Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Efter katastrofen. Efter os

Det bliver aldrig helt klart, hvad de tre kunstnere på Fotografisk Center egentlig vil med deres fælles udstilling ’Tulpa’, der ikke tager form af den proklamerede totalinstallation
Kultur
10. juni 2016

Forestillingen om menneskehedens udslettelse optager berettiget og behørigt mange i disse år. Vi står på kanten af undergangen – måske endda på den forkerte side.

Ikke mindst kunstnere dvæler ved ideen om, at vi står for snart at skulle forsvinde fra jordens overflade, udraderet af vores egen grådighed og manglende forståelse eller respekt for jordens biodiversitet, økologi og ressourcer.

Et par danske eksempler: Olafur Eliasson har opstillet smeltende isblokke fra Grønland og på den måde ladet byboere bevidne en lille brøkdel af den afsmeltning af indlandsisen, som i alarmerende tempo finder sted hver sommer. Lars von Trier er gået skridtet videre og har i filmen Melancholia fra 2011 skildret jordens endeligt.

Den kritiske varsling af situationens påtrængende alvor følges med dystopiske udpenslinger af undergangen selv. Eller en tredje kategori, hvor vi præsenteres for post-apokalyptisk stilhed, forestillingen om jorden efter katastrofen, efter os.

Det er vist nok til sidstnævnte kategori, man skal henregne udstillingen Tulpa på Fotografisk Center, som de tre kunstnere Miriam Nielsen, Tobias R. Kirstein og Ursula Nistrup har lavet.

Titlen henviser angiveligt – ifølge udstillingsstedets folder – til et tibetansk ord, som betyder ’at konstruere’ eller ’at bygge’, og som er blevet approprieret af vesterlandsk mysticisme som en betegnelse for magiske materialiseringer af tankeformer gennem viljekraft.

Rumstøj

Tager man det for pålydende, så er den ide, som med kunstnerisk viljekraft bliver fremmanet i udstillingen, ideen om en post-apokalyptisk tilstand af umælende menneskeløshed. Publikum mødes af et svagt skurrende støjtæppe gennembrudt af mere distinkte klange, der kortvarigt – som den svage knitren fra en geigertæller – gennembryder den unisone bund af artificiel rumstøj.

Kirstein, Nielsen og Nistrups centrale værk er en lydskulptur, der består af syv højtalere monteret på en kæmpe mobile midt i rummet. Trods sin størrelse er mobilen spinkel og luftig i en præcis materiel og rumlig eftergørelse af lydbilledets diskrete, men mærkbare påtrængenhed.

Ud over centerværket er der langs det store søjlerums vægge ophængt rækker af monokrome fotografier. De er ikke små, men syner alligevel ikke af meget i det højloftede rum og fotografierne kræver, at man bevæger sig tæt på. Som en slags visuelle pendanter til lydskulpturens klangbilleder i rummets midte er fotografierne også så godt som komplet abstrakte, selv om reminiscenser af noget genkendeligt kommer til syne i dem.

Miriam Nielsens fotografier ligner næroptagelser af sten og sand, en slags poetisk geologi, der stedvist overlejres af blå firkanter trykt henover motiverne i serigrafi. Stenfladernes kompakte masser bliver i billederne næsten kropslige, en urgammel hud af foldelag, ujævnheder og misfarvninger.

Ursula Nistrup bidrager med serien Future Dwellings, der består af fem fotografier på endevæggen i udstillingsrummet. Det er næsten forsvindende ikke-billeder med karakter af falmede erindringer eller en pludselig indtrådt mælkehvid blindhed.

Men ud af de snart opløste motiver kan man dog ane konturerne af sten- og klippeblokke, der læner sig trætte mod hinanden eller smyger sig erotisk op og ned af hinanden. Det er sarte, udvaskede billeder af stenarter, som har beboet verden længere end os og vil være her længe efter, at vi som art er endegyldigt borte.

Knasende stilhed

Et ekstra element føjes til udstillingen med logbogen, som indeholder tekstbidrag af den indiske forfatter Deepa Bhasthi, den danske forfatter Jesper Elving og den indiske arkæolog Sharada Srinivasan.

I hovedsagen kredses der i den lille bog om sten som et materiale, der både rummer en fysisk, materiel og en metafysisk, transcendental dimension, men logbogens relation til resten af udstillingen er udover den genkommende forekomst af sten ikke synderligt klar.

Stenenes levetid – en evighed målt i forhold til menneskets flygtighed – står som det mest oplagte svar, men udstillingen lader det være op til beskueren selv at finde denne sammenhæng.

Udstillingen bliver i pressemeddelelsen præsenteret som en totalinstallation, der består af fotografier, lyd, skulptur og en logbog. Det er så som så med totalinstallation.

Værkerne, som kan opleves på Fotografisk Center, er på nær lysskulpturen ikke produceret kollektivt, men krediteres hver især til én af kunstnerne. Som sådanne individuelt producerede værker er de uden tvivl koordinerede og sammentænkte i en kuratorisk helhed, men det gør ikke resultatet til en totalinstallation.

Snarere er der tale om en sum af selvstændige dele, der på ideplanet nok lader sig sammenføje, men som ikke i tilstrækkelig grad tager de rumlige betingelser i betragtning til at gøre sig gældende som en totalinstallation.

Tulpa er en behjertet og konceptuel interessant udstilling, som i sin hævdelse af at være baseret på research nok snarere beskriver de involveredes erfaringer, end det resultat, der er kommet ud af undersøgelserne.

Som en undersøgelse af geologiens knasende stilhed i modsætning til menneskehedens sludrevorne karakter er udstillingens udtalte tendens til antropomorfisme desuden paradoksal. Og en indfrielse af Fotografisk Centers ønske om en udstilling, der »udfordrer kroppens sanser og rummelig forståelse« finder i hvert fald ikke sted.

Dertil er bidragene for spredte og usammenhængende, for opslugte i deres egen fascination af forestillingen om det store fravær.

’Tulpa’. Miriam Nielsen, Tobias R. Kirstein, Ursula Nistrup. Fotografisk Center. Staldgade 16. Kødbyen. Indtil den 14. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her