Læsetid: 3 min.

Stille, stille, stille, nu går solen ned

Radiohead havde skruet ned for lyden, og så måtte publikum skrue op for sanserne på Primavera i Barcelona. Det koncept holdt igennem halvdelen af fredag aftens maratonkoncert – derfra slap det kontrollerede band tøjlerne og gav godtfolket, hvad det ikke troede, det kunne få ...
Forsanger Thom Yorke var i usædvanligt højt humør fredag aften, da Radiohead gav koncert på den spanske festival Primavera Sound.

Forsanger Thom Yorke var i usædvanligt højt humør fredag aften, da Radiohead gav koncert på den spanske festival Primavera Sound.

Marta Perez

7. juni 2016

Jeg lod plastickruset falde, og da det ramte jorden, raslede isterningerne, så de kunne høres. Det kostede en flok misbilligende blikke, og det var billigt sluppet; et halvt minut forinden havde et kærestepar tysset kæresteparret én gang til venstre for dem: »Shut the fuck up!«

Sniksnak kunne ikke tolereres, og heller ikke på den led blev fredagens Radiohead-optræden i Barcelona nogen typisk eller gennemsnitlig musikalsk begivenhed. Tværtimod udviklede koncerten sig til en af de højstemte oplevelser, der ikke bør komme for mange af – ikke hvis man skal forstå at skatte og rangere dem, forstås.

A Moon Shaped Pool, briternes tre uger gamle, niende album er på mange måder det melodisk mest inviterende til dato – strippet for de abruptheder, noiaredne mareridt og soniske benspænd, som har præget tiden efter 1997's uforlignelige OK Computer, og det i en grad, så Thom Yorke undervejs lyder, som om han parafraserer one hit-wonders fra MTV's storhedstid. Mere ligetil bliver det næppe, og sådan udviklede Radioheads optræden sig også – som en aften, hvor folk måtte få, hvad de gerne ville have ...

Flere overraskelser

Kvintetten lagde frisk fra land på den vandvendte festival – med de fem første sange fra A Moon Shaped Pool, og to ting stod med det samme krystalklart: Lydbilledet var knivskarpt og nuancerigt, og der var skruet så meget ned, at det krævede spidse ører at favne hele pakken med leadguitarist Jonny Greenwoods overdådigt komplekse orkestrationer. Og dermed, mens de sidste solstrejf falmede i Det Baleariske Hav, kunne stillelegen begynde blandt de rundt regnet 40.000 fremmødte.

Foran en storskærm, skiftevis delt op i 12 og 24 frenetisk flimrende felter, understregede Yorke og kompagni, at de i deres 25. år som aktive musikere synes meget langt fra et egentligt mæthedspunkt. Efter den drømmevævende, fortroligt hviskende »Daydreaming«, eskalerede bandet gennem »Decks Dark«, »Desert Island Disk« og »Ful Stop«, inden jazzkakofonien fik frit løb i »National Anthem« fra 2001's Kid A.

Lidt efter blev det balladetid med »No Surprises« – aftenens første, men langt fra sidste OK Computer-skæring. For Radiohead havde masser af overraskelser med sig til den catalonske hovedstad, og den første fulgte kort tid efter, da fællessangen løftede sig med »Karma Police«. Briternes næststørste singalong-hymne kvalte den sidste rest andægtighed, og herfra havde Primavera morfet sig til en usandsynlig folkefest, der endte med at rive de kontrolhigende scenekunstnere med sig i et langt og livsbekræftende svæv.

Et ekstraordinært kryb

De seneste par ugers europæiske turnevirksomhed havde på forhånd sendt forhåbningerne på himmelflugt. Bandet ville givetvis blande bolsjerne fra sine første ni plader og variere setlisten en hel del. Det betød, at A Pool Shaped Moons pophyldest, den hjertebristende »Identikit«, blev ofret. Lidt en skuffelse, men der blev snart efter kompenseret til overflod, for ganske ekstraordinært fik »Street Spirit (Fade Out)« fra The Bends lov at lukke det ordinære bal. Greenwoods guitarspil var så præcist, klangfuldt og loyalt over for originalversionen, at det var som at være på tidsrejse til de første grovlytninger på en discman i 1995.

Dernæst fulgte en stribe ekstranumre, der blev skudt ud over kanten med en større spilleglæde, end tilfældet var i f.eks. Valby Parken i 2000 og på Roskilde Festival i 2008. Som encore numero dos haglede enheden en kraftfuld, grænsende til det svulstige, udgave af »Paranoid Android« af sted, og da sætlisten snart efter var spillet helt i bund, gjorde Yorke noget, han meget sjældent har gjort. To ting, faktisk: Først jokede han, da in-ear-monitoren drillede. Dernæst tjekkede han med arrangørerne, om der mon var tid nok til et sjette ekstranummer. Det var der.

Og så fik Primavera ellers bandets første og i mange år selvcensurerede hit, selveste »Creep«, for fuld forvrængning. Det er et nummer, der stadig har den fuldstændig omvendte effekt på folk, end den selvlede lyrik ellers indbyder til. Den løfter lytteren til det højstemte – og under fortsat påvirkning sidder jeg tilbage med en følelse af en historisk aften i Barcelona.

Radiohead: Primavera, Barcelona, fredag kl. 22.15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Soren Andersen
Soren Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer