Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dansende elverpiger – eller spøgelser?

Helga Flatland skriver med sanselig sprogbehandling om krigens eftervirkning
Kultur
11. juni 2016
Helga Flatland er født i 1984 og bor i Oslo. Hun har udgivet fire romaner. ’Alle vil hjem, ingen vil tilbage’ er en del af en romantrilogi.

Mimsy Møller

Helga Flatland er navnet på en ung norsk forfatter af allerede betydelig vægtfylde, opnået ved en romantrilogi, hvis andet bind nu er udkommet på dansk.

Det er højst læseværdigt også uden forkundskaber om førstedelen, hvis titel er Bliv hvis du kan, rejs hvis du må. Den henviser til den sjælelige konflikt, der huserer i tre unge mænds behov for opbrud fra en lille, snæver bygd i Telemarken med dens krav om trofasthed over for slægtens og gårdlivets traditioner, og så længslen ud over de høje fjelde, her deres bogstavelige slagskygger for solen. »Ud vil jeg! Ud!« for nu at citere Bjørnsons bondefortælling Arne.

Fra norsk og dansk litteratur – tænk på f.eks. Jens Smærup Sørensens Mærkedage, ved vi alt om de krav, en gård stiller til sønnerne. Det er svært her ikke at erindre især Tarjei Vesaas’ forfatterskab, ikke mindst hans roman Det store spil om Per Bufast, der har møje med at leve op til sit navn. Så meget mere som en af Helga Flatlands unge mænd hedder Tarjei, og så det, at hun blandt andre priser først modtog Tarjei Vesaas’ debutantpris.

Han ville let have genkendt sit telemarkiske landskab ved Vinjevatnet, som ligner den sø, der spiller en lyrisk-tematisk rolle som et omkvæd i personernes bevidsthed. Dens morgentåger ligner dansende elverpiger – eller er det spøgelser?

Symbolik

Det sidste er en nærliggende symbolik i romanens meget stilbevidste komposition, da de tre nævnte unge mænd, Tarjei, Trygve og Kristian, har meldt sig i allieret krigstjeneste i Afghanistan, og alle tre er blevet dræbt af en vejsidebombe.

En lammende sorg har derfor ramt bygden, som nu er handlingens vigtigste scene, afvekslende med Oslo samt pendlerturen mellem de to temmelig forskellige kulturer. Formlen for dette bevægelsesmønster danner titel til nærværende midterbind i trilogien: Alle vil hjem, ingen vil tilbage. At forstå som et genstridigt paradoks. Af dobbeltbevidsthed.

Denne psykiske tilstand arbejder i de tre forskellige fortællerstemmer, der på skift har ordet med hver deres versioner af årenes hændelser og oplevelser med hinanden, både før og efter de tragiske dødsfald og ikke just i kronologisk orden.

Men det virker som psykologiske satser i en musikalsk suite, hvor man som læser af dette bind endnu ikke kender langsigtede løsninger, forsoninger eller forhærdelser. Den første fortæller er gårdmandsdatteren Julie, den dræbte Tarjeis søster, der her åbner bogen med dens grundtema:

»Jeg kan når som helst fremkalde følelsen af at være hjemme. Jeg kan lukke øjnene og se fjeldene, dalen, gårdene for mig. Jeg kan ligge vågen om natten og placere mig selv på gårdspladsen mellem stalden og huset og mærke at det kribler i hele kroppen efter at åbne alle dørene.«

Og hun kører nu med datteren Solveig gennem Norge på vej hjem, passerer søen med tågen og erindrer sin mors fantasi om elverpigernes dans og Tarjeis modsatte syn af spøgelser.

Tankefigur

Resten af romanen er en stor cirkelbevægelse af tid frem hertil med en kort fortsættelse med præcisering af forholdet til Mats, romanens anden fortæller, dyrlæge og bymenneske, som hun lever sammen med i Oslo, far til Solveig.

Julie er opsat på at drive gården videre som et indre krav fra Tarjei, for hende en allestedsnærværende tankefigur. Hun vil fastholde bygdekulturen og genoprette ordenen efter gårdens ganske makabre forfald mellem forældrenes magtesløse hænder.

Det er således ikke de storpolitiske perspektiver i de unge mænds død i en tvivlsom krig, der er romanens emne, men tabets mentale konsekvenser under problemet ’blive eller rejse’.

Og med stærk indlevelse ryddes der ordentlig op i de impliceredes inderste kroge, som nu i den hemmelige skam og skyld, der hærger den tredje fortæller Sigurds samvittighed over sit kærlighedsforhold til en af de dræbte, Trygve: »Billederne af Trygve kører på repeat og vil aldrig forsvinde bag øjenlågene, dukker op i hvert blink, i hver tanke, i hver søvn og hver drøm.«

Det værste er, at ingen ved det og ikke vil få det at vide. Men skamfølelsen skyldes ikke bygdens moralske fordomme, men hans overbevisning om, at han er skyldig i Trygves død.

Alt, som ikke kan siges, går på hærtogt i disse figurers bevidsthed. Overhovedet at tale om følelser kan være en uoverstigelig barriere, sådan som det fungerer i bogens kulturbillede, modstillet temaet kommunikation.

Fortælleren Mats indledte universitetsstudier i modefagene medievidenskab og retorik, men skiftede til dyrlægestudiet og dermed et praksisrettet forbindelsesled til andre levende væsener. Det bliver udslagsgivende for forholdet til Julie og overvindelse af kulturkløften.

Julie er især en fint nuanceret skikkelse, med tiltrækningskraft for alle implicerede og derved også på læseren, som i det hele taget har grund til at føle sig oplyst om samlivet i en aktuel moderne verden af uendelig kommunikation, mislykket meddelsomhed, kultursammenstød i stort og småt, i diverse lokalsamfunds konventioner og snirkler, lutter tågebilleder, der danser over vandene, uudslettelige syner bag øjenlågene.

Helga Flatland har evnen til at skabe syn for sagn med sin sanselige sprogbehandling, som også lever i oversættelsen, så man ønsker sig kendskab til fortsættelse af begivenhederne i fiktionens Telemark.

Helga Flatland: 'Alle vil hjem, ingen vil tilbage'
Oversat af Jannie Jensen
Batzer & Co
306 sider
299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her