Læsetid: 5 min.

Olga Tokarczuks ’Rejsende’ er intet mindre end fremragende

Olga Tokarczuks roman ’Rejsende’ er en intellektuelt krævende bog, hvor myte, religiøse forestillinger, oplysning og videnskab udfordres, men den er hvert et ord værd
Hovedtemaet i Olga Tokarczuks nye roman er rejsen. På godt og på ondt. Gennem hele bogen følger vi et rejsende jeg, der kommenterer, iagttager, ser og beskriver episoder og gør sig sine overvejelser. Foto: Joachim Adrian/Polfoto

Hovedtemaet i Olga Tokarczuks nye roman er rejsen. På godt og på ondt. Gennem hele bogen følger vi et rejsende jeg, der kommenterer, iagttager, ser og beskriver episoder og gør sig sine overvejelser. Foto: Joachim Adrian/Polfoto

18. juni 2016

Denne bog er intet mindre end fremragende! Den polske forfatter Olga Tokarczuk, som vi tidligere har fået på dansk med de ligeledes fremragende Kør din plov over de dødes knogler (2013) og Dagens hus. Nattens hus (2014), griber i Rejsende på en måde ’det hele’ an. På polsk hedder romanen Bieguni, opkaldt efter en af disse sekter, der mente, at verden er Satans værk, men som også troede, at man kunne undgå det onde ved hele tiden at bevæge sig.

Dermed er romanens hovedtema, rejsen, slået an. På godt og på ondt. Gennem hele bogen følger vi et rejsende jeg, der kommenterer, iagttager, ser og beskriver episoder og gør sig sine overvejelser.

»Helt opslugt af det strømmende vand, stod det mig klart at dét som er i bevægelse altid er bedre end det der er i hvile. Forandring er ædlere end bestandighed, det stillestående må forfalde, degenerere og smuldre bort, det bevægelige derimod – det varer ved, måske evigt.«

Som en vertikal akse på romanens rejsetema møder vi en række figurer i form af videnskabsmænd, der til forskellige tider har beskæftiget sig med kortlægning af rummet – som Kopernikus (1473-1543) –  og af kroppen, som den følgende generations anatom, Vesalius. I senere århundreder kommer flere til, den hollandske botaniker og anatom Henrik Ruysch, den flamske læge og anatom Phillip Verheyen med det store tegnetalent og endelig en Dr. Blau fra nutiden, hvis skikkelse og fortjenester vist tilhører fiktionen.

Bystaten, øen og kroppen

Men gennem disses bedrifter kædes menneskekroppen, rummet, universet og tiden sammen på vidt forskellige, vittige og tænksomme måder. Organer, knogler og opdagelser af nye måder at konservere mennesket på myldrer frem, så vi følger såvel videnskabens forestillinger om fremskridt og oplysning som dens menneskelige hybris. Alt sammen skeptisk sekunderet af det rejsende jegs overvejelser og proklamationer. Det gælder om »at vide det, der ikke kommer til at ske. Have næse for det, der ikke findes.« Og: »Flygtighed, mobilitet, uvirkelighed – det er civilisation.« Fortællerjeg’et flyver fra den ene lufthavn til den anden. De ligner alle hinanden med deres butikker og destinationstavler, som styrer floderne af rejsende, med konferencer, forelæsninger, baderum og bederum. De er som »en særlig kategori af bystater med fast beliggenhed, men skiftende befolkning«. Bevægelse i bestandigheden, ligesom rejsen. Og floden, man som bekendt ikke kan bade i to gange. Jeg’et filosoferer over cirkulær og lineær tid – som rejsen på en måde forener: »Alle rejsendes tider er mange tider i én samlet mangfoldighed.«

Men en modsigelsesfyldt mangfoldighed. Et af de gennemgående billeder er en ø. På en ø kan man ikke skjule sig (men kan alligevel blive væk). På en ø hersker orden midt i det omgivende kaos, (som dog triumferer). Derudover præsenteres vi for en lang række andre billeder, som vendes og drejes og forbinder sig i forskellige kontekster, så der tilsammen udfoldes et stort, evigt uafsluttet net af fortællinger og betragtninger over det indre i det ydre, og det ydre i det indre.
»Måske findes hele verden, mytologien, i vores krop? Måske findes der en afspejling af det store i det små, måske forbindes i selve det menneskelige legeme alt med alt andet.«

Og andetsteds:

»Jeg tror også at verden befinder sig i midten, i hjernens midterfure i epifysen, at jordkuglen sidder som en klump i halsen. Som vi måske endda kan hoste op og spytte ud,« hedder det – hvormed endnu ét af denne bogs fortrin, dens humor, er anslået. Også bogens løbende diskussion af form, indhold, tomhed og ånd anskueliggøres humoristisk.

