Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hvad havdybet gemmer

Det franske gyserdrama ’Evolution’ er en fabel over moderskab og ophav, om civilisation og natur – og den fascinerer, men keder også
Kultur
24. juni 2016

Den 10-årige Nicolas har forestillinger om en verden, der ikke eksisterer omkring ham. På en forreven, sort klippeø midt ude i ingenting er den vildeste teknologi et gammelt gaskomfur.

Hans legetøj er blyant og papir. Husene har ikke vinduer, kun skodder. Inden døre er der stol, bord, seng. Udenfor er der kun drengebørn og kvinder, alle med blegede øjenbryn, enkle kjoler, glat hår i pisk.

Indefra og ud på papiret fremmaner han ikke desto mindre biler og pariserhjul og en kvinde med krøllet hår.

Der foregår sære ting på øen. Kvinderne har tavse midnatsmøder ved havet. Nicolas ser en død dreng på havbunden med en søstjerne på brystet. Moderen dykker efter liget, og siger hun intet ser. Men hun har en søstjerne med op til Nicolas. Hun tager ham med til en klinik, hvor de giver drengene sprøjter og skærer i dem.

Om det er en indre rejse i Nicolas’ forestillingsverden er uklart, men også irrelevant. Vi befinder os uanset hvad i en dyster eventyrverden, hvor alt kan være symboler til enhver tid.

Film som Eraserhead, Alien, De fortabte børns by, von Triers Riget og J.G. Ballards roman The Drowned World popper op i sindet, når man ser det langsomme – og ikke synderligt uhyggelige – franske gyserdrama Evolution.

Nicolas’ mareridt former sig som en dæmonisk oplevelse af det mødrene ophav (endda med ødipale toner), af urhavet, af fostervæsken, af seksualiteten. Og den naturligt forestående løsrivelse fra moderen er en angstfyldt fremtid for Nicolas.

Mens civilisationen i hospitalets form byder på en pervers udnyttelse og undertrykkelse af hans natur, en grotesk deformering af den samfundskværn, vi alle males til peberstøv i.

Af havet er vi kommet. Vi steg op af det, fik ben at gå på. Vi kaster os tilbage i det i tide og utide, vender tilbage til vores ophav. Nu iført farverige badebukser.

I instruktør Lucile Hadzihalilovic’ film bliver vandet til noget helt anderledes forunderligt, fjernt fra det festligt folkeligt fornøjelige. I overvældende smukke undervandsoptagelser præsenteres oceanet som en farverig og beboelig verden. Mens overfladen er et oprør af truende havskum og afvisende bølger.

Æstetikken er i det hele taget gennemført, også på det muggengrønne hospital, der er en tand for overdrevet deprimerende. Som i von Triers Forbrydelsens element, så begynder det snart at dryppe og drive af vand fra væggene, gennemvædet af følelser og drifter.

Musikken er til tider mageløs, ikke mindst i åbningen, hvor det sære instrument thereminen (eller ondes martenot?) – der godt kan klinge som bue og sav – får lov at tegne ekstremt smukke melodibuer gennem havoptagelserne. I et stykke ikke ulig den franske komponist Olivier Messiaens genistreg Oraison fra 1937.

Desværre bliver Evolution også for lang i spyttet. For stillestående i sin blæksorte atmosfære, for langsom og repeterende i sin udfoldelse af, hvad der er et kendt mysterium: Dét at vokse op.

’Evolution’ – Instruktion: Lucile Hadzihalilovic. Manuskript: Lucile Hadzihalilovic og Alanté Kavaïté i samarbejde med Geoff Cox. Fransk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her