Læsetid: 2 min.

Eksemplarisk rejsende

Jens Christian Grøndahl har skrevet et fortrinligt rejseessay om Europas udfordringer med flygtninge og migranter. Hvis politikere stadig kunne læse bøger, ville jeg sige, at de skulle læse den
4. juni 2016

Jens Christian Grøndahl er en eksemplarisk rejsende. Lidt gammeldags måske i sin herlige omhu for detaljerne og italesættelse af de mellemmenneskelige relationer, men først og fremmest en, man har lyst til at være i nærheden af, når han drager ud for at blive klogere på verden, som han gør i sin seneste essaybog med den lidt tørre titel Europas ambassade.

Hvor han i sin forrige essaybog, Hjemme i Europa, skrev om, hvad det vil sige på samme tid at være dansker og europæer og undersøgte, hvad der egentlig ligger i det lille ord ’hjem’, er han denne gang gået på opdagelse i, hvordan flygtningekrisen indvirker på Europa, »på vores moralske sensibilitet, på vores tanker om fremtiden. Jeg ville udforske den spænding mellem frygt og medfølelse, der har lammet os«, som det lyder i bogens indledning.

På grund af Grøndahls udtalelser og indlæg i aviser om flygtningekrisen og de seksuelle krænkelser nytårsnat i Køln frygtede jeg på forhånd lidt, at bogen skulle lukke sig om og bekræfte forfatterens forudantagelser. Men tværtimod viser han sig at leve op til idealet for enhver rejsende, nemlig åbenhed og lytten. Hans rejse, der så at sige pendler mellem Lampedusa og Nordjylland, mellem forskellige temperamenter, mellem sydeuropæisk åbenhed og nordeuropæisk frygt, bliver også en formidling mellem de forskellige måder at se verden på. Dybest set sikkert fordi forfatteren selv har begge sider i sig.

En nødvendig bog

Karakteristisk for Grøndahl er han før sin nye rejse tilbage i sit elskede Rom. Efterhånden er Rom blevet hans omdrejningspunkt, også rent mentalt. Byen er hans andet hjem, men også forbundet med hans større europæiske jeg, med hele den større kulturhistorie og alle myterne. Det er under et ophold i Rom og efter en afgørende samtale med filosoffen Donatella Di Cesare, at forfatteren tager til Lampedusa for at opleve det lille fiskesamfund, hvor man gennem mange år har modtaget tusinder af bådflygtninge og begravet dem, der druknede undervejs.

Gennem møder og samtaler med dem, der har flygtningene helt tæt inde på livet, får han et noget andet blik, end det skeptisk distancerede man møder rundt omkring i Europa. Dér hvor problemerne og flygtningene er tættest inde på livet, trives racismen også dårligst, kunne være en af bogens mange fine iagttagelser og pointer. En anden stærk pointe er, at i virkelighedens verden ophæves den kunstige skelnen mellem flygtning og migrant.

Bogen er skrevet som et rejseessay, hvor indtryk fra rejsen og møder med mennesker også former bogen i genrens mest positive og åbne forstand. I bogstavelig forstand tager forfatteren af sted med en række forudfattede meninger, men åbent sind, og kommer beriget hjem med helt nye nuancer.

Han bliver klogere undervejs, og fordi han tillader sig at blive klogere, bliver læserne af bogen det også. Han har sine klare meninger og skepsis i forhold til multikulturalismen og enhver dyrkelse af identiteten, men fordi han også lytter og tager ind og justerer egne fordomme undervejs, bliver Europas ambassade en helt nødvendig bog, hvis man vil blive klogere på, hvordan man skal forholde sig til et af tidens store problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu