Læsetid: 4 min.

Velkommen til Jessy

Detaljerede landskabsmalerier og en vingeskudt protagonist, der alligevel letter, i den store elektroniske åbenbaring
Jessy Lanzas andet album, ’Oh No’ injicerer lytterne med en optimisme, der kan forme sig som en perlende technopop med r&b-elementer. Og til tider også som en 80’er-klingende electrofunkpop, der får Informations anmelder til at tænke på intet mindre end en ung Prince.

Hollie Pocsai

27. maj 2016

Det er noget af en botanik og arkitektur, som den elektroniske musik har udbredt gennem det musikhistoriske landskab. Bevares, der er ghettoer, hvor mindre kreative musikere narkomanisk tripper på tidens toneklang.

Grå, udsigtsløse, labyrintiske gyder, hvor den eneste sol er pusheren, der kommer med nye plugins, som eftersnakkerne kan banke i venen på deres musiksoftware. Der er enorme bjergkæder af tøris og skove af laserlys. Her vinder det stærkeste beat eller det mest kyniske bass drop.

Der er kosmopolitiske knudepunkter, hvor vreden, begæret, angsten, morskaben og farten får bygninger og vejnet til at morfe i nye komplekse mønstre, der synes både at informere og blive informeret af musikernes plantegninger. Hallucinationer og byggeentrepriser vikles sammen i en endeløs feedback-mekanisme.

Britiske Leon Smart alias DVA formulerer et komprimeret bylandskab, hvor bassen er den puls, vi alle er lønslaver af. EP’en Take It All. Som starter med en amerikansk nyhedsoplæser, der med slet skjult foragt siger: »Well, guess what, we got another drug. It is synthetic, and it makes you love everybody.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu