Læsetid: 4 min.

Drug cinema

Nicolas Winding Refns ’The Neon Demon’ leverer gamle erkendelser om modeverdenens og skønhedsdyrkelsens brutalitet
I ’The Neon Demon’ er der klare reminiscenser af David Lynch, særligt den amerikanske instruktørs ’Mulholland Drive’.

I ’The Neon Demon’ er der klare reminiscenser af David Lynch, særligt den amerikanske instruktørs ’Mulholland Drive’.

Scanbox

10. juni 2016

Når Guds ord fra landet – fra Georgia – kommer til Los Angeles, så skal det jo gå galt. Også selvom den 16-årige Jesse har en del at stå imod med.

Hun står ved en filmisk klassisk aftenudsigt over megabyen og fortæller sin unge bejler, hvordan nattehimlen over hjemstaten fik hende til at føle sig lille. Altså grundlæggende hvordan naturen nærede hendes egos erkendelse af dets rette størrelse i forhold til universets uendelighed. Held og lykke med det i fotomodelbranchen i englenes by, honey, tænker man.

Men Jesse er ikke narcissist. Hun boostes ikke af den sociale verdens bedårelse. Jesse – fremragende fremkaldt af Elle Fanning – har noget, de andre modeller ikke vidste fandtes: En immanent kærlighed til sig selv.

Når en medfotomodel siger til Jesse, at hun aldrig ville kalde hende for fed, så ryster det ikke Jesse i selvets grundfjeld. Det fornærmer bare hendes idé om god social omgangstone.

Og når Jesse så fortæller samme model, som netop har gennemgået en makeover under sin plastikkirurgs kniv, at hun godt kan lide det udseende, hun er født med, så udfordrer hun en hel industriel verdensorden – nemlig modebranchens evne til at nære sig ved egosmadrede modellers tørst efter ydre anerkendelse.

Læs også: ’Hvem synes du skal dø til slut?’

Det går over stok og sten, da Jesse først har fået en agent, der sørger for at hun lyver sig 19 år gammel. 18 er for åbenlyst. Under en prøve fanger hun en modeskabers øje. Øjeæblerne dugger, han synker en klump, ser ud til at se noget, han ikke har set i mange år. Sandsynligvis uskyld. Og er der noget mere provokerende og seksuelt opstemmende for de i sandhed faldne end den reneste uskyld?

Nicolas Winding Refn fortæller om modeverdenens menneskeforbrug og skønhedsdyrkelsens brutalitet i sin nye film The Neon Demon. Der er ikke nogle overrumplende erkendelser her, men der er en visuelt overgearet styrke.

Der er to grundlæggende æstetikker: Der er den grumsetgrønne underverden på det billige motel, hvor Jesse forsøger at undgå den klamme ejer, spillet aggressivt af Keanu Reeves. Og der er den højpolerede, blændende farveklare übermodelverden.

 

Perfektion findes

På motelværelset bryder en puma ind – der findes faktisk en løstgående puma i Griffith Park i L.A., døbt P-22 – mens slangerne har tøj på i modeverdenen. Ja, en af dem smyger sig endda om Jesse og smører hende gudhjælpemig ind i guldmaling.

Kameraet fortæller os om en modeverden uden nogen sprækker, uden nogen plads til fejl eller dybde eller svaghed. Det fortæller os, at perfektion findes, og at den er ubarmhjertig. Og det fortæller os at Los Angeles’ kemiske skumring er indgangen til en mørk verden uden andre ordnende kræfter end vold, penge, sex og skønhed.

I en drømmesekvens ser Jesse en Illuminati-lignende, omvendt neonpyramide bygget af trekanter, og i en overtydelig symbolisme tungekysser hun med sit eget spejlbillede. Syndefald?

Der er – som tidligere i Refns produktion, især Fear X og Drive – klare reminiscenser af David Lynch. Mest oplagt den amerikanske instruktørs Mulholland Drive, hvor Naomi Watts’ Betty Elms forsøger at bryde igennem i skuespillerverdenen i et diabolsk L.A.

Der er også noget Kubrick i de superkontrollerede farveoverdrivelser, mest markant i en toiletscene, hvor en kvinde omtaler en læbestift med navnet ’Red Rum’ – bagvendt bliver det som vi ved fra Kubricks The Shining til ’murder’ – og toilettet er holdt i monokrome farver akkurat som i den mesterlige gyser.

Men Refn skubber også sin grumme film ud i en mere technoid form for mareridt. Dérud hvor den sensoriske overload og desorientering resulterer i en slags drug cinema, hvor man føler sig i et euforiserende territorium, både på lærred og i biografsal.

Beslægtet med argentinske Gaspar Noés arbejde i Irreversible og Enter The Void, hvor filmmediet og kameraet ikke kun formidler andre bevidsthedstilstande, men også inducerer dem i tilskueren. Trance, ekstase, sanseforvirring.

Hvilket forstærkes af Refns efterhånden faste komponist Cliff Martinez og hans både cavaboblende, ondt technobassede og underbevidst sortstrømmende syntetiske soundtrack. Fremragende.

Ikke mindst i en smukt urovækkende scene, hvor Jesse med sine model(u)venner overværer en performance med en kvinde, der svæver i luften med ben og arme bukket bagover, mens stroboskoplyset blitzer nådesløst. Et veldesignet offerlam. Der er så også et bibelsk tema på spil.

Jeg har virkelig ikke noget imod Refns blodige stil, når den som i The Neon Demon står i både fablens og den sorte humors tjeneste. Smagen for blod, en pervers nadver, nekrofilien, kannibalismen og den George Bataille-influerede dyrkelse af sex som forbundet til død, smerte, mutilering er alt sammen billeder på mode- og celebritykulturens mørkeste sider.

Men The Neon Demon svælger dog lidt for meget i sin egen skæbnesvangre tone, i en for selvoptaget nydelse af sin egen æstetik og langsomme gravitas. Og man får – desværre – pusterum til at tænke, at dette er en kunstnerisk og æstetisk interessant film udstyret med nogle ikke videre interessante pointer.

’The Neon Demon’ – Instruktion: Nicolas Winding Refn. Manuskript: Nicolas Winding Refn, Mary Laws og Polly Stenham. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu