Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Færdig med Rushdie

Salman Rushdie har skrevet endnu en hæsblæsende allegori med en orkan af digressioner, som får anmelderen til, fuld af beundring, men mættet af forfatterskabet og mere af det samme, at lade sig pensionere som Rushdie-anmelder
Kultur
25. juni 2016

Rushdie er verdensmester i at skrue universer og romanplot sammen med et detaljemylder, som gør det næsten umuligt at gengive dem og lige så umuligt ikke at skælve under forsøget, for hvilke vigtigheder har man nu overset, og hvilke andre har man misforstået?

Nu prøver jeg:

Et sted i forhistorien – minus 800 år fra vore dage – opstår en fejde mellem to mænd, filosoffen med det svagt bekendt klingende navn Abu Rush og perseren Ghazali. Den ene er fornuftens fortaler, den anden troens.

Rush (altså fornuftens ridder, rationalitetens menneskefakkel) indleder et frugtbart forhold til Dunia, en såkaldt djin (halvt engel, halvt trold, halvt god, halvt ond), som har hjemme i Peristan, også kaldet Feernes Rige. Eller kort og godt: den ’øvre’ verden modsat den jordiske ’nedre’.

En mester i majestætisk flertal

Da ’slidsen’ (som den med et godt ord kaldes i Thomas Harders oversættelse, djinner er vilde med sex, og ingen frugtbarhed uden fisse, jeg mener slidse) mellem den nedre og den øvre verden har lukket sig, og Dunia opløst sig, har hendes og Abu Rushs mangfoldige efterkommere (en øreflipløs stamme) spredt sig ud over jorden. Uden at vide besked om deres magiske ophav, uden at vide, hvad skæbnen har bestemt for deres bastardliv.

Og så et langt spring:

I omtrent vore dage bryder et uvejr løs over New York, en storms rasen, der får mennesker til at lette fra jorden, huse til at styrte i grus, mens prydhaver forvandles til bombekratere. Det er djinnernes blodige uenighed i den øvre verden, en strid mellem de gode og de onde, der ligesom i andre saftige mytologier har gjort Jorden til kampplads.

På den ene side står Zummurud den Store og hans drabanter, på den anden Dunia, der nu kalder på sine tip-tip-tip-tip-osv.-børn og med en hvisken (sådan gør djinner) forvandler dem til soldater og dræbermaskiner i denne klodernes kamp.

Det er en velkendt historie, svær at slippe – lyset og mørkets akser krydser fornuftens og troens lange fortælling, fra 1200-tallet til det 21. århundrede og i øvrigt yderligere tusind år frem i tiden, hvorfra vore efterkommere (en mesterfortæller i majestætisk flertal) samler det hele i skyer af ord og orkaner af kapitler.

Billedernes tornadoer

Der skjuler sig selvfølgelig en højst aktuel samtidshistorie i romanens overdådige og tætvævede allegori. Den om terroren, mørke mullaher, præstestyrede ordundertrykkere spændt hårdt op mod en hysterisk modernitet (først og fremmest i Vestens sydende metropoler) og om mennesket, hvori det gode og det onde ligger indstøbt som insektet i ravklumpen.

Men der er også et problem her, synes jeg.

Det koster store anstrengelser at slutte frem og tilbage mellem de to planer (billedets tornadoer og den roligere virkelighed), som romanen ellers med tusind hints (tusind og ét, for nu at gentage et af romanens eventyrlige refræner, det samme som i titlen) lægger op til.

Vi skal altså se sammenhængen, forstå allegoriens – kritiske, ironiske, perspektivudvidende – kispus med virkeligheden, men jo helst ikke se den for tydeligt.

Samtidig er det svært at overgive sig til eventyrets kastevinde og monsunregn og blive ført til de feernes og fantasiernes riger, det lokker med. Simpelthen at blive voldgrebet af fortællingens raseri eller forført af dens greb og tricks.

Forklaringen på begge dele ligger i kernen af Rushdies poetik, med ét ord (igen fra romanen her): digressioner.

Farvel til Atlas fra Bombay

Digressionerne er fortællingens springen buk på detaljer og indfald, det er ild i røven og fuld fart frem, gerne med en million konservesdåseraslende detaljer slæbende efter sig.

Ingen behersker den stil bedre end Rushdie, han er sin helt egen hypertekst, en Scheherazade 2.0 og på flere euforiserende stoffer.

Men indimellem får jeg den tanke, midt i endnu en eminent formet sætning med springfjeder og trotyl, at Rushdie har haft det sjovere, mens han skrev bogen, end jeg har, mens jeg nu sidder og læser den.

Det har også en formel side: Digressionerne og detaljernes molekyleregn er det svært at oversætte til plastiske landskaber, rolige eller bare lidt stabile billeder, som læseren kan færdes i.

De er også svære at læse som mere specifikke udsagn om eller fortolkninger af verden, ud over det meget generelle, at fantasien er gud, og fortællingen hans discipel.

Det hele blæser i vinden, som om fortællingen var plantet i skyerne.

For nu at tage et sidste skridt i samme spor: Jeg har vistnok siden Jorden under hendes fødder, med en følelse svingende mellem sorg og irritation, savnet Rushdies roligere kadencer og hengivent-sansende billeder af stoffets verden (den ’nedre’). Den fandtes i Midnatsbørn, De sataniske vers, Maurerens sidste suk. Siden er den som en djin i denne hans seneste roman gået op i ildløs røg.

Det samme vil jeg gøre, forsvinde, lade mig pensionere som Rushdie-anmelder og overlade det til andre at se og beskrive de magiske sten, der uforandret glimter i enhver ny bog af verdensbyggeren Rushdie, Atlas fra Bombay.

Salman Rushdie: To år, otte måneder og otteogtyvedage. Oversat af Thomas Harder. Gyldendal. 312 sider. 300 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her