Læsetid: 2 min.

Ung sårbar tosomhed

Iben Konradi Brodersens debutroman ’Piger kan leve længe måske for evigt’ er lykkeligvis blottet for den fikse naivitet, der ligger i titlen. I stedet har den et skarpt blik for, hvordan ting kan briste og ramle for en gymnasiepige
14. maj 2016

Piger kan leve længe måske for evigt er en uprætentiøs roman om den form for tosomhed, et teenagepigevenskab er, og om et selvbillede, der slår revner. Den skildrer Gro, en pligtopfyldende pige, der begynder i gymnasiet og bliver venner med Faxe, der er vild og trodsig. Den pludselige vilde samhørighed med hende får verden og hverdagen i de aarhusianske forstæder til at åbne sig. Med til gymnasiepigernes venneforelskelse hører også en fysisk intimitet – der ligges i ske og deles solarietid – som fremstår lige så spændende og forvirrende som den, de har med de drenge, de er sammen med. Gro og Faxe er vilde med to drenge, som bliver ved med at befinde sig i periferien af romanen, som er mere optaget af, hvordan de to er sammen om at tale om drenge, og om den troskab, der består i ikke at falde for den samme.

Sikke en iagttagelsesevne

Piger kan leve længe måske for evigt forekom mig efter de første sider at være en lidt vel fersk ungdomsroman, men tag ikke fejl, den er også interessant for en postpubertær læser. Ikke mindst fordi Iben Konradi Brodersen ser og fremstiller karakterernes relationer og interaktioner så skarpt, som hun gør. De nogle gange diskrete og andre gange demonstrative måder, de to veninder nærmer sig og fjerner sig fra hinanden på, er beskrevet flydende og præcist.

Det fremstår klart og komplekst på en gang, og det gør det troværdigt og øjenåbnende. Romanen er blottet for den forcerede naivitet, der ligger i titlen, og præget af en hovedperson med et usædvanlig skarpt blik på, hvordan folk interagerer og udtrykker sig kropsligt og sprogligt. Det blik fylder meget i romanen, men det er slående, hvor lidt plads, der går til beskrivelser af karakterernes udseende. I stedet handler det om, hvad de gør med deres kroppe, hvordan de bevæger, bærer og placerer sig.

Det her er ikke en form for litteratur, der sætter alt ind på at være original i sin stil og opsigtsvækkende i sin form. De oplevelser af, hvordan ting kan briste og ramle, som Iben Konradi Brodersen skriver om, er formentlig også til stede på de fleste gymnasier. Det friske ved romanen er, at portrætterne er så indfølte uden at tonelejet af den grund bliver synderlig inderligt. Hun har et bemærkelsesværdigt talent for at karakterisere mennesker, og hvordan de har med hinanden at gøre. Det er ikke løgn, når der står på bagsiden, at romanen er fintregistrerende. At være det er en ret almindelig litterær ambition heromkring, men det er ikke den ellers udbredte dvælende, poetiserende form for fintregistrering, der er på færde, og forfatteren går heller ikke registreringsmesteren Helle Helle i bedene og viser de diskrete absurditeter og den komik, der pibler ud af dem, frem. I stedet er der bare en nøgtern interesse for sårbarhed og spænding i en gymnasietilværelse og for det sørgelige i ikke at kunne holde sammen på sig selv.

Iben Konradi Brodersen: Piger kan leve længe måske for evigt. Lindhardt og Ringhof. 219 sider. 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu