Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jeg vil med i bedstemors køkken

Anette Asp Christensen har skabt en af sæsonens mest originale soloforestillinger: En køkkenmonolog om sin højt elskede bedstemor fra Sønderjylland
Anette Asp Christensen har skabt en af sæsonens mest originale soloforestillinger: En køkkenmonolog om sin højt elskede bedstemor fra Sønderjylland
Kultur
17. juni 2016

Det ser så tilforladeligt ud, da vi træder ind i køkkenet i en gammel Vesterbro-lejlighed hos performanceteatret Wunderverk.

Performeren Anette Asp Christensen byder velkommen i sin blå nederdel og sin bedstemors gamle forklæde, og så bliver vi ellers sat på 10 små taburetter rundt om et køkkenbord. For værtinden smører omhyggeligt sine nybagte boller til os, mens hun forklarer os om de 14 nødvendige ingredienser i et ægte sønderjysk kaffebord.

Men Udsigter fra min bedstemors køkken er ikke blot et barnebarns kærlige beretning om en vidunderlig bedstemor, der boede i Sønderjylland i hele sit liv. Det er også en begavet og dybt bevægende performance.

Den nu 41-årige Anette Asp Christensen er både danser og dukkemager. Hun rejste fra Sønderjylland for 20 år siden, men som voksen kan hun pludselig ikke kan lade være med at opsøge mysteriet om sin bedstemors urokkelige ro.

Denne bedstemor er godt nok død. Men det forhindrer ikke Anette Asp Christensen i at åbne en kuffert og finde hende frem – i form af en herligt uforskønnet dukke i blå kjole.

Barnebarnet transformerer sig til bedstemoderen. Deres skørter flyder sammen. Og pludselig bevæger den gamle kvinde sig fremad med små forsigtige skridt i sine nydelige snøresko for ikke at miste balancen.

Hendes hoved er godt nok lavet af voks, men hendes mund rynker sig netop så forundret, og hendes stålbriller sidder akkurat så stramt om hendes ører, at man fornemmer, at hun er vildt i live.

‘Jar’men, Arrrnetttte,’ siger hun på smilende sønderjysk – og så hilser hun overrasket og rosende på sit barnebarn. Vi andre får også hånden og et par pæne ord med på vejen, og vi bliver alle sammen mærkeligt forlegne, når vi ser hende i øjnene. For hun virker så forunderligt levende.

Så begynder Anette at udspørge sin bedstemor om fortiden. Vupti har hun fremtryllet en minidukketeatermodel af sin bedstemor, der sidder i sit køkken og nyder udsigten. Og vupti har hun et kort, så man kan se, hvordan bedstemors barndomsgård i Bjerndrup lå tæt på stien til Kliplev Kirke, hvor bedstemor også blev gift.

Herefter vælter det så frem med nationalhistoriske beretninger. Om Første Verdenskrig, hvor mange tyske sønderjyder blev sendt til fronten i Frankrig. Og om Anden Verdenskrig hvor mange tyske sønderjyder frivilligt rejste til Østfronten. Men mest af alt om de ar, som disse mænd og deres familier fik sig under krigen – og som de aldrig helt kom sig over.

Som tilskuer kan man mærke, hvordan den gamle krop efterhånden bliver træt og må ind og lægge sig.

Imens underholder barnebarnet med en anarkistisk skildring af kampen om grænsen de sidste 2.000 år. Med et landkort med forskellige grænsestriber og en gammel papkasse med legetøjssoldater får hun kogt Danmarks ulykkelige krigshistorier ned til et centraliseret spil om geografi og nølen, lige her på køkkenbordet. Det er både flot og flabet.

Hendes grænsefortællinger fremstår egentlig som en feminin version af Erling Jepsens grænselandsskildringer. Men en vidunderligt jordnær vision, fordi hun samtidig får kogt vand til kaffe i bedstemors kasserolle.

Og hun får såmænd også smurt blommekompot og flødeskum på en kagebund i forsøget på at kopiere sin barndoms yndlingsblommetærte, sådan mellem sejren i 1848 og nederlaget ved Dybbøl i 1864.

Sirlig håndskrift

Den mundtlige fortælling illustreres med ungdommelige sort-hvide fotos i sølvrammer. Over komfuret hænger et korsstingsbroderi af en bogfinke.

På bordet ligger bedstemors gamle kladdehæfte, hvor hun med den sirligste skråskrift har skrevet sine danske stile; lærerindens rettelser er nøgternt skrevet ind med rødt. Katrine Nilsens visuelle dramaturgi er både effektiv og rolig – og ovenud charmerende.

For denne bedstemor hviler i sig selv. Det mest rørende øjeblik er måske, da Anette med sit dukkehuskøkken viser, hvordan hun besøgte sin bedstemor den sidste gang. For da havde hun faktisk taget sin computer med, netop for at skrive nogle af bedstemoderens fortællinger ned.

Men nej. Bedstemor var ikke til den slags. Ikke den dag. Så det blev der ikke noget af. Derfor er det også så skønt, at det er lykkedes Anette Asp Christensen at skabe denne originale collageforestilling, der skaber fiktion ud fra erindringen – og research og fakta ud fra en slægtshistorie.

Her blandes det personlige med det nationale – og det kærlige med det analytiske – så vi har svært ved at forlade køkkenet igen.

Det lyder måske temmelig tilforladeligt med den køkkenudsigt. Men bliv ikke overrasket, hvis du pludselig mærker, at du får våde kinder. Måske går du også rundt og bærer på savnet af din bedstemor dybt derinde, hvor barndommens vigtigste erindringer er lagret.

’Udsigter fra min bedstemors køkken’.
Tekst og dukker: Anette Asp Christensen. Visuel dramaturgi: Katrine Nilsen.
Dukkekonsulent: Jette Lund. Teater Wunderverk under CHP STAGE. Varighed: 1 time.
Oplevet i et køkken i Lyrskovgade. Spilles i forskellige køkkener på Danmarksturné i 2016/17

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her