Læsetid 4 min.

Velkommen til Jessy

Detaljerede landskabsmalerier og en vingeskudt protagonist, der alligevel letter, i den store elektroniske åbenbaring
Jessy Lanzas andet album, ’Oh No’ injicerer lytterne med en optimisme, der kan forme sig som en perlende technopop med r&b-elementer. Og til tider også som en 80’er-klingende electrofunkpop, der får Informations anmelder til at tænke på intet mindre end en ung Prince.

Hollie Pocsai

27. maj 2016

Det er noget af en botanik og arkitektur, som den elektroniske musik har udbredt gennem det musikhistoriske landskab. Bevares, der er ghettoer, hvor mindre kreative musikere narkomanisk tripper på tidens toneklang.

Grå, udsigtsløse, labyrintiske gyder, hvor den eneste sol er pusheren, der kommer med nye plugins, som eftersnakkerne kan banke i venen på deres musiksoftware. Der er enorme bjergkæder af tøris og skove af laserlys. Her vinder det stærkeste beat eller det mest kyniske bass drop.

Der er kosmopolitiske knudepunkter, hvor vreden, begæret, angsten, morskaben og farten får bygninger og vejnet til at morfe i nye komplekse mønstre, der synes både at informere og blive informeret af musikernes plantegninger. Hallucinationer og byggeentrepriser vikles sammen i en endeløs feedback-mekanisme.

Britiske Leon Smart alias DVA formulerer et komprimeret bylandskab, hvor bassen er den puls, vi alle er lønslaver af. EP’en Take It All. Som starter med en amerikansk nyhedsoplæser, der med slet skjult foragt siger: »Well, guess what, we got another drug. It is synthetic, and it makes you love everybody.«

Ja, føj for den lede. Så er det da meget bedre at have nogle at hade, ikke sandt?

Verdensbyggeri

Nu er det så også længe siden, at ecstasypillen forandrede europæisk dansekultur, så i stedet fornemmer man i åbningsordene en post-rave-depression fra DVA’s side. Men han slår så også kontra med en forførende aggressivitet. Public Enemy som fuldt armeret tank. Eller Detroits techno-pioner Model 500 bevæbnet med nymodens sampler. Isprængt afsnuppede (vi har jo travlt) soul- og hiphop-samplinger og strømgivende elorgel, der fortæller os, at der inde bag gentrificeringens glas og stål og klaustrofobi banker noget andet og mere medgørligt. Måske endda kærligt?

I hvert fald formår DVA at skabe en urban dance-militarisme, som måske ikke gør hans by beboelig, men i hvert fald værd at spendere en nat i. I ekstatisk forbifart.

Canadiske Tim Hecker holder rejsegilde over sit nye verdensbyggeri langt uden for bygrænsen på sit nye album Love Streams. Der er fuld af kontraster og teksturer. Det er ambient heavy metal, en vægtløs sværindustri.

Korstemmerne kan være digitaliseret løsrevne eller klart til stede som egentlige personer (i de tilfælde komponeret i samarbejde med den islandske komponist Jóhann Jóhansson). Alt imens rustende cumulusskyer lyder som orkestre i slow motion, og støj føles som behagelige tågeformationer af ståluld.

Det er en forreven og tordnende boble, som Wagner eller Caspar David Friedrich ville have holdt af, ja, ligefrem bifaldet. Men det er også en lise, som Brian Eno ville elske at lytte med et halvt øre til, og som tegneseriefigurerne Linda & Valentin kunne være ledsaget af under et besøg til en by i skyerne.

Heckers klanglige impressionisme danner ovenikøbet afsæt for en kompositorisk skønhed, der kan være kunstfærdigt formet som det kirkelige kor på »Black Phase«, men også have noget tilfældigt eller skødesløst over sig som på »Bijie Dream«: Er det f.eks. iskrystaller, der brister så smukt, eller er det Heckers aleatoriske hænder over keyboardets importerede klange? Og hov, er det olietønder til sidst i nummeret? Sandsynligvis.

Og er det et uvejr, der trækker sig ind over vores små eksistenser, eller er symfoniske lydfiler trigget af Hecker på »Live Leak Instrumental«? Og hvorfor er træblæserne så vrangvillige og synthesizeren så flyvsk på »Violet Monumental II«? Skal de ikke se at komme i parterapi? Det er der ikke noget enkelt svar på. Man må selv forstå at favne eller drukne i Heckers kosmos. Følelser er noget, man selv investerer her. Gerne af den modsætningsfulde slags.

En ung Prince

Noget helt andet sker, når der træder en protagonist ind i landskabet. Så synes alt andet at blive uskarpt. Det kunne være Per Højholts Henry, der træder ind, bukker og takker. Eller som i denne anmeldelse canadiske Jessy Lanzas jegfortæller, der afholder sig fra at neje, men i stedet danser dervish omkring os med sin noget nær kropsløse vokal.

Oh No er hendes andet album, og ifølge pressemeddelelsen er det »addressed to her own constant nervousnes«. Engang var musikken en måde at dæmpe nerverne på for Lanza, men med tiden er musikken ikke længere en slags godartet Xanax, blot endnu en ny form for pres.

Kan I se, hvad der sker, når musikeren træder ind i landskabet, ikke mindst når der skabes en forbindelse mellem udtrykket og afsenderen? Det får landskabet til at forsvinde i disen bag en knivskarpt kontrolleret og fokuseret biografisk person i front. Så velkommen til Jessy. Hun træder ind i landskabet og stjæler billedet (eller landskabsmaleriet).

Nu har Oh No – som Lanza har skabt i samarbejde med Jeremy Greenspan fra Junior Boys i hjembyen Hamilton, Ontario – så også en fornemmelse af indre univers over sig. Ja, i pressemeddelelsen siges det på den her måde: »As with many artists whose hometown lie off the usual network of cultural hotspots, Oh No is driven positively by the idea of making music that isn’t inspired by where she lives.«

I stedet fremmaner Oh No et intimt, simpelt klingende rum, der ikke skaber billeder eller forestillinger (i hvert fald ikke hos denne anmelder), men til gengæld injicerer os med en optimisme, der kan forme sig som en perlende technopop med r&b-elementer.

Og til tider også som en 80’er-klingende electrofunkpop, der får denne anmelder til at tænke på intet mindre end en ung Prince. Ligesom der også undervejs er pang-farver fra landsmandinden Grimes’ sofistikerede candy-pop.

Jessy Lanza giver os en opkvikkende musikalitet, som lover godt for udfrielsen fra hendes nervekvaler. Ellers kunne det måske være godt for hende at slippe bekymringerne og sig selv for en stund i Tim Heckers konfliktfyldte skønhed eller DVA’s hedonistiske militarisme. Jeg ved, det virker.

DVA: ’Take It All EP’ (Hyperdub/Dense) dense.de 

Tim Hecker: ’Love Streams’ (4AD/Playground)

Jessy Lanza: ’Oh No’ (Hyperdub/Dense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu