Jeg er formentlig ikke den eneste, der med bange anelser har sat sig tilrette i et biografsæde for at se Mark Osbornes animerede Den lille prins.
Antoine Saint-Exupérys illustrerede bog, der ligger til grund for filmen, er så elsket og smukt et værk i sig selv, at det var en ganske vederstyggelig tanke, at den var blevet forvandlet til levende billeder. (Også selv om musicalmesteren Stanley Donen med en vis succes gjorde netop det for mange år siden.)
Bogen, der handler om den lille prins, som bor alene på en lille planet og gerne vil have en ven, er en hyldest til poesien, fantasien og barnet i os alle, og den fordrer, at man selv leger og digter med. Film kan derimod hurtigt komme til at virke så bastant, at det fratager publikum et kreativt råderum. Tilmed er Den lille prins en meget kort bog – lille og alligevel så stor – at det er svært at forestille sig den blive til en ordentlig spillefilm.
Heldigvis var der ikke så meget at blive bekymret over: Filmen Den lille prins er ikke noget uomgængeligt og lydefrit værk, men Osborne, der tidligere har været med til at instruere Kung Fu Panda, og hans to manuskriptforfattere, Irena Brignull og Bob Persichetti, har formået at bruge Saint-Exupérys originale historie på en ganske fin og nænsom facon.
Barnet vækkes
I filmen er eventyret om den lille prins en historie, som en lille pige får fortalt af sin nabo, den gamle pilot, der også er bogens fortæller. Pigen bor sammen med sin mor i et moderne typehus i en moderne storby af den upersonlige slags, hvor man fra barnsben formes til at blive et effektivt og anonymt tandhjul i samfundets store maskineri.
Både mor og datter er i begyndelsen af filmen helt og holdent optaget af, at pigen skal gå på en bestemt skole efter sommerferien, ja, moren har sågar lagt en plan, en livsplan, som i løbet af ferien skal gøre datteren klar til skolen og en tilværelse i samfundets og storkapitalens tjeneste.
Der er ingen tid til tant og fjas eller den mærkelige gamle mand, der bor inde ved siden af i en ruin af et hus, og som i tide og utide får startet motoren til sin flyvemaskine og forårsager mindre ulykker. Den slags ser man ikke på med milde øjne i et kvarter, hvor alle andre følger den store plan og ikke gør væsen af sig, men dukker nakken og kører på arbejde på samme tidspunkt her dag.
Men mens moren er på arbejde, bliver pigen mere og mere distraheret og fascineret af naboens fine tegninger og selvbiografiske fortælling om mødet med en lille prins. Piloten får vækket barnet i pigen, der ellers var sporet ind på den lige vej til et ensformigt og kedeligt voksenliv og arbejde, og hun begynder at drømme og bruge sin fantasi i stedet for kun at studere og lære udenad.
En smuk film
Filmudgaven af Den lille prins kan ikke rigtig finde ud af at slutte og skal undervejs lige hamre sit budskab – der til forveksling ligner det i Saint-Exupérys bog – hjem med al mulig tydelighed. Det havde ikke været nødvendigt, men det er heldigvis også et mindre fejltrin i en film, der, når den er bedst, rammer noget nær den samme melankolske, underfundige og morsomme tone som bogen.
Det giver god mening at fortsætte historien fra bogen og på den måde give den videre til et nyt og yngre publikum, som så forhåbentlig vil blive inspireret til at læse bogen bagefter: I bogen møder piloten den lille prins, i filmen møder den lille pige piloten og får overleveret prinsens mange vise ord om venskab, kærlighed og evnen til at fantasere og forestille sig.
Tilmed er Den lille prins en meget smuk film, der bruger ’traditionel’ computeranimation i scenerne med den lille pige og piloten og en stop motion-agtig teknik og stil – inspireret af Saint-Exypérys egne enkle og udtryksfulde tegninger – i scenerne med den lille prins, hvilket giver billederne mere tekstur og liv og er en kærkommen kontrast til den glattere computeranimation.
Jeg skal ikke nægte, at jeg sad tilbage med en klump i halsen, da filmen sluttede, og at jeg sporenstregs gik ud og købte Den lille prins, så min store datter kan få sit eget eksemplar med sig, når hun lige om lidt drager ud i verden. Bogen kan både minde hende om, at hun skal holde fast i barnet i sig selv, og at man altid bærer de mennesker, man elsker, i sit hjerte.
’Den lille prins’. Instruktion: Mark Osborne. Manuskript: Irena Brignull og Bob Persichetti. Fransk-canadisk (Biografer landet over)
