Læsetid: 3 min.

Beskidt realisme om rengøringskoner

Lucia Berlin mikser rå humor og stor smerte i en samling gribende noveller om fordrukne kvinder og fraskilte mødre fra det amerikanske Midtvesten
25. juni 2016

Det hævdes, at vi ikke får nok oversat litteratur på dansk, og det vil jeg til dels medgive. Samtidig må jeg erkende, at jeg langtfra når at forholde mig kritisk til alle de titler, der oversættes inden for det område, jeg holder mest af, den nordamerikanske litteratur.

Denne sæson ærgrer jeg mig særligt over, at jeg ikke fik tid til at anmelde Lucia Berlins Håndbog for rengøringskoner omkring udgivelsen tilbage i marts måned. Jeg har ingen undskyldning. Til gengæld kan jeg lige nå det, inden vi går på sommerferie.

Trods titlen og bogens lyserøde omslag er det en maskulin genre, Lucia Berlin (1936-2004) arbejder i, nærmest en art dirty realism, som vi kender fra Charles Bukowski og Raymond Carver. Novellerne her er befolket af gravide teenagere, kræftsyge kvinder og fraskilte mødre på jagt efter en flaske vodka eller et kram.

Selvbiografiske er de også; Lucia Berlin levede et hårdt og omflakkende liv, blev skilt tre gange, flyttede fra by til by i det vestlige USA og opfostrede fire sønner, mens hun drak og arbejde som blandt andet rengøringskone og sygeplejerske. I en sen alder besejrede hun alkoholismen og blev værdsat lektor på University of Colorado.

I alt udgav Lucia Berlin 76 noveller, og mere end halvdelen af dem er samlet i Håndbog for rengøringskoner. Det er mange, måske endda lidt for mange.

Kvaliteten fejler imidlertid intet, slet ikke i titelnovellen, der handler om en rengøringskone, som observerer alt i de hjem, hvor hun gør rent.

Undervejs beretter hun, hvad hun har lært de forskellige steder: Sæt møblerne forkert, så det kan ses, at man har flyttet dem, og kæl ikke med husets kat, for så bliver kvinderne jaloux. Desuden skal man ikke arbejde for venner, for »før eller siden bliver de sure på en, fordi man ved så meget om dem. Eller også holder man op med at kunne lide dem, fordi man ved det«.

Ikke mere vaskepulver

I en anden novelle, »Carpe Diem«, kommer fortælleren til at starte tre forkerte maskiner i et mønvaskeri. »Tre der lige var blevet færdig med en mands tøj,« som hun siger, inden hun bliver trængt op i hjørnet af fyren, der spørger, om hun altid kvajer sig sådan.

Hun undskylder sig med, at hans tøj i det mindste bliver rent. Selv har hun ikke mere vaskepulver til sine egne maskiner.»Jeg kan sgu da godt købe noget vaskepulver til dig,« lyder hans svar.

Bag letheden og den rå humor gemmer sig en dyb ensomhed og fortvivlelse hos personerne, og man forstår, hvorfor rengøringskonen stjæler sovepiller, og hvorfor andre drikker, går til AA-møder eller i terapi, og alle knapt har overskud til at få hverdagen til at hænge sammen.

Stærkest er novellerne om to søstre, tydeligvis inspireret af Berlins forhold til sin egen søster, som døde af kræft. Trods svigt, smerte og i søsterens tilfælde en dødelig sygdom dvæler de sjældent ved deres problemer, men forsøger at støtte hinanden, så godt de kan. Det er gribende læsning.

Lucia Berlin udgav tre bind i sin levetid på det lille cool forlag Black Sparrow Press plus det løse. Hvorfra udvalget i Håndbog for rengøringskoner stammer, oplyses ikke, og vi får heller ikke at vide, hvornår de enkelte noveller er skrevet.

Det sidste kunne have været interessant særligt i tilfældet med historierne om søstrene. Jeg savner også Lydia Davis’ forord fra den amerikanske version af samlingen.

Men ellers savner jeg ikke noget. Tværtimod. Som nævnt er der rigeligt med noveller i Håndbog for rengøringskoner, og måske enkelte af de mest melodramatiske kunne have været udeladt.

Så kunne man, som den amerikanske anmelder Dwight Garner også har påpeget i New York Times, altid have bogen med sig i lommen, hvilket en forfatter af Lucia Berlins format fortjener.

Lucia Berlin: Håndbog for rengøringskoner. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. Gyldendal. 352 sider. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu