Copenhell er mere nostalgi end frygt

Det er næsten så sikkert som amen i kirken: Hvert år inden Copenhell slår portene op, kommer der en obskur debattør, som mener, at festivalen indvarsler de sidste tider.

I år var det en eksorcist, der i Ekstra Bladet gav udtryk for, at festivalen var med til at give Satan en stærk plads i verden.

Copenhell labber naturligvis den slags i sig som ren PR-fløde.

Det er næsten rørende, at der stadig er folk derude, som advarer mod heavy metals dæmoniske kræfter.

Som i de gode gamle dage, hvor heavy metal gik efter at chokere og vitterlig også blev opfattet af mange samfundsrøster som en trussel mod ungdommen. Eksemplerne er mange – ikke mindst fra USA, men også herhjemme har pioneren King Diamond vakt påstyr med sine sataniske tilbøjeligheder.

Iscenesættelsens mester

King Diamond, der netop er fyldt 60 år, var da også et af hovednavnene på dette års Copenhell, men det er længe siden, at hans horror-inspirerede univers har været kontroversielt.

Og selv om ovennævnte eksorcist uden tvivl ville have korset sig ved at overvære fredagens seance, der bød på et totalshow med hekse, omvendte kors og barneofring, så var det mest af alt en hjertevarm hyggestund med en gammel mester (det samme kunne man sige om den gamle shock rocker Alice Cooper, der torsdag leverede hygge med splat, afhuggede hoveder og hyldester til rockens afdøde personligheder).

Og så alligevel … de dramatiske lyn, der rullede over himlen i horisonten, mens Diamond og hans glimrende band fremførte den klassiske plade Abigail, og den varslede trussel om et voldsomt skybrud, der skulle ramme festivalpladsen under koncerten, kunne måske få én og anden til at tænke, at der måske alligevel er noget om forbindelsen mellem metal og mørkets fyrste.

I hvert fald var det næsten, som om Diamond havde bestilt en himmel, som matchede scenens gotiske kulisse perfekt. I øvrigt en kulisse, som understregede, at Diamond er en iscenesætter af Guds (eller vel snarere Satans) nåde.

Det helt kaotiske uvejr udeblev dog, hvilket på en måde var symptomatisk for denne syvende runde Copenhell. Festivalen kunne i år både bygge på en perlerække af genrens ikoniske kunstnere og for første gang melde totalt udsolgt.

Men med successen bliver det også tydeligt, at festivalen befinder sig i et balancefelt, hvor man på den ene side hylder den ekstreme musik og på den anden går efter at skabe en folkelig fest. Festen formår Copenhell helt sikkert at skabe.

Man blive simpelthen i godt humør af at gå rundt i det gennemførte parallelunivers, der på én gang fejrer og leger med genrens til tider bøvede klicheer. Selv den stiliserede figur på nødudgangsskiltene har fået djævlehorn og hale på, og der går sport i at sætte opfindsomme retter med bad ass-navne på menuen i madboderne. Hot tip: Fyr noget chili i retten, så kan den i hvert fald kaldes noget med ’burning hell’.

Selv noget så umiddelbart lidt bad ass som Hansen Is får lige et skud metal – bl.a. med en shake ved navn »Egyptian Plague« med græshopper. Den er dog udsolgt, da jeg kommer derhen, men jeg får alligevel lov til at få lidt græshoppe i min »Hellfire« shake.

Igen i år er der plads til stolte traditioner som metal-karaoke og smadreland, hvor man kan få lov at flå gamle biler fra hinanden med metalstænger, hamre og andet godt.

Jeg betragter to små børn – en pige og en dreng – der sammen går løs på en bil til tonerne af death metal-bandet Carcass, og jeg tænker, at ungdommen nok skal klare sig.

For som med heavy metal generelt er der noget livsbekræftende under overfladen af destruktion. Det illustreres på fin vis af festivalens udstilling Steelborn & Forged in Concrete, der tematiserer genrens dybe rødder i et postindustrielt England og også trækker rødder til andre heavy metal-miljøers forbindelser til en industriel arv fra f.eks. det tyske Ruhr-område og såmænd også Esbjerg.

