Læsetid: 4 min.

Sommeren er flygtig

Det blodpumpende organ hamrer løs på tre nye, anbefalelsesværdige danske plader. Yung brillerer med deres ungdomsenergi. Crystal Shipsss er forførende mærkeligt og fint. Dinner er godt, men lidt svært at leve sig ind i
Det Århus-baserede indiepunk-band Yungs nye plade er en forbandet ung plade. Og så er den også forbandet fin.

Fryd Frydendahl

17. juni 2016

Ungdomshjertet brænder som en uudslukkelig ild hos Yung. Deres nye plade A Youthful Dream er ungdomshjertets vilde energi og ungdomshjertets naive overvejelser over livet.

Ungdomshjertets kamp for at komme langt nok ud af sin egen sindsforvirring til overhovedet at kunne forelske sig. Og så er det endda et ungdomshjerte, der er sig smerteligt bevidst om, at ungdommen er på lånt tid.

Det Århus-baserede indiepunk-band Yungs A Youthful Dream er virkeligt en forbandet ung plade. Og så er den også bare forbandet fin i al sin eksistentielle skurren.

Yung er den kun 21-årige Mikkel Holm Silkjærs musikalske alter ego, og projektet startede i høj grad som et gør-det-selv-foretagende. Men siden har han allieret sig med tre yderst velspillende musikere.

Silkjærs lyrik er egentlig ikke noget særligt, hvis man nærlæser og leder efter poesi, sproglig opfindsomhed eller spænding. Den er meget ungdommeligt svævende og generel i mange af sine vendinger. Og lyrikkens vigtigste funktion er at blande sig ind i musikken som et sonisk element. Med et par naive eksistentielle slagsætninger ind imellem.

Men på et nummer som »Blanket« kommer lyrikken virkelig til sin ret. Det skyldes ikke mindst den spænding, den tristesse, der opstår, når hjertet begynder at indse, at ungdommen er en flygtig størrelse. Og at et andet livsstadie er ved at snige sig ind på dem, de unge:

»We were hiding on the beach / And in the wood we had our feast / We lay on the blanket / We tried to flee from the mindset that was waiting for us.«

Ungdommens requiem

Ligesom sommeren er flygtig, er forelskelserne og selvet det også. Og dermed begynder ungdommens requiem at spille, inden ungdommen egentlig er slut. Hvilket bare får den musikalske ild til at brænde ekstra stærkt.

Ikke mindst fordi Yung formår at balancere relativt elegant rundt med alle de klicheer, som den indsigt indebærer. Uden at bryde med den ungdommelige stemme:

»I still remember that freckled face / And her big eyed friend / They arrived with a handful of flowers / That withered as the summer ended / Do you remember me? / I can’t remember me.«

Københavnske Crystal Shipsss’ nye plade Holly er en quirky kærlighedserklæring fra et porøst hjerte, der bløder smeltet candyfloss. Mens det svæver rundt i de højere luftlag omgivet af »pink robots,« der udsender hvid støj.

Jacob Faurholt, som er manden bag projektet, synger i en lys og ret skrøbelig falset, der hele tiden truer med at tabe grebet, men som ikke gør det. Ret meget i stil med Flaming Lips-frontmanden Wayne Coyne, som Crystal Shipsss helt klart også låner fra. Både i kraft af de lyserøde robotter og i kraft af en mere generel tilgang til musikken og sangskrivningen.

Men Jacob Faurholt blander altså også andre ting ind i mixet. Noget støjrocket nogle steder, hvor hans skabsdæmoner får et smukt helvede til at bryde løs. Men mest af alt tilføjer han en god omgang tyggegummipoppet lethed. Med et 1980’er-twist.

Som havde han bedt et af 60’ernes bubblegum popbands om at spille hans sange på elektroniske instrumenter fra 80’erne. For så derefter selv at gå ind i et tilstødende lokale og synge sangene ud af vinduet. Til ingen og til alle. Til Holly.

Holly er en yderst charmerende plade. En lille usleben hjerteformet ædelsten. Med alle de særheder og uskønheder, som sådan en kan have.

Storladent retrohjerte

Den nomadiske danske producer og sanger Anders Rhedin, der deler sin tid imellem Los Angeles, Berlin og København, har netop udgivet sin første fuldlængde-plade med projektet Dinner.

Og Psychic Lovers er i sandhed den storladne kærligheds retrohjerte. Et hjerte, der eksploderer som en syntetisk atombombe. Som hans store kærligheds smil, der sprænger alt omkring sig itu med sit smil, når denne går på gaderne i Neukölln på »The World«.

Psychic Lovers er helt sindssygt godt produceret. Et storladent 80’er-inspireret synth-univers med umådeligt mange lag og detaljer. Nærmest på niveau med det franske band M83. Og sangene er sådan set ret fine og velskrevne.

Jeg har dog lidt svært ved at leve mig ind den persona, som vokalen og lyrikken skaber. En persona, som helt afgjort, ikke mindst i kraft af Anders Rhedins måde at synge på, må dele vandene. Og som Anders Rhedin selv beskriver som en landsbytosse, der synger stadionrock, hvilket ret godt indrammer min egen oplevelse.

For det er meget kantet og tungt. Forrest Gump’et uden rigtigt at være charmerende. Og når jeg hører Psychic Lovers står jeg altså, eller svømmer rundt måske, på skeptikernes side af de delte vande. I forhold til helhedsoplevelsen altså.

Men jeg vil samtidig gerne understrege, at det er en gennemført plade, der virker til at være ganske bevidst om sin æstetik og sit formsprog. Og i den forstand er det godt. I den forstand fortjener pladen respekt. Også selvom den ikke decideret sætter mit hjerte i brand.

Yung: ’A Youthful Dream’ (Fat Possum Records)

Crystal Shipsss: ’Holly’ (Crystal Shipsss)

Dinner: ’Psychic Lovers’ (Captured Tracks)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu