Læsetid: 3 min.

Støjrenseri med bodyguard

Til voksen-Distortion med britisk hiphops uudgrundelighed nummer ét: kompromisløse Dean Blunt under sit nye forlorent anglofile alias Babyfather
3. juni 2016

Til voksen-Distortion: Når byen vælter sig i en hørm af techno, house, EDM og dancehall, og rendestenene svulmer af doven fadøl og malplaceret pis – og et overvejende purungt publikum med Distortion-gadearmbånd er blevet luret inden for på Jazzhouse til gentrificeringskritisk art-hop og lydperformance.

Der er skruet helt op for publikumslyset i salen, mens scenen henligger i dunkel mystik. Man kan skære i tørisen, der har ligget i salen som en trussel i lang tid inden koncerten og nu komplet formummer magtudøverne på scenen.

Blot kan vi med vores ører konstatere, at Dean Blunt og senere en medrapper er tilstede mellem de konkretmusikalske blokke af ubehagelige storbylyde – sirener, hundeglam, skænderier – og lumpent forførende beats. Babyfather er i byen.

Og egentlig er det helt i den oprindelige technoånd, at performeren er irrelevant. For dengang i 90’ernes glade rave-dage – som Distortion er rundet af – var det dansen og fællesskabet, det handlede om, ikke stjernedyrkelsen.

Blot får mængden ikke denne aften lov til at give sig hen i danseekstasen, men adfærdsreguleres under spotlysenes overvågning. Vi adskilles og isoleres. Manipuleres og indoktrineres ind i et stadie af urban paranoia. Flytter ind i et nedbrudt London, der fortælles med stolt b-boy-verfremdungseffekt. Glem alt om at identificere dig med de kropsløse stemmer på scenen.

Dean Blunt er britisk hiphops uudgrundelighed nummer ét, og under sit nye alias, Babyfather, har han skabt et bevidst forlorent anglofilt projekt. Fra begyndelsen af debutalbummet BBF’ Hosted by DJ Escrow – og koncerten – siger en stemme »This makes me proud to be British.«

Og alene den mekaniske diktion og upperclass-frasering er en ironisering over nationalismen. Mens fædrelandskærligheden senere morfes i hænderne på en tørklædeindhyllet statist-han, der med joint i hånden zigzagger rundt mellem publikum med et stort Union Jack-flag.

Under belejring

Dean Blunt kræver til alle sine koncerter en sort bodyguard, som spillestedet skal skaffe. Senere kan man skimte den gavmildt byggede, sorte herre, velklædt i jakkesæt og slips bagved hr. Blunt, der også er sort. En musiker, fortæller, rapper har forladt sit Londons velkendte territorieafpisninger og er trådt ind i den danske storbys virvar af kulturelle koder.

Er det dét, han forsøger at beskytte sig imod? Er det for eksempel ironi, når en ung fyr blandt publikum har en Hørsholm Golfklub-sweatshirt på? Hvad skal det alt sammen betyde her i Velfærdsboblen, hvor ethvert tegn er til individuel lønsamtale i det sociale hierarki?

Er det vores vante omgangskodeks Blunt forsøger at inficere og hacke med sine egne kulturelle betydninger, der vælter fra scenen kodet som mere eller mindre uforståelige cockney-engelske bjæf mellem numrene?

Til voksen-Distortion: Når perverteringen af triphoppens dunkleste afkroge former sig som et treakters lyddrama og udarter sig i et kvarters inferno af brutal skønhed.

»Come out,« siger han fra scenen mellem en af de nådesløst højt spillede støjblokke af Merzbow-skala. De afbrydes af stilhed, for så uden varsel at smadre vores ører i en ny akkord og et nyt kaos af atomare kramper.

»Come out.« Vi er under belejring. Magthaverne vil have os ud af vores skalkeskjul, og de har taget soniske våben i brug. Det er lyden af politiet med alt for store våben, men det er en lyd, der bliver brugt af en herre, der hader dem.

I stedet nikker Blunt til Marcus Garvey, Nas, Suge Knight og newyorkrapperen Cormega i sine fortællinger. Han spiller en protagonist, der har problemer med erektionen, ryger sig ned, bliver stresset af moderen til hans barn.

Men han peger også udover fiktionen – eller er det en fiktion? – ud på virkeligheden i sin fortælling »You hear the sirens, yeah? The sirens is a real thing.« Jo, vi hører sirenerne, de stresser os dér i salen. Ligesom anden akts orkan af epileptiske stålspåner og blindt raseri gør, og vi ankommer forpustede til den rolige tredje akt, hvor nogen stedes til hvile. »Rest in peace,« siger Blunt. Til os?

Til voksen-Distortion: Når vi forlader støjrenseriet og tørisen og går ud i nattens fløjl. Den bliver hurtigt flænset af en sirene.

Babyfather – Jazzhouse/Distortion Festival, Kbh., onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu