Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kan man spille revy uden politisk satire?

Hjørring Revyen er i år forvandlet til en lommefilosofisk kabaret. Med gennemført bowlerhatæstetik, drivende skyer og bragende veloplagte musikere
Så står Hjørring Revyens fem performere med deres bowlere og jakkesæt og ligner figurerne på et maleri af Magritte. Flot greb. Men hvad skete der lige med Magritte?

Så står Hjørring Revyens fem performere med deres bowlere og jakkesæt og ligner figurerne på et maleri af Magritte. Flot greb. Men hvad skete der lige med Magritte?

Axel Søgaard

Kultur
24. juni 2016

Hjørring Revyen 2016 er faktisk ikke sjov. Men den er flot og konsekvent og skægt tænkt.

Rammen er som et maleri af Magritte: en blå himmel og sejlende skyer, hvorunder revyens fem performere og fem musikere optræder i malerikorrekte jakkesæt og bowlere og med paraplyer under armen. Magrittes hovedløse mand er sågar også med. Værsgo!

Hvad Magritte så lige skal i Hjørring, det får man aldrig at vide. Faktisk viser Hjørringrevyen sig egentlig mest af alt at være en kabaret, hvor det samlende tema er livets absurditeter.

Her vælter i hvert fald den ene gakkede hverdagsobservation ind foran den anden – med lommefilosofi og kønsklicheer og ufarlige sketches i blidt mix.

Man kommer ikke til at klaske sig på lårene af grin. Men man kommer til at mærke snerten af hverdagen og livet, der pludselig kan være ved at være forbi.

Det er skuespilleren Tom Jensen, der har instrueret revyen i år – og Kirsten Brink, der har sørget for, at skyerne flyver Magritte-symbolsk og enkelt.

Konceptet sætter skuespillerne fri til at spille ud fra nærmest ingenting. Kun et par trækasser, et par røde næser og en stribe bærbare badehuse fra Løkken kommer med ind på scenen. Ellers forbliver revyen i sit filosofiske skylandskab.

Flemming Jensen har godt nok bygget videre på forrige års Binds-lev Folkedanserforening med et herligt antinummer om uldklædte bønder med musikalsk enevældsspjæt. Og revyen genbruger direkte Jacob Morilds poetisk-underfundige sangnummer om at være »Tæt på Løkken« – eller var det lykken?

Kvalt i surdejen

Men her er næsten ingen politisk satire med skarpe tænder. Rasmus Søndergaard & Kasper Le Fevres nummer om bekvemmelighedsflygtninge bliver fladt og småpinligt, og Peter Oliver Hansens gendigtning af »I Danmark er jeg født« er båret af en sjov idé, men løfter sig ikke op over almindelig miljøformaning.

Egentlig er det kun Gunvor Reyn- bergs tekster, der har bid. I hendes »En moderne kvinde« pisker Charlotte Guldberg rundt som karrierekvinden, der magter alt – indtil hun altså løber sur i pligterne og kommer til at blande alt sammen og kvæler manden i surdejen …

Og i Gunvor Reynbergs »Mosegrise« vander Charlotte Guldberg haveejer stolt sine blomster, mens hendes fjendske syn på flygtninge skyder op med ukrudtkraft.

»Okay,« siger hun til mosegrisen. »Du får en chance, hvis du kan sige ’rødgrød’ uden accent.« Farvel, empati! Og ikke et ord om Venligboerne her i revyens Vendsyssel.

Selv præsterer Tom Jensen glimt af sin raffinerede komik. Men hans figurer virker ikke gennemarbejdede; måske er det ikke altid lykken at være sin egen instruktør?

Hans spillere er derimod skarpe i afsættet. Revydebutanten Camilla Bendix har en uvorn mopsethed og lokkecharme, der afstedkommer godt med smil rundtom ved bordene, og hendes debutantkollega Jens Gotthelf har en skøn fysisk præcision i sine bevægelser og evnen til at fastholde en pointe i kroppen, så hans udtryk står mejslet i skyerne.

Charlotte Guldberg afslører en rå humor, og så imponerer hun selvfølgelig med sin overdådige stemme, der både kaster sig over musical og stille viser. Og over så sanselig jazz, at man bliver overrumplet over al den stemmeklang under balkonen på Vendelbohus.

Party-Joensen

Skuespilleren Kristian Holm Joensen byder garvet på sine finurlige eksistenser. Ligesom de andre spillere har Joensen malet sig hvid i ansigtet – med opstregede øjenbryn og røde kinder. Men Joensen forvandler sig vitterlig til den sørgmodige, hvide klovn, der kun får andre til at le, fordi han selv græder …

I Joensens eget charmenummer »Hjertestarter« spiller han sin kiksede ensomhedsfigur, Party, der benytter lejligheden til at sprede lidt hygge og lidt en længsel efter »ægte nærvær og fysisk kontakt af erotisk karakter«. H

er morer alle sig – også når Joensen får slukket lyset i salen, så publikum lige kan eksperimentere med at kysse på den medbragte partner … Han har simpelthen er uimodståelig enfoldighed over sig, som får folk til at drømme med.

Jomfru og tyr

Men Hjørring Revyen bæres af kapelmesteren Henrik Baloo Andersen. Det er hans utæmmede arrangementer for tangenter, trommer og hele tre blæsere, der giver revyen dens afgørende vildskab og uforudsigelighed under sejlende skyer.

Selv har Henrik Baloo Andersen faktisk også revyens bedste nummer i Carsten Collings sang »Ilse og Jørgen Smed«.

Her synger han stille om kæresteparret fra Hirtshals, der mødes som unge på et værtshus: »Hun var jomfru, og han var tyr / Og så var øllen ikke så dyr«. Og så fortæller han ellers om deres lange hverdagsliv, der gik alt for hurtigt. Imens spiller Gotthelf og Bendix de to unge som skyggespil på bagscenen – absurd og underfundigt.

Her blusser kabaretcharmen som et bål i sommernatten. Men Hjørring Revyen føles egentlig ikke som en revy.

Hjørring Revyen 2016: ’Det’ da den med …’
Tekster: Jacob Morild, Kjeld Thorbjørn, Flemming Jensen, Kristian Holm Jensen, Leif Maibom, Gunvor Reynberg, Camilla Bendix m.fl.
Instruktion: Tom Jensen. Scenografi: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis.
Musikalsk arrangement og kapelmester: Henrik Baloo Andersen. Vendelbohus til 30. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her