og tager Katie i forsvar – og de begge bliver smidt ud – at de mødes og bliver venner. Hun er lige flyttet til byen og har ingen penge, han kæmper for at få tildelt en form for invalidepension, fordi hans hjerte ikke længere kan holde til, at han arbejder som tømrer.

Sammen og hver for sig kværnes de af et labyrintisk, kafkask system, der har til formål at gøre det så svært for dem, der har brug for hjælp, at de fleste giver op på forhånd. Daniels læge siger, at han ikke må arbejde, men socialkontoret giver alligevel afslag på økonomisk hjælp, og han er nødt til at erklære sig rask og søge arbejde på fuld tid hver uge for at komme i betragtning til en form for arbejdsløshedsunderstøttelse. Bureaukratiet vil dog ikke Daniel og Katie noget som helst godt, og de tager begge ekstreme midler i brug.

Asocial verden

Man kan sagtens argumentere for, at I, Daniel Blake er endnu et dybt partisk debatindlæg med glimt af sort humor og bidsk satire – snarere end en velformet og dramatisk tilfredsstillende fortælling – fra en af Storbritanniens allerstørste filmaktivister, humanister og socialister og hans faste manuskriptforfatter, Paul Laverty. Men hvad gør det, når man er enig i udsagnet, og de to hovedrolleindehavere spiller så godt, og deres situation er så fortvivlende, at man lever sig fuldt og helt med i deres liv og skæbne?

Daniel er et på alle måder generøst og godt menneske, der hjælper Katie og hendes børn alt det, han kan. Men langsomt bliver han nedbrudt af et system, der ikke opfatter ham eller Katie som mennesker, men som brikker, tal i en statistik, man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Kender man lidt til det danske arbejdsløshedssystem og socialvæsen, er der mange ting i I, Daniel Blake, som vækker genklang, og det er der bestemt ingen grund til at være stolt af. Systemet fungerer ikke, hverken i Storbritannien eller Danmark, og ofrene er de mennesker, der har allermest brug for hjælp. Det er, så man efter filmen sidder tilbage og er ganske flov på egne og de folkevalgte politikeres vegne.

79-årige Ken Loach har flere gange annonceret, at han vil trække sig tilbage. Det håber jeg sandelig ikke, at han gør – der er brug for gode, samvittighedsfulde mennesker som ham til at skubbe til alle os andre. Loach sparker opad, hvor andre sparker nedad. Jeg tvivler faktisk også på, at han kan få sig selv til at stoppe, så længe der stadig er så megen uretfærdighed at bekæmpe. Man kan kun håbe på, at også danske politikere får set I, Daniel Blake og åbner øjnene for, hvad det er for en asocial verden, vi efterhånden har indrettet os med.

I, Daniel Blake er endnu ikke i dansk biografdistribution

Informations filmredaktør, Christian Monggaard, er i Cannes og skriver både i avisen, på information.dk og Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr