Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Spændstig sommerdramatik

’Kong Arthur’ byder både på drengehørm og patos i Ulvedalene. Med Martin Hestbæk som helten og Nicholas Bro som dyb tvivler
Den gudindesmukke Xenia Lach-Nielsen med den underskønne stemme bringer sommernattens overnaturlige magi med ind i forestillingen Kong Arthur i Ulvedalene.

Miklos Szabo

Kultur
3. juni 2016

Kald ham bare Kong Arthur. Kald ham hvad som helst. Når Nicholas Bro først får fat i en splittet sjæl og kaster ham ud i frit løb op ad den store bakke i Ulvedalene, så kan det ikke gå galt. Det bliver essentielt interessant at se den mand spille en magthaver, der tvivler og vælger forkert – og tvivler igen. Som om han var en Hamlet 2.

Årets forestilling i Dyrehaven har alt det udvendige lir, der skal til for at gøre sådan en sommerforestilling lige akkurat så luksuriøs og teknisk uovertruffen og tusmørkemagisk, at den kan få alle 3.600 tilskuere til at gå smilende hjem ad grusstierne.

I år er forestillingen endda forsynet med så overlegent og gennemmusikalsk lyddesign, at kun de færreste teatersale med totalkontrol kan overgå denne lyd i præcision.

Hvert et åndedrag fra Xenia Lach-Nielsens vidunderligt syngende ’Søens Dame’ kan man høre. Hver eneste knitrende konsonant står klart i sommernatten, når denne lyseblå vidunderskikkelse blafrer vuggende og nynnende hen over græsset, så man knap ved, om man drømmer, eller om man er vågen …

Og det samme gælder lyden af hver eneste hestevrinsken og en borttryllet troldmand, der yderst elegant er sammenflettet med Ulrik Gads lysdesign, så tusmørket erstattes med storladent festlys og krimiagtige lyskegler til spændingslyde og filmagtig musik. Overlegent og præcist.

Lokum og myter

Den gamle legendekonge Arthur er ham med ridderne og det runde bord – og det uovervindelige sværd, Excalibur, og sågar en drage. I Jokum Rohdes dramatisering er hans historie blevet til overraskende spændstig sommerdramatik.

I første akt flintrer replikkerne effektivt af sted, så den indviklede handling kan få fart og spænding. Men andenakten vil for meget på én gang. Heinrich Christensen har iscenesat løjerne, så denne folkelige forestilling netop også får nok drengehørm med lokumskommentarer og motocrosscykler.

Og æstetikerne kan kun falde i svime over gralsridderne, der galopperer forbi i porcelænshvide kapper, der lyser helligt gennem sommernatten. For Ida Marie Ellekilde har skabt kostumer, der løfter disse legendeskikkelser til noget overnaturligt – og hun har givet Nicholas Bro et gult kongekostume, der netop transformerer manden til en overmenneskelig myte.

Palle Steen Christensen har ikke blot skabt riddernes runde bord. Han har raffineret nok også skabt en tilsvarende rund seng. Problemet er så bare, at kongen ikke kan få nogen arving, fordi kongens onde søster har haft gang i det nederdrægtige trolddomsværk.

Kenneth Thordal har skrevet nogle skønne sange, der blander sig med Jokum Rohdes tekst, så ridderens dronnings kvababbelser får let ved at føles genkendelige i dag. »Mørket bor i dig / Om du vil det eller ej,« som det lyder i et omkvæd til orkestrets velsvingende rytmer, der rundhåndet skifter fra rock til pop og jazz i generøst mix.

Og når koreografen Christel Stjernebjerg lader sine smækre, kvindelige dansere bugte sig rundt på det runde bord – og op i lysmasterne – får forførelsen alt det, den kan trække. Disse kropsartister i deres velformede, kropsnære skeletdragter giver virkelig motocrosserne baghjul.

Hestbæk lokker

De kongelige skuespillere giver den gas. Tammi Øst har en veloplagt ondskabslatter som kongens hævngerrige søster, og Esben Smed har fundet en sjov, gnomagtig kropsstil til hendes vanskabte søn. Og Ole Lemmeke får megen munterhed ud af en forlist troldmand med både hjertet og røgkanonerne på rette sted.

Men det er Martin Hestbæk, der får kvinderne til at sukke med sit lange, rå hår og sin smækre, ædle holdning på hesteryg ud af Ulvedalene. Hans stemme har lokkeklang og besindighed. Sådan skal det gøres. Og Marie Louise Willes splittede dronning med den funklende stemme og den ugravide, adrætte krop har da også svært ved at holde stand. Her er en ufrivilligt barnløs feminist, der kæmper med at holde begge ben på jorden.

Men her er som sagt også de uundværlige heste. Og der er koret, der kommer svævende ned ad bakken i underlige, lyseblå klædninger med høje håropsatser, så de ligner genfærd en midsommernat.

Derfor er det også i orden, at Jokum Rohde ikke kan bremse sin tragediehelt, men tydeligvis må lade Nicholas Bro gjalde sit kongevanvid ud i største patos: »Jeg så, hvad jeg så. Jeg følte, hvad jeg følte. Men det var alt sammen illusion.«

Kongelig illusion.

’Kong Arthur’.
Tekst: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Heinrich Christensen. Scenografi: Palle Steen Christensen.
Kostumer: Ida Marie Ellekilde. Lys: Ulrik Gad. Lyd: Jonas Vest. Musik og sangtekster: Kenneth Thordal.
Koreografi: Christel Stjernebjerg. Stuntkoordinator: Kristoffer Jørgensen. Korleder: Marte Schau.
Det Kongelige Teater i Dyrehaven. Fra 7 år. Til 2. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her