Læsetid: 4 min.

Fremragende fortælling om Guatemalas kvinder

Jayro Bustamantes smukke familiedrama ’Ixcanul’ blandt Guatemalas traditioner, slanger og vulkaner er en stor, oplevelsesrig biografrejse
Der er nærvær og nerve i de rolige billeder af frodige landskaber, sort askejord og fascinerende ansigter i ’Ixcanul’.

Julie Romano

24. juni 2016

Har du nogensinde set en film fra Guatemala?!

Formodentlig ikke, for landets begrænsede filmproduktion er ikke kendt for at krydse grænser, og mens Guatemala har været brugt som eksotisk kulisse i udenlandske produktioner, har der været få fortællinger om landet som sådan.

Det ændrer Jayro Bustamantes smukke debutfilm Ixcanul (som betyder vulkanen) nu effektivt på med et rørende familiedrama, som både er en kras opvækstfortælling fra et traditionsrigt plantageliv og et samfundskritisk portræt af et land, hvor drevne forretningsfolk og moderne hospitaler kan skabe arbejdspladser og redde liv, men samtidig også skrupelløst narre den lokale landbefolkning for egen vindings skyld.

Der er meget på spil i Ixcanul, selv om den med dvælende billeder og en stemningsfuld lydside lægger stilfærdigt ud med at tage os ind i en fremmed hverdag og ritualerne omkring et forestående giftemål.

At blive eller rejse

Ixcanul åbner med ansigtet på den unge pige Maria (María Mercedes Coroy), som bor med sin mor Juana (María Telón) og far Manuel (Manuel Antún) på en kaffeplantage i skyggen af en stor vulkan.

Marias forældre har lovet hende bort til forretningsmanden Ignacio (Justo Lorenzo). Selv drømmer hun om den lokale arbejder Pepe (Marvin Coroy), som fremstår forførende, ikke mindst når han fortæller om at rejse til USA, hvor elektriciteten altid virker.

Maria siger ikke meget, men ansigtet taler sit tydelige sprog om hendes begrænsede begejstring for ægteskabet. Hun ved, hvad der forventes, men frem for at sige højlydt fra, ender hun med at gøre modstand bag kulissen.

En flot filmet aften bag den lokale bar, er hun sammen med Pepe og bliver gravid. Han stikker af til USA uden hende, og der er ikke andet at gøre end at forklare forældrene miseren, da maven ikke kan skjules længere.

 

Landet og byen

Denne klassiske konflikt har været i centrum for utallige fortællinger fra mange forskellige kulturer, men her bliver den et unikt møde med familiemønstre og traditioner, som gang på gang fascinerer og overrasker.

Først forsøger moren sig med overleverede uddrivelsesforsøg, som Maria lægger krop til. Men da barnet tilsyneladende vil leve, bakker forældrene hende op og tager de kommende konflikter i stiv arm.

Og det er ellers ikke småting, historien byder på, når dramaet sætter Maria i livsfare, og vi pludselig bliver kastet fra det rolige landliv med de varme farver mod den håndholdte storbys larm og uro. Kontrasten er enorm, og Bustamante får formidlet forskellen, så man selv føler sig som en ulykkelig og sprogligt udfordret kaffebonde på fremmed metropolmark.

Små og store slanger

Faktisk er man nærmest i chok første gang, man ser en asfaltvej i billederne, for efter at være blevet inviteret indenfor i plantagearbejdernes hverdag med ofre til vulkanen, har man næsten glemt, at det er en nutidig historie med en moderne verden omkring sig.

Den verden slår til gengæld så meget desto hårdere, da den gør sit hektiske indtog og får Marias familie til at skrive under på ting, de aldrig ville være gået med til, hvis de forstod indholdet.

Guatemala har en uhyggelig historie med mange bortførelser af børn, ikke mindst fra maya-kulturerne i Guatemalas højland.

Den forhistorie sætter den lokalkendte Bustamantes opvækstdrama pludselig i spil med fokus på kvinderne og mødrene. Indtil da har de mange slanger på plantagens marker været den primære trussel, men storbyslangerne har også et farligt bid.

En film med rødder

Både landet og bymiljøet skabes sikkert og velspillet, selv om det er amatørskuespillere i alle roller. Filmen vokser ifølge Bustamante ud af et tæt samarbejde med det maya-samfund, hvor han gennem en række workshops ikke kun arbejdede med historien og spillet, men også med at diskutere områdets sociale problemer og historie som en klangbund for fortællingen.

Ikke mindst María Telón som Marias mor er et møde for sig fyldt med engagement og humør såvel som angst og sorg. Ved filmens start hælder hun rom på grisene, så de kan få lyst til at producere smågrise. Senere sidder hun grådkvalt på et lastvognslad i fuld fart mod byen og råber på hjælp, så det går gennem marv og ben.

Ixcanul er kvindernes fortælling. Ikke mindst derfor slår filmens slutning hårdt, når vi – nu i en ny kontekst og med et helt andet kendskab til Marias verden – vender tilbage til hendes ansigt.

Nerve og nærvær

Bustamante får både nerve og nærvær i de rolige, store indstillinger fra de frodige landskaber eller den sorte askejord og i de fascinerende ansigter og det personlige drama.

Ixcanul var Guatemalas første bud på en Oscar og er bestemt også et priværdigt, filmisk drama, som formår at fortælle en universel historie solidt plantet i et særligt område af Guatemalas vulkanmuld.

Det er bare med at komme af sted til en oplevelsesrig biografrejse.

’Ixcanul’/’Vulkanen’ – Instruktion og manuskript: Jayro Bustamante. Guatemala/Frankrig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu