Læsetid: 4 min.

Tvetydig frasortering af fostre

’Kinder K’ hos Holland House skaber ubehagelig hjertedundren, for Jacob Schokking har skabt en billedstærk forestilling om frasortering af mennesker. Med Josephine Parks betagende kvindefølsomhed som drivkraft
Josephine Park vrider sig vredt og fortvivlet i sandet over beslutningen om en fostervandsprøve eller ej i den fascinerende ’Kinder K’. Niels Erling kan ikke længere nå hende.

Josephine Park vrider sig vredt og fortvivlet i sandet over beslutningen om en fostervandsprøve eller ej i den fascinerende ’Kinder K’. Niels Erling kan ikke længere nå hende.

Thomas Petri

20. maj 2016

I Kinder K står en kvinde og en mand med en mur imellem sig. Kvinden holder sin hånd i en vase med vand, som om hun er ved at bade sit barn.

Manden står på den anden side af muren i rollen som barnet og tager en dyb indånding, hvorefter han dykker ned i et fiktivt badekar. Men da han ikke har mere luft og vil op, holder kvinden sin morderiske moderhånd fast dybt nede i vandet – og tvinger sønnen til at drukne.

Dette syrede billede er så symbolsk, at det knap finder sted. Men det er et eminent eksempel på Jacob F. Schokkings fænomenale scenekunst. Som både iscenesætter og scenograf formår han at skabe scenebilleder, der pirker til tilskuerens følelser så utæmmet, at kroppen ofte reagerer, længe før hjernen gør det – og ofte i væmmelse.

Et ondt rammebillede

Forestillingen Kinder K hos Holland House på Teaterøen handler om nazisternes racehygiejne sat op over for vor tids fostersortering ud fra fostervandsprøver og idealer om at undgå børn med særlige lidelser og kromosomfejl – eller bare for at undgå rødhårede børn eller piger.

Teksten er skrevet i 2013 af den 32-årige norske dramatiker Kristofer Blindheim Grønskag. Umiddelbart har teksten en interessant spænding mellem fortællingen fra nazisternes udryddelsesprogram og nutidens jagt på det perfekte barn.

Den har et ondt rammebillede af en fællesskabsstyrkende og dræbende ild: »en ild, som varmer os«. Og replikkerne er glimrende oversat af Lærke Reddersen – med ’nådedøden’ som det mest isnende nazikorrekte udtryk.

Men ingen af fortællingerne følges helt til ende. Teksten rummer så stærk en rædsel over nazisternes program, at teksten egentlig lammer sig selv undervejs. Også nutidshistorien om parret, der ikke kan blive enige om, hvorvidt de vil have taget en fostervandsprøve eller ej, glider mærkeligt ud i sandet. Og så bliver det ikke nær så stærk en dilemmafortælling, som det kunne være blevet.

Thomas Petri

Det uigenkaldelige

Når det er sagt, så er denne fortolkning af Kinder K samtidig noget af det mest vedkommende teater, fordi skuespilleren Josephine Park kaster hele sin kvindelige intuition og sit sitrende nærvær ind over forestillingen.

Hendes følsomhed er så betagende.Selv når hun står helt stille, sker der noget i hende. Selv når hun siger den korteste lille sætning, fortæller hun en hel historie med sine vilde betoninger og sit levende ansigt.

Når hun står halvfuld i en bar og vil indvie bartenderen i sine frygtelige overvejelser og sin uigenkaldelige beslutning, gør det dinglende ondt at overvære hendes beretning, der bliver sørgelig som nummeret hos en hvid klovn. Det er stærkt.

I rollen som faderen til hendes ufødte barn får skuespilleren Niels Erling det derfor uvilkårligt som kavaleren, der blot kan få alles blikke til at dreje over mod sin femme fatale.

Hans stemme har ikke hendes instinktive melodi, og han er instrueret til at stå med siden eller ryggen til publikum gennem næsten hele forestillingen – som om hans ansigt slet ikke inviteres med. Så han stråler mest i rollen som kølig nazilæge.

Uudslukkeligt bål

Lysdesigneren Turpin Napoleon Djurhuus sætter parret ind i de mest dragende, geometriske farvemønstre af lys og silhuetter, så følelseseffekten hele tiden forstørres. Og hvad øjet ikke ser i denne Kinder K, det hører ørerne. Som et lydligt scoop har Jacob Schokking fået komponisten Alice Carreri til at komponere en af de mest uhyggelige og kvalmefremkaldende lydcollager, jeg kan mindes.

Når aborttankerne om at gøre sig parat til at skille sig af med det ufødte barn begynder at vokse, ryster hele rummet i en dump sitren. Og når parret ikke længere kan tale sammen, så buldrer en skinger lydtorden mellem dem i afmagt.

Det er stærkt. Og det matcher Schokkings indledende billede med en bunke sand, som de to skuespillere river og samler med præcision, indtil det forvandler sig til et uudslukkeligt bål.

Samtidig efterlader forestillingen en sær følelse af kujoneri. Ikke mindst i den postulerede beretning om det oprindelige ’Kind K’, altså den lille, multihandicappede dreng Gerhard Herbert Kretschmar, hvis forældre i 1939 henvendte sig til nazisterne med ønsket om at få slået sønnen ihjel.

For teksten bringer godt nok mulige forklaringer om forældres ’skam’ over den vanskabte søn. Men den gisner ikke om, hvorfor forældrene ikke bare lagde en pude over babyen – eller noget andet desperat. Teksten forklarer i hvert fald ikke, hvordan disse forældre kunne tro, at de kunne ryste medlidenheden og sorgen af sig ved at lade nazistaten aflive deres barn med nyopfunden gift.

Uhyrlighedspsykologi

Teksten i Kinder K mangler en uddybning af denne uhyrlighedspsykologi. Som tilskuere forstår vi ulykkeligheden hos disse forældre, men vi kommer ikke til at vide nok om dem til at kunne forstå deres fatale drabsbeslutning.

Og teksten går ikke nok ind i vor tids mulige overvejelser om, hvordan det vil være at få et barn med for eksempel Downs syndrom til, at vi her kan mærke en tilsvarende sorg; vi føler faktisk kun forældreparrets rædsel for at komme til at tilhøre de udstødte.

Men opsætningen af Kinder K hos Holland House efterlader os med en ubehagelig dundren omme bag hjertepumpen. Som en påmindelse om, at vi alle sammen er med til at tage stilling til andres frasortering. Selv om vi måske tror, at vi respekterer den basale menneskeret, at alle mennesker er født frie og lige.

’Kinder K’.
Tekst: Kristofer Blindheim Brønskag. Oversættelse: Lærke Reddersen.
Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: Alice Carreri. Lys: Turpin Napoleon Djurhuus.
Holland House på Teaterøen på Refshaleøen. Til 27. maj. Bus fra Christianshavns Torv en halv time før forestillingen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu