Læsetid 2 min.

Krigens grusomme absurditet

Balkankrigens gru blandes med sort, sort humor i Fernando León de Aranoas vellykkede ’A Perfect Day’
Sophie (Mélanie Thierry) og Membrú (Benicio Del Toro) prøver at fiske et lig op af en brønd i den sorthumoristiske ’A Perfect Day’. Foto: Camera Film

Sophie (Mélanie Thierry) og Membrú (Benicio Del Toro) prøver at fiske et lig op af en brønd i den sorthumoristiske ’A Perfect Day’. Foto: Camera Film

16. juni 2016
Delt 36 gange

Til højre eller til venstre om koen? Det er et af de store spørgsmål, som nødhjælpsarbejderne i Fernando León de Aranoas nye film, A Perfect Day, møder, når når de kører ad små bjergveje i det krigshærgede Balkan i begyndelsen af 1990’erne og her støder ind i døde køer fulde af sprængstof.

Og det er blot et af de dramatiske og bizarre optrin, som kan ses i den sorthumoristiske og meget vellykkede film, der viser, hvor forfærdelig krig er, men også hvor absurd bureaukratiet omkring krig og nødhjælpsarbejde kan være, ikke mindst når reglerne siger én ting, og realiteterne noget ganske andet.

Benicio Del Toro spiller den rutinerede nødhjælpsarbejder Mambrú, der sammen med den lidt tossede B (Tim Robbins), nybegynderen Sophie (Mélanie Thierry) og deres lokale tolk, Damir (Fedja Stukan), forsøger at få en død mand op af en brønd. Liget forurener vandet, og brønden er den eneste i miles omkreds, men nødhjælpsarbejderne mangler reb, og så begynder deres vanskeligheder for alvor. Både kulturelle og sproglige forskelle, FN’s fredsbevarende styrker, ledet af en dansk officer (Morten Suurballe), og en af Membrús tidligere kærester, Katya (Olga Kurylenko), som er i landet for at vurdere, om nødhjælpsarbejdet overhovedet har en effekt, stiller sig i vejen. Det stopper dog ikke den egensindige Membrú og hans kolleger, der tillige forsøger at hjælpe en dreng, Nikola (Eldar Residovic), med at komme hjem til sin bedstefar.

Sønderbombede byer

A Perfect Day vækker mindelser om morsomme antikrigs-klassikere som Robert Altmans M*A*S*H og Mike Nichols’ Catch 22 og Danis Danovichs mere nutidige Ingenmandsland, der også foregår under krigen på Balkan.

Som dem finder Fernando León de Aranoas film en forbløffende god balance mellem humor og alvor, og selv om der er meget at grine af – og lidt at grine med – får man ikke lov til at glemme de mange tragiske menneskeskæbner, som opløsningen af Jugoslavien resulterede i, og det politiske og religiøse vanvid bag.

Det er på ingen måder ufarligt at bevæge sig rundt i landet, hvilket de stakkels døde køer er et godt billede på, og fredelige stunder afløses af anspændte øjeblikke, hvor nødhjælpsarbejderne møder soldater, der ikke vil lade dem køre længere, lokale, som tjener penge på at sælge frisk drikkevand til landsbyerne, og sønderbombede huse og tomme, ødelagte byer, der som en slags uhyggelige genfærd minder om, hvor smukt og livligt her engang var.

Bevægende medmenneskelighed

Benicio Del Toro er formidabel i rollen som den umiddelbart rolige, men dedikerede Membrú, og det er en fornøjelse at opleve Tim Robbins give los som den lidt skøre B – begge overlever de ved at fokusere på nuet og ignorere både fortid og fremtid.

Den erfaring og visdom forsøger de at give videre til unge, idealistiske Sophie, som slet ikke er forberedt på de rædsler, hun møder på Balkan, eller de praktiske og politiske krumspring, der er nødvendige for at kunne hjælpe.

A Perfect Day er måske ikke en perfekt film – hvilke film er overhovedet det? – men den er skarp, morsom, begavet og evigyldig i al sin bevægende, uomgængelige medmenneskelighed. Og så er den fuld af flotte billeder og kan prale af et fremragende lydspor, der byder på alt fra Marilyn Manson, Marlene Dietrich og The Ramones til Lou Reed, Velvet Underground og Gogol Bordello.

A Perfect Day. Instruktion: Fernando León de Aranoa. Manuskript: Fernando León de Aranoa og Diego Farias. Spansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu