Læsetid: 3 min.

Åbenhjertigt vedkommende

Alen Meskovic skildrer i sin nye velkomponerede roman danskerne med humoristisk venlighed, som man kan tvivle på, om vi fortsat fortjener
4. juni 2016

Alen Meskovics nye roman, Enmandstelt, fortsætter hvor hans foregående fra 2011, Ukulele-jam, slap. Den bosniske flygtningedreng, Miki, er efter to år i flygtningelejren i Kroatien stukket af til Danmark. Egentlig vil han til Sverige, hvor hans storebror er, men strander i Danmark, fordi han af ukendskab til reglerne kommer til at søge asyl her. Så må han blive, først i Sandholmlejren, senere sammen med sin fars fætter og dennes vrangvillige kone i en lille landsby, kaldet Lundslev, hvor hans privatliv består i at vende ansigtet mod væggen, når han ligger i sin køje.

Miki er nu blevet 17 år, og har stadig, som i Ukulule-jam, hovedet godt fyldt op med yndlingsbands, som han imidlertid nu er afskåret fra at høre. Resten af hovedet er fyldt med ængstelser og ærgrelser: Hans storebror reagerer ikke på hans telefonopkald. Erindringerne fra krigen, hvor han blev udsat for en mock-henrettelse, blander sig med længslen efter vennerne derhjemme. Han opdager, at han savner sine forældre. Han længes desperat efter en kæreste. Han keder sig. Han er kort sagt en almindelig 17-årig, der er havnet i noget mere frustrerende omstændigheder end de fleste af hans jævnaldrende.

Den rigtigt grusomme, svært traumatiserede flygtningeskæbne møder vi dog for alvor i storebror Neno, der har tilbragt to år i serbisk koncentrationslejr og ikke længere er den Neno, Miki i hele sit unge liv har set op til. Miki har Nenos gamle spitfire-jakke med til ham, men Neno vil ikke have den. Alt hvad der har med fortiden at gøre, nægter han at røre ved, og hans eneste råd til Miki er at gøre det samme. Nenos skæbne kommer frem antydningsvis og drypvis, og det bliver værre og værre efterhånden. Er han blevet tvunget til at kæmpe på serbisk side? Hvorfor er han blevet gråhåret? Det er klogt og nænsomt fortalt.

Hark, grynt og host

Enmandstelt skildrer af gode grunde forholdene i midten af 1990’erne, det er krigen i Bosnien, der danner baggrund, men i dag kan man ikke undlade at læse den med nutidens flygtningeskæbner som parallel. I det lys virker den forbløffende åbenhjertig: Miki tager et illegalt job som postbud, endnu inden hans ansøgning om asyl er imødekommet, og han drikker sig så fuld, at han ikke ved, om han har været årsag til et trafikuheld – episoder, som virker vildt grænseoverskridende, dagens danske flygtningepolitik taget i betragtning, men som derved også åbner læserens øjne for, hvor meget måden, hvorpå flygtninge omtales og behandles, i mellemtiden har ændret sig. Jeg blev helt skræmt, da jeg læste om det illegale job: »Det går aldrig godt!«

Men det gjorde det. Dengang. Og til sin egen forbløffelse modtages Miki igen og igen godt, ja ligefrem hjerteligt, når det kommer frem, at han er bosnisk flygtning.

Titlen Enmandstelt, refererer til Mikis gennembrud til Danmark, da han opdager, at der i dette kolde, forblæste land også findes sådan noget som Roskilde Festival. Miki anskaffer sig enmandsteltet og tager på festival med nogle dages ekstase og beruselse som afbræk i frustrationerne. Der til gengæld har hobet sig op til katastrofe, mens han i ungdommelig hensynsløshed har brudt løftet om at ringe til sine pårørende i Lundslev.

Mere skal ikke røbes her, romanen er velkomponeret, og man må sige, at Alen Meskovic behandler det danske sprog, der i Mikis øren lyder som hark og grynt og host, godt. Han skriver elegant om en kvinde, der ike ved, hvem serberne er, at en tomhed, »åbenbart havde permanent opholdstilladelse bag hendes øjne«, og hans skildring af danskerne er i det hele taget båret af en humoristisk venlighed, som man kan tvivle på, at vi stadig fortjener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu