Læsetid 3 min.

Autentisk demensteater

Teaterforestillingen ’Beskæring’ er blevet en smuk, men lidt statisk forestilling om mennesker, hvis liv er blevet standset af demens
17. juni 2016
Delt 6 gange

Grene breder sig ud over hele scenen i teaterforestillingen Beskæring. Rigtige grene, der beskæres med et kæmpe ørnenæb. Men også farvefotografier af grene og sort-hvide fotos af trækroner, der får lov til at flyde ud over scenens landskab af diaslærreder og tøjsnore.

For denne forestilling af performancegrupperne CoreAct og Carte Blanche handler om demens. Beskæringen er altså et billede på, hvad der sker med et menneske, når noget hukommelse skæres væk. For hvem er man, når man ikke længere kan huske sit eget liv?

Forestillingen er baseret på researchbesøg rundt omkring på 14 forskellige plejecentre, hvor performerne Anika Barkan og Helene Klint har talt med en masse gamle mennesker om deres liv. Mange af dem er demente, men det er alligevel lykkedes disse to varmhjertede kvinder at skabe samtaler med strejf af erindring.

De har konsekvent besøgt de gamle mennesker sammen – den ene i rollen som sig selv, den anden iført en teatralsk fåremaske. Og så er der ellers kommet gang i snakken.

Denne højæstetiske forestilling har samtidig fået en personlig hovedhistorie i form af fortællingen om Helene Kvints bedstefar, Willy F. Hansen, der var overstadsgartner. For han var en trænørd, der beskrev og fotograferede træer gennem hele sit liv. Og hans arkiv viste sig at rumme omkring 5.000 diasbilleder af træer og blomster.

Dalende fotos

Det er disse billeder, som Helene Kvint og Anika Barkan nu projicerer op på scenen – smukke og farvestrålende billeder. De bliver så sat sammen med plejehjemsbeboernes erindringshistorier i Sara Topsøe-Jensens rolige iscenesættelse, der tilsættes både legende jazz og en stille lyd af græshopper og fuglefløjt. Og sangen »Den Gamle Gartner«, naturligvis.

Desværre er forestillingens stærke visuelle udtryk væsentlig bedre end dens tekster. Der er en skarphed og en underdreven skødesløshed over scenografiens langsomt dalende fotos og grafiske grenmønstre, som ikke finder et ordentligt modsvar i teksterne.

Performerne går aldrig ind i de gamles fortællinger med et klart ’jeg’. De gamles historier bliver altså ikke til selvoplevelsesreplikker, men hele tiden til skildringer om andre: om kvinden, der fik en rød kjole, men som meget hellere ville have haft et leksikon. Og om manden, der var fuldstændig vild med Anker Jørgensen …

Anika Barkan har ellers en tryg udstråling af omsorg og omfavnelse i sin faste krop og sine ordentlige fletninger. Hun har et stærkt nærvær, og hun kan kaste sig på jorden og kappe grenene af et træ, så man kan mærke hendes kontakt til jorden og virkeligheden.

Helene Kvint har derimod et skarp blik og en langt mere observerende tilgang til sin rolle som det dokumentaristiske barnebarn, der indsamler sin bedstefars hemmelige skat.

Men der falder en skygge over forestillingen, når de to kvinder smiler ad de gamles dårlige hukommelse. Det virker unødvendigt. Uomtvisteligt ægte bliver tonen i hvert fald først, da Helene Kvint går ind i sin egen barnebarnsfortælling og siger sit eget ’jeg’.

»Min morfar sagde, at jeg ikke måtte gå ned i kælderen alene …« siger hun.

Og så er dramaet om at miste naturligvis allerede i gang. Samtidig kommer sorgen væltende: Sorgen over, at hendes bedstefar forsvandt – længe før han døde.

’Beskæring’.
Iscenesættelse: Sara Topsøe-Jensen. Kostumer: Beth Justesen. Musik: Hess, Koppel, Päart m.fl.
Egnet for unge fra 14 år. Co-produktion mellem CoreAct og Carte Blanche.
Oplevet under CPH STAGE. Spilles også hos Carte Blanche i Viborg 11-14. september samt under Horsens Teaterfestival 16-17. september – og herefter på turné

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu