Læsetid: 3 min.

Grimes ejer festen

Med polyesterbeats og pixeleret vokal beviste canadiske Grimes, at hun er popkunstner af stort format
Grimes kom på Roskilde Festival 2016 med et par års forsinkelse, og i mellemtiden har hun rejst sig som en af tidens allervigtiste kvindelige popstjerner

Grimes kom på Roskilde Festival 2016 med et par års forsinkelse, og i mellemtiden har hun rejst sig som en af tidens allervigtiste kvindelige popstjerner

Anders Rye Skjoldjensen

30. juni 2016

»Hun er mit største celebrity crush, siden jeg begyndte at høre musik for alvor,« sagde en ung mand, som først måtte forklare for sine venner, at Grimes var en hun og ikke et dem.

Og således fik vi opstillet en effektiv grænsebom mellem dem, der hører musik for alvor, og dem der bare hører musik for sjov. Et før og efter på en personlig musikalsk dannelsesrejse, som Roskilde Festivalen for mange af os har dannet rammen om og været betingelsen for.

Grimes var – så vidt jeg husker – programsat til at spille Roskilde allerede i 2014, hvor koncerten imidlertid blev aflyst. Men måske er forsinkelsen bare kommet Grimes til gode.

For hvor hun dengang allerhøjst havde kunnet fylde en af de mellemstore scener over for et forholdsvist indforstået publikum, så har hun i mellemtiden rejst sig som en af tidens allervigtiste kvindelige popstjerner, der kan samle alt fra Kødby-kuratorer til handelsskoleelever med modebloggerambitioner.

Udvider pophorisonten

For pointen med Grimes er måske netop, at hun har skabt sig et særegent og helt vanvittigt kreativt musikalsk univers, hvor der ingen grænser er mellem sjov og alvor, sådan som forældregenerationen ellers prøver at belære os om.

Canadiske Claire Boucher, som hun egentlig hedder, er født ud af et Tumblr-univers, hvor man scroller sig vej gennem lyserøde macarons, neongrønne hofteholdere og porno-gifs.

Og med sine blot 28 år og tre plader i historikken har hun på kort tid udvidet mainstreampoppens horisonter. I hendes hænder bliver poppen til et manipulerbart materiale. Feedet får ingen ende.

Et godt eksempel på hendes nye popgrammatik er den lettere bizarre »Scream« fra hendes seneste album Art Angels, som måske, måske ikke er en reference til Michael og Janet Jacksons spacy frustrationsduet fra 1995: På en bund af rockabillyrytmer veksler bette Grimes, der ikke er højere end en pakke kiks, mellem at speedsnakke på højfrekvent tegnefilmskinesisk og bryde ud i et tungt growl, mens hun ruller rundt på ryggen i lige dele orgasme og afmagt.

Maskinpark

Hun karter rundt imellem den lille forhøjning, hvor hun har opstavlet sin maskinpark. Hun tager høje knæløft som en aerobic-entusiast på sin stepbænk, når hun synger den øregangsklistrende verselinje på hittet ’Oblivion’, der skiftevis svæver æterisk hen og dykker synkoperet ned i beats, der er tungere end sålerne på et par Buffalostøvler.

Som en omkringvandrende Olive Oyl eller Betty Boop på designerdrugs opsummerer hun al amerikansk massekultur siden 1920’erne i sin diminutive skikkelse.

Det er post-internetæraens grænseløshed transplanteret til musikken. Grimes tager fraseringerne fra Madonna cirka True Blue og tilføjer æteriske synths a la Enya, og så bøvser hun lige lidt ind over og undskylder sig med, at hun og hendes tre spacy dansere fik så god vegetarmad omme backstage. Det er pop helt uden fysiske barrierer i vild himmelflugt.

Kropspositiv dansefest

Og magisk nok skete der i selskab med Grimes det, at diverse kønskontroverser ikke længere forekom at være et issue. Som kvindelig festivalgænger er det svært at mønstre mere end et skuldertræk i forhold til Roskilde Festivalens storladne Equality-tema.

Bevares, vi kan da godt snakke om, hvor heroisk Edward Snowden er. Men alle de hashtag-idealistiske lighedsprincipper klinger ærlig talt en smule hult, når man som kvinde stadig skal føle sig utryg og potentielt grænseoverskredet ved at bevæge sig rundt på festivalen, uden at der fra centralt hold bliver taget kollektivt ansvar for at ændre en indgroet sexistisk kultur, der legetimeres som drengestreger og momentant amokløb som herlig hverdagsventil.

Utopisk

Men på det punkt fungerede Grimes-koncerten midlertidigt som noget nær et utopisk fortilfælde til aktiv efterlevelse: Hun fik effektivt omdannet Arenas ellers så ubarmhjertige scene til et kropspositivt og fuldstændig fallosfrit mulighedsrum.

Tag bare den totalt nice plus size-danser, som med en omvendt g-strengsbodystocking tittende op over buksekanten satte fantasien i heftige omdrejninger (kan det virkelig være godt for vaginalfloraen?). Fysiologisk er Grimes muligvis en fjervægter, men her slår kroppen altså tilbage. Det stod også klart, da hun i et mærkværdigt intermezzo sang et Ave Maria.

»Det er en julesang, vi altid hører hjemme ved min mor,« kommenterer en ung mand bag mig. Her skal luder-madonna-komplekserne kollektivt svedes ud.

Og forvist bliver komplekserne også, når storskærmskameraet til stor selvgenkendelsesjubel fra menneskemasserne zoomer ind på et iphonekamera i mylderet, der igen zoomer ind på koncertens hovedperson. Sjældent har simulation smagt så sødt. Og ja, Grimes ejer i sandhed festen, så skeptikerne kun kan være misundelige.

Grimes: Arena, Roskilde Festival, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu