Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dansende snestorm i spejlet

Kim Brandstrups ballet over Søren Ulrik Thomsens forfatterskab er en svimlende smuk sansehvirvlen ind i fortiden og døden. Med Tobias Praetorius som muskuløs charmeyngling
Verden bliver diset, og husenes mure forsvinder i Kim Brandstrups originale dansefortolkning af Søren Ulrik Thomsens digte i ’Rystet spejl’. Her Tobias Praetorius i munter fodboldkamp med Clara la Cour Bødtcher-Jensen.

Per Morten Abrahamsen

Kultur
3. juni 2016

Spejlet ryster i Kim Brandstrups filmiske ballet over Søren Ulrik Thomsens digte. Men sneen stormer endnu mere, for der en konstant snefygen over denne medrivende forestilling for Den Kongelige Ballet.

Først skaber Rystet spejl en svimlen i tilskuerkroppen. Så opstår en rundtossethed, mens drejescenen snurrer rundt med dansere, der bevæger sig på tværs over scenen. Og så indtræder en grå-hvid drømmetilstand: en tidløshed og en desorienteret sansestilhed, som når man går ude i sneen. Og en sprogløshed, hvor ordet ’langsomt’ pludselig lyser op i horisonten.

Rystet spejl er en underskøn danseforestilling. Den London-baserede koreograf og filmskaber Kim Brandstrup har skabt en kongenial dansefortolkning af Søren Ulrik Thomsens digte; de to kunstnere har været venner, siden de gik på Det Fri Gymnasium i 1970’erne. I forestillingen svæver både ord fra Rystet spejl fra 2011 og fra digterens øvrige forfatterskab – med koreografens interessante personlige fremhævelser af enkeltord.

Scenografen Bente Lykke Møller har så yderligere tilføjet sin strenghedsæstetik ved at skabe en drømmeverden i opløsning. Her er huse, men de forsvinder. Her er vægge, men de glider væk. Her er vinduer, men de flyver op mod himlen. Samtidig bliver blikket sløret, for foran scenen hænger et tyndt stof med video af en snestorm. Og på væggene sitrer ord, der drejer sig selv usynlige.

Klump i halsen

I denne besættende ordverden dukker en ung fyr op. Han vandrer tøvende, men også nysgerrigt frem i sine jeans og sin t-shirt. Og så løfter han langsomt albuen – som om han så bedre kan se gennem det virtuelle snefog.

Det er den unge danser Tobias Praetorius, der sætter dansecyklussen i gang med sin albue. Og det er også ham, der slutter digtcirklen efter en vild svævetur hængt op i benene med den muskuløse brystkasse hvælvende under loftet i rollen som guddommelig himmelbetragter af sit eget liv.

Den 20-årige Tobias Praetorius har et dramatisk fjæs og en intensitet på scenen, så han umiddelbart kan matche erfarne scenekunstnere. Når han her danser sammen med karakterdanseren Lis Jeppesen, får man klump i halsen.

Først er hun hans kærlige og sjove mor. Men så bliver hun tydeligvis gammel før tid. Hendes arme kroger, og hun falder forover. Han prøver at rette hende ud og bærer hende rundt i nænsomme løft. Men demensen har taget hende, og hun stirrer langt væk og forsvinder i armene på ham.

Det er i scener som denne, at Kim Brandstrup viser sin specielle dansekunst. For Kim Brandstrup er ikke en klassisk trinskaber. Han er derimod en billedskaber, der grafisk indplacerer danserne i rummet. Hans første værk for Den Kongelige Ballet var Mysterier i 1993, der også var fyldt med døråbninger.

Han benytter sig af den klassiske ballets trinsprog, oftest i duetter om erindring eller begær. Hans kvinder er feminine – både på tæer og høje hæle og bare fødder - og hans mænd er stærke og tit også rå. Og Bente Lykke Møllers kostumer følger trop, så danserslankheden bliver grafisk.

Diva og Don

Dramaet skinner igennem dansen. Astrid Elbos store øjne lyser, og Mette Bødtcher ser forgræmmet ned i gulvet, hvis da ikke Mogens Boesen griber fat i hendes skuldre. Sebastian Kloborg har elskerens smil i skuldrene, og Ulrik Birkkjær er den selvbevidste Don over for Susanne Grinders skrøbelige filmdiva i petroleumsblå klassikerkjole.

Og den sirlige Poul-Erik Hesselkilde går hjerteskærende i barndom og i frø, mens den lille Clara la Cour Bødtcher-Jensen med fletninger til taljen spiller fodbold – og mens drengen Hector Gad smugkigger pigenysgerrigt.

For her leves livet i alle generationer. ’Barndommen er et hus’, som der står. Og lægerne står klar til at klappe hospitalsmadrassen sammen, når det hele er slut.

Musikalske kærtegn

Visuelt og dramaturgisk arbejder Kim Brandstrup som en filmmand. Videodesignet er skabt af 59 Productions med den mest raffinerede hvidt-i-gråt-teknik, og lysdesignet af Jean Kalman danser elegant med. Musikalsk anvender Kim Brandstrup heftig musik af Hans Abrahamsen som panoramiske lydbilleder – med skingre strygere i vilde kontraster, der kærtegner digtenes voldsomme sprogbilleder.

Teaterteknisk er Store Scene på Skuespilhuset egentlig for lille til denne forestilling. Sidder man for tæt på scenen, har man svært ved at læse digtene på scenevæggene. Desuden er rummet ikke komplet mørkelagt; nogle hidsige ’fald ikke over trinene’-lysspots på trappetrinene ud for sæderne blænder tilskuerøjnene, så det er svært at se videoen på scenen. De spots må da kunne slukkes!

Det ærgerligste er dog, at Rystet spejl kun danses en enkelt uge. Den er heller ikke på repertoiret næste sæson. Det virker halvhjertet at give danserne disse partier blot en enkelt uge af deres liv.

Men hvilken rystende uge! Den skal nydes. Langsomt.

’Rystet spejl’. Baseret på digte af Søren Ulrik Thomsen.
Koreografi: Kim Brandstrup. Musik: Hans Abrahamsen (2004, 2008, 2011). Scenografi: Bente Lykke Møller.
Lys: Jean Kalman. Videodesign: Leo Warner. Lyd: Ian Dearden.
Den Kgl. Ballet i Skuespilhuset, Store Scene. Kr. 175-395. Danses også i aften og i morgen kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her