Udstillingen viser heavy metal som en kreativ transformation af et ellers trøstesløst industrilandskab, hvilket selvfølgelig er dybt symbolsk for netop Copenhell med dens fantastiske postindustrielle kulisse ved det gamle B&W-værft på Refshaleøen.

Giganternes aften

Ikke mindre symbolsk er det, at genrens fødsel kan føres tilbage til en arbejdsulykke på et stålværft i industribyen Birmingham, hvor en ung Tony Iommi fik det yderste af to fingre kappet af. Et uheld, der kunne have været evigt invaliderende for en opvakt guitarist, men som i stedet via trods skabte grobund for metal-musikken, da Iommi med særlige fingerproteser og en nedstemt guitar udviklede sin unikke og tunge stil til Black Sabbath.

Hvilket bringer os frem til årets store scoop. Nemlig, at netop Black Sabbath sang natten ind lørdag med den tour, der har fået titlen The End (Iommi er ramt af kræft, og har proklameret, at han derfor ikke længere magter tourlivet).

Til trods for lidt ulden lyd, en kedelig trommesolo fra eneste ikkeoriginale medlem – Tommy Clufetos – og sporadiske vokale vanskeligheder fra Ozzy Osbourne blev det en smuk farvelkoncert.

Osbourne var alt i alt i god form med både karisma og en unik stemme, og selvfølgelig var her masser af klassikere, der cementerer, at Black Sabbath ikke alene besidder en ikonisk og monumental lyd, men også har elementært gode sange – noget, som man godt kunne savne hos flere af de mange yngre stoner rock-inspirerede foretagender, som fyldte på festivalen.

Gode sange har også tyske Scorpions, som med et svimlende 50 års jubilæum nok også nærmer sig ’the end’, skønt de nu til torsdagens koncert ikke lod sig påvirke af alderen. Hvis Black Sabbath dyrker mørket, så byder Scorpions på en lys og positiv hard rock smurt ind i kitschede symboler som fredsduer og peace-tegn.

Og ja, de spillede selvfølgelig også balladen »Wind of Change« – en af verdens bedst sælgende singler, men også en sang, der får mange til at overse, at Scorpions faktisk kan spille tungt og tight – ikke mindst, når de får selskab af tidligere Motörhead-trommeslager Mikkey Dee.

Kan hænde, at deres bombastiske og populistiske hymner er den hårde rocks pendant til tysk schlagermusik, men det er også et eksempel på tysk perfektion ladet med et halvt århundredes erfaring. Så sluger man gerne et par billige tricks undervejs.

Manglende farlighed

Overordnet stod man dog tilbage med en følelse af, at nostalgien i lidt for høj grad sejrede i år, hvormed vi vender tilbage til spørgsmålet: Kan metal stadig rumme en farlighed? Festivalens hovedscene var stort set domineret af tilbageskuende projekter, hvor de fleste var værdige, mens det var svært at se, hvad vi skulle med Clawfingers rap-metal og studentikose politiske budskaber eller Rival Sons’ uendeligt ligegyldige bluesrock-stiløvelser.

Mere aktuelle fremstod thrash metal-pionererne i Megadeth, som ikke bød på meget show, men til gengæld leverede hektisk og sammenbidt tonsen igennem såvel klassikere som nye numre fra det postapokalyptiske syrebad af et comeback, Dystopia.

Selv på de mindre scener var der en grad af nostalgi. Amerikanske Havoc er ganske vist et yngre band, men deres musik var som snydt ud af næsen på 80’ernes thrash metal-scene, hvis arv de til gengæld løftede i en forrygende koncert. Ligeldes løftede svenske Entombed A.D. på medrivende vis arven fra moderbandet Entombed med en solid opvisning af nihilistisk death metal iblandet rock’n’roll-grooves.

Lidt farlighed var der at spore fra bl.a. de polske dødsmetal-veteraner Decapitated med deres blanding af tyngde og nærmest matematisk teknik, mens amerianske Converge viste tænder med en intens blanding af hardcore og ekstremmetal. Et sundt modstykke til hyggerocken, men man kunne godt ønske sig, at Copenhell fremadrettet vil tage flere chancer, så det ikke kun er vejrudsigten, der skal sikre den rette tilstand af frygt og bæven.

Copenhell, København – Torsdag til lørdag