Uløselige gåder

Således føler Dr. Blau sig efter en flyrejse sulten. ’Plasticmaden’ om bord »havde virket som om den var uden substans, ikke andet end form og lugt. Vel som maden i Paradis. Mad til sultne sjæle.« Åndens materie? Materiens ånd? En sjov, skør tanke.

Dr. Blau interesserer sig især for præservering af vaginaer, som er »smukke som orkideer der med deres form og farve lokker insekter til. Det er en forunderlig tanke at denne botaniske mekanisme på en måde blev bevaret da mennesket blev skabt.« Evolutionen bevæger sig fra botanik til zoologi! Men den kan også bevæge sig fra ånd til materie: »Engang fandtes guderne uden for mennesket ... men det menneskelig ego brød frem og inkorporerede guderne i sig, anbragte dem et sted mellem hippocampus og hjernestammen ...« – uddrag af et foredrag, holdt i en lufthavn. Men vel også en kommentar til jordkuglen som en klump i halsen? Intet udsagn er endeligt.

Det erfarer flamlænderen Phillip Verheyen. Han skulle egentlig have været teolog, men mister det ene underben som følge af koldbrand, vælger derefter medicinen og  havner i en gåde, al hans viden ikke kan løse: fantomsmerter. Han må erkende, »at det som engang udgjorde en helhed, og som derpå blev skilt fra hinanden, stadig er stærkt, men usynligt forbundet på en måde, som er svær at udforske. Denne forbindelses natur er uklar og undslipper med sikkerhed endog mikroskopet.«
Er sjæl og legeme en enhed? Er kroppen med dens fuldkomne form og dens indhold, der sammenlignes med en omhyggeligt pakket rejsetaske, det varige, eller er det sjælen? »Alt der har bevaret sin form i dette helvede, står i hans (Jesu) tjeneste,« står der et sted. Hvad er synligt, hvad er usynligt? – kvinder efter klimakteriet er for eksempel usynlige, konstaterer jeg’et!

Udfordrende

Rejsende er en intellektuelt krævende bog, hvor myte, religiøse forestillinger, oplysning og videnskab udfordres, som når jeg’et lader en buddhist overveje » ... om han virkelig ville ønske i et splitsekund at se hele sandheden. At gennemlyse verden som røntgen og se tomhedens skelet.« Men ingen svar er endelige, selv en lineær historie kan ses både forfra og bagfra. En havnearbejder, der har en hval tatoveret på sin muskuløse overarm, er med til at lodse Dr. Ruyschs kostbare samling præparater, som den russiske tsar har købt af ham. Hans intellektuelle gammeljomfru-datter, der – naturligvis anonymt og usynligt – har stået far bi med præserveringerne, er ulykkelig over salget, hun går ned til havnen, ser manden med hvalen på armen, og »kroppen åbner sig for neden – åbner sig for den overarm, for den hval.« Vaginas kødelighed.

Dr. Ruyschs samling splittes for alle vinde, men århundreder senere finder Dr. Blau den tatoverede arm i en rest af samlingen! »Han tog sig af den arm, og denne tatovering, man kan næsten sige med kærlighed, men fandt ikke frem til hvem armen havde tilhørt ...«. Nej, eller hvordan den var havnet dér, efter at samlingen var sejlet bort over havet Bogens gennemgående falliske, dyriske, hellige renhedsymbol er hvalen, og også den lineære historie kan bide sig selv i halen, når hvalen optræder. Fortællerjeg’ets rejselekture? Naturligvis Moby Dick. Historien om den hvide hval.

 Olga Tokarczuk optræder på Louisiana Literature Festival i august

Olga Tokarczuk: Rejsende. Oversat af Hanne Lone Tønnesen. Tiderne Skifter. 400 sider. 299 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Hansen
  • Hans Aagaard
Gert Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu