Engang i firserne faldt jeg over Chet Flippos Your Cheatin’ Heart – A Biography of Hank Williams (1981).
Countrymusik stod ikke højt på min liste over musikalske prioriteringer i et årti domineret af undergrundsrock, synth-pop og MTV-stjerner, men på den anden side vidste jeg godt, at denne Hank Williams ikke var en hr. Hvemsomhelst.
Kunstnere, jeg beundrede (heriblandt Bob Dylan, Neil Young og Bruce Springsteen), namedroppede ham, og flere af hans langt over hundrede kompositioner var mig bekendt, om end ikke med Williams selv.
Jeg tøvede derfor ikke med at købe bogen, som viste sig sært besættende og temmelig kulørt. På den fede måde. Jeg anskaffede mig derfor lynhurtigt dobbelt-lp’en 40 Greatest Hits (titlen holder, hvad den lover!) med Williams selv og blev hooked.
Chet Flippos metode ville i dag kaldes faktion, idet han fortæller historien fra de involveredes perspektiv, først og fremmest fra Hank Williams komplekse, oprørende og fascinerende synsvinkel.
Selvhad, storhedsvanvid, kreativitet og misbrug i en pærevælling skaber en dramatisk beretning, der synes som skabt til det store lærred.
Født i 1923 i delstaten Alabama som søn af en i Første Verdenskrig invalideret far, der tilbragte det meste af Hanks barndom på hospitalet, og en stærk, selvkørende mor, der forgudede sin søn og foragtede resten af menneskeheden, især dens kvindelige halvdel.
Det gjorde ikke det notoriske had/kærlighedsforhold mellem Hank Williams og hans første hustru, kendt som Miss Audrey, mindre kompliceret.
Født med en ryglidelse, der gjorde ham afhængig af smertestillende piller, udviklede han som ung uhelbredelig alkoholisme med hang til amfetamin. Han var også uforbederlig kvindebedårer, egomaniker og en upålidelig om end vildt charmerende skiderik.
Men han var også en genial sangskriver med tæft for at omsætte komplekse livserfaringer til enkle, men uafrystelige sange, og han mestrede såvel det tragiske som det komiske (hvilket gav ham tilnavnet The Hillbilly Shakespeare) samt stod fadder til en stribe salmer (udsendt under pseudonymet Luke the Drifter), der formår at gøre indtryk på andre end de rettroende. Og derudover en forrygende karismatisk performer, der fuldt ud forstod sit publikum
Hank Williams’ storhedstid var kort, fra gennembruddet i sommeren 1949 frem til hans død d. 1. januar 1953 fremstod han som countrymusikkens største stjerne, og mere end nogen anden var han ansvarlig for dens forvandling fra en subgenre (dengang kendt som hillbilly, et nedladende begreb) for den hvide sydstatsunderklasse til den finansielle milliondollarindustri, vi kender i dag.
Ikonisk kraft
Udover det musikalske besad han en ikonisk kraft, der betød at han transcenderede country, og som en række andre amerikanske giganter endte i en klasse for sig; som Louis Armstrong, Billie Holiday, Frank Sinatra, Miles Davis, Bob Dylan, Prince. Så det er ikke mærkeligt at forestille sig, at der er stof i hans liv til en film, der siger spar to.
Det forsøger Marc Abraham så med I Saw the Light, titlen på Williams’ kendteste salme, der besidder en så popfængende melodi, at de fleste ville kunne synge med efter en halv gennemlytning.
Nuvel, filmen, der bærer salmens navn, er bestemt ikke fængende i sin kronologisk fremadskridende og sært forudsigelige handling. Tværtimod er den lidt tør, grænsende til det kedelige. En bleg afglans af en ikonisk gigant ligner det mere en tv-film end noget, der er skabt til en biograf.
Alle sejl er ellers sat – tidsbilledet er perfekt genskabt udi enhver tænkelig detalje, musikken lyder helt rigtigt, og der kan sikkert ikke sættes en finger på det faktuelle.
Den følger Williams fra året 1944 frem til hans død ni år senere. Og Tom Hiddleston ligner da også Hank Williams, men til gengæld virker han ikke sådan, som i hvert fald jeg forestiller mig samme.
Han spiller Williams, og det er netop problemet. Alt for clean cut, nobelt lidende og velmenende og slet ikke fandenivoldsk, farverig og selvdestruktiv nok.
Filmen bygger på Colin Escotts omfangsrige og tilbundsgående biografi af samme navn, men ejer ikke bogens sans for psykologisk drama og ender derfor som artige tableauer, blottet for blod, sved, tårer, tragik og komik.
Det er svært at finde på noget positivt at sige om denne kultiverede referatstil af et liv, der blev levet for fuld udblæsning med kolossale omkostninger for alle involverede.
Det bedste er den musikalske side af sagen, Hiddleston synger overbevisende, og mange af Williams kendteste uptempo-numre serveres med den gejst og intensitet, resten af filmen fuldstændig mangler. Sobert ad helvede til hele vejen igennem i grel modsætning til dens emne.
’I Saw the Light’ – Instruktion: Marc Abraham. Engelsk (Biografer landet over)
