Læsetid: 4 min.

Mennesker & medier

Jodie Fosters nye film, ’Money Monster’, er på overfladen et sort komediedrama om uansvarlige medier og skurkagtige finansfolk. Men den pirker også ved vores egen selvforståelse, når det kommer til sensationshunger og drømmen om hurtig profit
George Clooney er den smarte tv-vært, der fortæller seerne, hvilke aktier de skal investere i. Men hans råd er ikke velresearchede, og det får konsekvenser.

George Clooney er den smarte tv-vært, der fortæller seerne, hvilke aktier de skal investere i. Men hans råd er ikke velresearchede, og det får konsekvenser.

UIP

3. juni 2016

Lee Gates (George Clooney) er en popsmart og ikke videre sympatisk cirkusklovn af en tv-vært, som hver uge på meget kulørt vis udbreder sig om de aktier, han mener, det er værd at investere i.

Der er både dansende korpiger, kostumer, store røde knapper til at trykke på og dårlige jokes i hans program, Money Monster, hvor kritisk journalistik ingen steder har hjemme.

Lee er så at sige Wall Streets mand og ser reelt ikke sine tips efter i sømmene. Det får alvorlige konsekvenser, da han synger investeringsselskabet IBIS’ pris, og det kort tid efter mister næsten en  milliard dollar på et øjeblik, og værdien af dets aktier styrtdykker.

Midt i en direkte udsendelse, hvor det er meningen, at IBIS’ direktør, den glatte Walt Camby (Dominic West), skal have lov til at forklare sig – men ikke dukker op – bliver Lee taget som gidsel af en desperat IBIS-småinvestor, lastbilchaufføren Kyle (Jack O’Connell), der har mistet hele sin formue.

Snart kigger hele verden med, mens Lee med sin garvede producer, Patty (Julia Roberts), i øresneglen forsøger at berolige Kyle, og Patty og hendes stab kæmper for at finde ud af sandheden bag det, Camby har kaldt en computerfejl hos IBIS, men som viser sig at være noget ganske andet og mere skummelt.

Stille humanisme

Således holder Jodie Fosters nye film som instruktør, det sorthumoristiske komediedrama Money Monster, et ganske højt tempo fra start til slut. Egentlig er det utroligt, at Foster og hendes tre manuskriptforfattere, Jamie Linden, Alan DiFiore og Jim Kouf, formår at holde sammen på det hele. Der foregår så mange ting på én gang i filmen, og ambitionerne er så høje, at det nemt kunne være gået galt. Det gør det ikke.

Tværtimod er Money Monster en vellykket, spændende, morsom og endda i glimt rørende film om både uansvarlige medier, der fylder sine seere, læsere, forbruger med vrøvl, og om et finansielt system, der i jagten på profit igen og igen tager røven på dem, der i forvejen ikke har så meget.

Det er ikke nødvendigvis ulovligt alt sammen, men det er moralsk forkasteligt, og det går ud over uskyldige mennesker. Lee repræsenterer begge dele, både massemedierne og storfinanserne, men han bliver klogere i mødet med Jack O’Connells Kyle og dermed de direkte og ulykkelige konsekvenser af sine ukritiske udsendelser.

Det kunne være blevet et lidt for sentimentalt og træls portræt af en mand, der lærer af sine fejltagelser, men fordi det så at sige foregår i baggrunden af den egentlige historie, og fordi George Clooney forstår at spille både glat facade og rigtigt menneske, slipper Jodie Foster af sted med det.

Det hjælper også, at Julia Roberts forlener Patty med en stille humanisme – hun er så træt af Lees platte stil og manglende journalistiske sans og har fået et andet arbejde – der undervejs smitter af på ham.

Kritiske forbrugere

Et langt stykke ad vejen er Money Monster ’blot’ en underholdende mediesatire af den slags, der har noget vigtigt at sige om massemediernes magt og manglende ansvarsfølelse.

Det er der ikke noget forkert i, og filmen vækker mindelser om alt fra Sidney Lumets mesterlige Network til Peter Weirs originale The Truman Show – og selv om den ikke er på niveau med dem, rummer Money Monster alligevel en interesse og forståelse for mennesker, som gjorde de to andre film så brillante.

Endelig vil Money Monster og Jodie Foster andet og mere end pege fingre ad medier og finanser – det er også næsten for nemt. Filmen konfronterer os med et selvbillede, der er alt andet end flatterende. Vi forbruger medier og bliver begejstrede og forargede over det, vi ser, men når det er slut, skifter vi bare kanal, social platform eller fortsætter med det, vi nu engang var i færd med, da skandalen fangede vores opmærksomhed.

Grænserne flyttes hele tiden, og vi er så garvede og blaserte forbrugere af massemedierne, især de kulørte, frivole af slagsen, at vi på nogle områder også er blevet immune. Som et klogt menneske sikkert engang har sagt: Vi har de medier, vi fortjener.

På samme måde har Walt Camby en pointe, da han mod slutningen af Money Monster siger til Kyle, at det jo var ham, Kyle, og alle de andre investorer i IBIS, der fik Camby til at gribe til amoralske og ulovlige midler for at skabe overskud.

Adam McKays The Big Short havde en lignende pointe: Vi er i nogen grad selv medansvarlige for finanskrisen, fordi vi lukker øjnene og tager imod, når der er overskud, også selv om vi måske inderst inde ved, at det er for godt til at være sandt. De to film, The Big Short og Money Monster, vil have os til på alle måder at være kritiske forbrugere, og det er jo ikke den værste pointe at få med sig hjem.

'Money Monster'. Instruktion: Jodie Foster. Manuskript: Jamie Linden, Alan DiFiore og Jim Kouf. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu