Læsetid 3 min.

»Lyv om dit navn, lyv om det hele!«

Ung finsk forfatter af kosovoalbansk oprindelse skriver stærkt om borgerkrigen på Balkan og om flygtningens mange slags hjemløshed
11. juni 2016

Romanen åbner med et klask af et kultursammenstød. Først en kontant besked på chatten et sted i det virtuelle Helsinki. Er der en maskulin mand, »der vil suttes nu?« (»rund røv savner hård pik«).

Så i ét spring en snes år tilbage, til Kosovo, hvor en ung muslimsk kvinde på usikre ben og med nedslået blik nærmer sig ægteskabet i dets allermest traditionelle og patriarkalske form (så og så meget tøj til brudens familie, så og så meget guld til bruden selv, et blodplettet lagen på tørresnoren efter bryllupsnatten som dokumentation for brudens renhed).

Kontrasten er gennemgående, ja, den er romanens kompositoriske idé. Den unge homoseksuelle mand i nutidens Finland er den unge kvindes søn, skadet af den krig og af den spolerede familie, som ved romanens begyndelse endnu ligger et stykke ude i fremtiden.

Den unge kvinde, sønnens mor, følger vi skiftevis med sønnens historie og frem til hendes egen begyndende alderdom i det, der undervejs bliver deres fælles, men stadig uhjemlige Finland.

I kontrasten og afstanden mellem de to ligger ulykken på lur. Når deres historier krydser hinanden, udløses ulykken.

Ret vilde stilskift

Pajtim Statovci (f. 1990) er af kosovoalbansk oprindelse og kom selv til Finland med sin familie et par år gammel samtidig med krigsudbruddet i sit hjemland. Hvor meget hans egen historie, der er flettet ind i romanen her, ved jeg ikke, men nok en del.

Det effektfulde kompositoriske greb er én tilføjelse til det selvbiografiske. En anden ligger i nogle især i romanens første del ret vilde stilskift. Morens historie fra den gamle kosovoalbanske virkelighed er realistisk og sejt fremadskridende.

Den er også udpenslet (som om den unge kvindes følelser og årsagerne til hendes sorger var gennemsigtige som tyl). Fra den anden ende, Helsinkis syrede modernitet, fortælles der halvt surrealistisk, halvt symbolistisk om sønnens traumatiserede indre transformeret til billeder af en kvælerslange og af den kat, som også optræder i romanens titel.

Den første – slangen – skal vistnok forstås som det, han på et tidspunkt må finde ud af at skille sig fra. Der er jo også noget, der hedder hamskifte. Katten kan både for hans og for morens vedkommende ligne en forbindelse tilbage til det tabte. Noget at forsone sig med, noget, som bliver ved at følge én.

Besat af død og grusomhed

Hvad er ellers mindeværdigt i romanen?

Det er ikke mindst drengens (og immigrantens) paralyserende følelse af at repræsentere en foragtet anderledeshed. »Ja, ja, vi skal nok lade være med at spise med fingrene, men burde I så ikke også vaske jer, når I har været ude at skide?.«

I samme spor falder faderens formaninger til sønnen, overbevist om omgivelsernes fordømmelse: »Indlad dig ikke med finnerne, røb ikke, hvor du kommer fra, lyv om dit navn, lyv om det hele!«

Farens og senere drengens besættelse af døden er også et stærkt mærke, som romanen får sat i læseren. Faren foregriber sin egen død i ét væk og stiller den med en intimiderende fortrolighed sønnen i udsigt (han lyver sig syg af lungecancer, han spytter og harker i en årrække, men lever uforandret videre).

Sønnen selv samler i bunkevis af udklip om menneskelig grusomhed: fængsler i Rwanda, hvor de udhungrede fanger æder hinanden, indiske slumkvarterer, hvor børn bor på en forgiftet jord eller bliver ofre for organkøbmænd.

Grumme surrealistiske fantasier, men højst virkelige for den besatte.

Naragtig patriark

Stærkt virker også farens historie, måske allerstærkest.

Han er den naragtige patriark, grov og sexistisk. Universitetsuddannet og søn af rige forældre. Hvordan skulle det kunne gå ham andet end pragtfuldt?

Han oplever med sin familie begyndelsen til borgerkrigen i Pristina, da først chikanerierne og siden myrderierne bryder løs omkring dem. Så følger årene i Finland og med dem et fald i flere faser: arbejdsløs, foragtet af sin kone og sine børn, tuskhandler, kriminel, så flæbehoved. Til sidst bliver han forladt af hustruen, hvis eget liv på samme tid begynder at tage form.

Den historie er velkendt, den selvforblindede mands tragedie.

Statovcis roman er én i en strøm af bøger lige nu om migrantens virkelighed. Godt skrevet af forfatteren og rettidigt oversat og introduceret af forlaget. Den er mørk, som skyggerne i personernes sind, men ikke kun.

Moren – den selvreddede – sammenfatter sit eget livs erfaringer i en fin og enkel sætning, som rummer håb ikke kun for migranter: »mindst én gang i livet burde ethvert menneske prøve at stå uden muligheder, tænkte jeg, for når det sker, tror man, at man bliver skør. Men nu ved jeg, at det slet ikke er farligt (…).«

Pajtim Statovci: 'Min kat Jugoslavien'
Oversat af Siri Nordborg Møller
People’sPress
306 sider
250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu