Læsetid: 5 min.

Når mørket sænker sig

’Love & Mercy’ om Brian Wilson handler selvfølgelig om den vidunderlige musik, han skabte i midten af tresserne, men i højere grad om hans vej ind i psykosen – og ud af den igen tyve år senere. Resultatet er blændende
’Love & Mercy’ er en fornem film, som vil kunne ses med udbytte af de fleste. Også dem, der ikke er specielt interesseret i hverken Brian Wilson eller The Beach Boys.

Francois Duhamel

10. juni 2016

Indimellem leverer en skuespiller så overbevisende en indsats i rollen som en berømt musiker, at den fysiske lighed forekommer underordnet.

Beyoncé som Etta James i Cadillac Records (2008), Cate Blanchett som Bob Dylan i I’m Not There (2007) og Reese Witherspoon som June Carter i Johnny Cash-biopic’en I Walk the Line (2005) er tre gode eksempler på præstationer af denne art.

I andre tilfælde er den fysiske lighed med den portrætterede så slående, at det efterfølgende kan være svært at skille de to ad. Sådan havde jeg det med Val Kilmer som sangeren Jim Morrison i Oliver Stones typisk overstyrede The Doors (1991), Jamie Foxx i Taylor Hackfords Ray (2004) og Eric Elmosnino i Gainsbourg (2010), instrueret af Joann Sfar.

Det tog tid at få den pågældende kunstner i fokus igen, fordi skuespilleren simpelthen havde overtaget vedkommendes rolle (no pun intended) i min bevidsthed.

På sæt og vis er det underordnet, hvorvidt en skuespiller ligner sin modpart fra (u)virkelighedens verden, så længe filmen er i orden, men selvfølgelig giver det automatisk points, hvis ligheden er til stede. Suspension of disbelief, som man kalder det på engelsk, altså ophævelsen af mistro.

Ikke at Val Kilmers uhyggelige lighed med Jim Morrison kunne redde Oliver Stones film fra at ende som et kulørt melodrama, men det var dog hans præstation, der gjorde, at undertegnede ikke forlod biografen i utide!

I Brian Pohlads gennemført vellykkede Love & Mercy har tilskueren så mulighed for at opleve begge dele – i rollen som 1960’ernes succesfulde, men i stigende grad mentalt ustabile leder af The Beach Boys, Brian Wilson, leverer Paul Dano en intens og præcis præstation, som forstærkes ved hans fysiske lighed med forlægget.

På den anden side leverer John Cusack en mindst lige så magtfuld performance som den psykisk lidende, overmedicinerede, udviklingsmæssigt hæmmede og voldsomt vildledte Wilson i de sene 1980’ere, hvor band, familie og venner havde opgivet ham og gjort psykiateren Eugene Landy (fremstillet til ug som manipulerende monster af aldrig skuffende Paul Giamatti) hans officielle værge. Med blandede resultater, for nu at sige det mildt.

En fornem film

For at få det af vejen med det samme – Love & Mercy er en fornem film, som vil kunne ses med udbytte af de fleste. Også selvom tilskueren måske ikke er specielt interesseret i hverken Brian Wilson og The Beach Boys eller musikmiljøet i Los Angeles i 1960’erne.

For selvom musikken fylder, som det sig hør og bør, er filmen først og sidst historien om en ung mands vej ind i psykosen og en voksen mands famlende vej ud af samme. I høj grad støttet af en godt nok fotogen, men også vilje- og handlestærk kvinde, som tør stole på sin intuition.

Læs også: ’Hvad er så den bedste lp, du har?’

En nuanceret og underspillet Elisabeth Banks stråler i rollen som Melinda Ledbetter, der fik Wilson ud af Landys kløer og tilbage til livet. Og dernæst handler den om omkostningerne ved et hyperfølsomt gemyts kunstneriske vækst, som omgivelserne i bedste fald står uforstående over for, i værste fald fjendtlige.

Og så er den flot og fantasifuldt filmet og klippet, lydsiden er simpelthen suveræn og personinstruktionen lydefri for nu ikke at sige exceptionel. Og manuskriptet (af Oren Moverman og Michael Alan Lerner; førstnævnte skrev i øvrigt manus til den raffinerede Dylan-film, I’m Not There) er præcis så facetteret som man tør forvente, når det er en psykisk forstyrret person, der fremstilles.

At fortællingen ikke er lineær, men uafbrudt og ofte abrupt springer frem og tilbage mellem midttressernes skabende Brian Wilson og senfirsernes katatoniske ringvrag vil selv den mest tungnemme hurtigt opfatte, eftersom det er det virkemiddel, der giver filmen drive og mening.

Insider jokes, tak

Har man som undertegnede været fascineret af og lyttet til Brian Wilson og The Beach Boys musik siden Kejser Augustus’ regeringstid, er Love & Mercy selvfølgelig mere end blot en film om en berømthed, den er også en rejse til en tid og et sted, hvor noget af det mest slidstærke musik i rockkanonen blev skabt, nemlig albummet Pet Sounds, som udsendt i maj 1966 blev en relativ kommerciel fiasko i sammenligning med gruppens tidligere meritter, men med årtierne har fået velfortjent status som en af rockepokens ypperligste kreationer.

For kendere er der ingen grænser for at spotte perfekt ramte detaljer og insider jokes, tak. Også selvom resten af bandet med undtagelse af Wilsons nemesis, fætteren Mike Love (overbevisende fremstillet af Jake Abel) ikke får det store råderum i fortællingen. Der så heller ikke er om dem!

Nå, efter en kort indledningsmontage over de tidlige år med sange om surf, piger og hurtige biler får Brian Wilson et angstanfald på en flyver i december 1964, hvorefter det besluttes, at hans plads i bandet under turneer overtages af en anden, mens han selv bliver hjemme i Los Angeles og skaber musik.

Mit eneste aber dabei er, at Wilson ikke, som filmen påstår, gik i gang med Pet Sounds i umiddelbar forlængelse af sit angst-anfald, men faktisk kreerede yderligere tre lp’er først, heriblandt den brillante Today! Men pyt, det er kun myreknepperi fra én, der fandt filmens spilletid på sølle to timer lige i underkanten.

For feinschmeckeren er clouet de fantastiske optagelser af Pet Sounds’ tilblivelse, hvor Brian Wilson på det venligste herser med det såkaldte Wrecking Crew, der bestod af nogle af tidens skrappeste studiemusikere, heriblandt trommeslageren og støtten Hal Blaine (Johnny Sneed) i trofaste gengivelser af de tre (!) studier, der benyttedes til indspilningerne: United Western Recorders, Gold Star Studios og Sunset Sound Records. Som at være der selv, for syv saltede søtunger.

Egoopløsning

Men der er skygger. Kan man lade være med at græde i scenen, hvor Brian Wilson spiller »God Only Knows« for sin ondskabsfuldt afstumpede far, Murry (fremstillet med satanisk præcision af Bill Camp), der nedrigt jorder sangen, er man gjort af sejere stof end denne signatur.

Og så udspiller Brian Wilsons egoopløsning sig ellers for øjnene af én, så man bliver helt fortvivlet. Paul Danos præstation er hårrejsende i al sin glædesløse gru og uundgåelige deroute, ikke mindst efter mødet med LSD. Love & Mercy er ingen god reklame for psykedeliske stoffer.

Parallelt følger vi mødet i de sene 1980’ere mellem en psykisk forkrøblet Wilson og bilsælgeren Melinda Ledbetter, der fatter øjeblikkelig sympati for denne skadede, men også søde og kærlighedshungrende voksenbaby.

Wilson er under 24-timersopsyn af den manipulerende, dominerende og vredessprudlende Eugene Landy og dennes gorillaer, og kærlighedsaffæren udspiller sig under voldsom modstand og med de dårligste odds tænkeligt.

Med hjælp fra hushjælpen Gloria (Diana Maria Riva) lykkes det til sidst at få fat i nogle papirer, der afslører Landys forsøg på at overtage hele forretningen Brian Wilson, og så får sagførerne ellers travlt.

Biografsædet forlades med en slags happy end, hvor de to umage turtelduer kan blive gift og Wilson langsomt sluses tilbage til en art (beskyttet) virkelighed. Der er bare langt derhen i denne blændende og gribende fortælling. Puha. Nå, men jeg græd da kun fem gange. Eller var det seks?

’Love & Mercy’ – Instruktion: Brian Pohlad

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu