Læsetid: 4 min.

Der kommer ikke kun grimme ting fra Palæstina

Med ’Idol’ fortæller palæstinensiske Hany Abu-Assad endnu en stærk, rørende og humørfyldt historie om mennesker, der lever under umulige og livsfarlige forhold
Der må snydes, sælges fisk og optrædes ved bryllupper, før fire unge børn fra Gaza får skrabet penge sammen til at købe instrumenter, så de kan blive gode nok til at optræde i tv.

Angel Films

30. juni 2016

Den palæstinensiske filminstruktør Hany Abu-Assad laver film om livet på Vestbredden og de øvrige besatte områder i Palæstina og Israel, og det er især hans blik for hverdagslivet midt i alle rædslerne, der gør dem til noget særligt.

I Paradise Now og Omar viser han ikke blot bombeangreb og terror. Nej, han portrætterer med humor og empati de mennesker, der lever under så umulige og livsfarlige forhold – hvordan det former deres hverdag, og hvordan de formår at overleve, både mentalt og i helt bogstavelig forstand.

I sin seneste film, Idol, fortæller Abu-Assad den virkelighedsbaserede historie om, hvordan en ung mand fra Gaza, Mohammed Assaf (Tawfeek Barhom) i 2012 deltager i den tv-transmitterede talentkonkurrence, Arab Idol, og ender med at blive en hel nations stemme. Hvad enten han vil det eller ej.

Idol begynder 10 år tidligere, hvor Mohammed og hans entreprenante søster, Nour, forsøger at skaffe penge til at købe instrumenter, så det orkester, de har sammen med to venner, kan udvikle sig og blive godt nok til, at de kan komme på tv og måske endda optræde i operahuset i Cairo i Egypten.

Nour er en handlekraftig pige, og de fire børn både snyder, sælger fisk og optræder ved bryllupper for at tjene penge. Hun kan spille guitar, og Mohammed synger som en drøm, og for en tid går det hele mere eller mindre som planlagt

Men en dag bliver Nour syg. Hendes nyrer svigter, og hendes ulykkelige forældre har ikke 15.000 dollar til at købe en ny. Mohammed vil gerne donere sin, men hans blodtype er ikke den rigtige, og så er gode råd dyre.

Idol springer nu frem til 2012, hvor Mohammed, der kører taxa og synes at have opgivet sin drøm om at blive sanger, alligevel beslutter sig for, at han vil være med i Arab Idol. Der er en sidste audition, han kan deltage i, men den bliver afholdt i Egypten, og som palæstinenser har han ikke mange muligheder for at få visum.

Ved gode venners mellemkomst lykkes det ham dog at slippe ud af Gaza, men spørgsmålet er nu, om han har nerver – og evner – til at komme videre i konkurrencen end de indledende runder.

Kender man lidt til den virkelige historie bag Idol, er der ikke mange overraskelser i filmen, og måske er det også derfor, at det er første del, hvor Nour og Mohammed er børn, der er den bedste. Hany Abu-Assad får genskabt et barndommens land, der nok er præget af krig, ødelæggelser og høje hegn alle vegne, men som også er fyldt af barndommens håb, energi og uskyld.

Det er en fornøjelse – og indimellem meget morsomt – at være vidne til de krumspring, som Nour og Mohammed og deres venner gør for at tjene penge på mere eller mindre lovlig vis, og samtidig lykkes det instruktøren at portrættere et land, hvor kvinder ikke har samme rettigheder som mænd – hvilket virkelig gør Nour vred – og hvor det heller ikke er uden udfordringer eller smerte, når man bevæger sig fra barn til voksen.

Vigtig skønsang

Idol er på mange måder en dannelsesrejse, først for Nour og Mohammed, siden for Mohammed alene, og på sin vis skildrer filmen også en dannelsesrejse for Palæstina og palæstinenserne. Anden halvdel af filmen, der stort set foregår i vor tid, er mørkere end den første, ikke mindst fordi Gaza og de besatte områder kun er blevet mindre, og kontrollen med palæstinensernes ind- og udrejse er blevet strengere med årene.

Derfor bliver Mohammed Assaf også så vigtig en skikkelse for befolkningen – et symbol på, at det kan lade sig gøre at slippe væk og få succes og et bevis på, som en af Mohammeds venner siger, at der ikke kun kommer grimme ting fra Palæstina, men også skønhed i form af hans sang.

Selv synger Mohammed for sin søster – det var hende, der inspirerede ham og fik ham til at blive ved med at øve sig og blive bedre, selv om han egentlig slet ikke have lyst – og for en anden ung kvinde med nyreproblemer, som Nour og han mødte, da Nour som barn var i dialyse.

Det er svært ikke at blive revet med af historien om Nour og Mohammed og siden Mohammeds kamp for at få lov til at udtrykke sig, selv om omstændighederne vil det anderledes. Anden del af Idol er ganske klassisk bygget op efter ’menneske overvinder alle odds’-devisen, og den ville formentlig ikke have virket lige så stærkt på mig – eller være blevet lige så velvilligt accepteret – havde det ikke været for den stærke, rørende og humørfyldte forhistorie om helt almindelige mennesker i ualmindelige omstændigheder.

’Idol’. Instruktion: Hany Abu-Assad. Manuskript: Hany Abu-Assad og Sameh Zoabi. Palæstinensisk-hollandsk-argentinsk-britisk-qatarsk (CinemaxX, Empire Bio, Grand Teatret og Vester Vov Vov i København og en snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dagmar Christiandottir
Dagmar Christiandottir anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu