Læsetid: 4 min.

Syrisk-britisk fusion var helt rigtig og lidt for meget

Den übersympatiske multimusiker Damon Albarn samlede det syriske nationalorkester til åbningen af Orange Scene. Det var en livsbekræftende globaliseret, men også lige lovlig godhedsperfektionistisk folkeforsamling
Damon Albarn (med guitaren på øverste billede) spillede en relativt diskret rolle ved åbningskoncerten på Roskilde Festivals Orange Scene. I stedet var Raed Jazbeh (nederst til højre) og The Orchestra of Syrian Musicians samlet fra alle verdenshjørner i en (lidt for) politisk korrekt koncert.

Thomas Borberg

30. juni 2016

Har man sagt Roskilde, må man også sige social ansvarlighed. Og i år bliver der skruet gevaldigt op for den aktivistiske profil med equality som det overordnede tema og det floskuløse slogan »Stand Up For Your Rights«, der trykker lige på halvfemserefterskolenerven.

Bemærkelsesværdigt nok, fremhæver festivalen selv, har man i år valgt at bryde med traditionen om, at den ærefulde åbning af Orange Scene tilkendes et dansk navn. I stedet benyttes den juicebrikfarvede scenes ikonværdi til at fremsætte et kulturpolitisk udsagn.

I disse folkevandringstider er det nemlig det syriske nationalorkester, Syrian National Orchestra of Arabic Music, som i samarbejde med den britiske blækspruttemusiker Damon Albarn har fået den højtprofilerede plads i programmet. Grundet den syriske borgerkrig er det til tider over 90 mand høje orkester blevet spredt ud over hele verden, så symbolikken af at have samlet orkesteret på scenen er til at tage og føle på.

»Syrien er lysets og kulturens og musikkens land, og det kommer I til at opleve i dag!« proklamerer en yndig syrisk sangerinde, der er bosat i Sverige, og hvis navn jeg ikke fik fat i, og synger en sagtmodig melodi.

Er det en kulturpolitisk pr-kampagne for det syriske folk, der ikke ønsker at se deres kultur for evigt associeret med nationalstatstruende folkevandringer, krigsgale despoter og islamofascistiske territorialkrige?

I al fald bliver vi inviteret med til en pluralistisk komsammen, hvor alle stemmer er repræsenteret. En slags musikalsk referendum, der skal fortælle en anden historie om Syrien: En fortælling om glæde, musik og mennesker, der mødes. Det handler om at skabe kontinuitet og værdighed i stedet for sammenbrud og identitetsløshed.

Thomas Borberg

Her er musikken et idealiseret demokratisk rum, hvor sameksistens ikke forekommer at være en umulighed.

Ja, Damon Albarn selv har endda – enten som provokation eller for at understrege sine brobygningsambitioner – taget en davidsstjerne om halsen, den hænger og dingler på hans forvaskede T-shirt. Han indtager i øvrigt scenen med ydmyghed, siddende med akustisk guitar og ærkebritisk regnfrakke og sixpence, mens hans karakteristiske vokal med de hvislende s’er vækker genkendelsens glæde: »Open up your mind and watch the world spinning,« synger han, og ordene i Blur-sangen antager i denne kontekst en ny betydning.

Og da det mangetallige kor af sortklædte mænd og kvinder i hvide, pailletbesatte kjoler sætter mavemuskler bag stemmepragten, så klangen hæver sig op over Dyrskuepladsen, er det svært ikke at blive bevæget.

Lige indtil den langsomt drejende jordklodegrafik på skærmen udpensler en lidt flad universalisme og politisk korrekthed, som ingen kan være uenig i.

Og sådan pendulerer koncerten frem og tilbage mellem rygradsrislende meningsfuldhed og overdoseret godhedsperfektion. For igen giver det hele så mening, når den mauretanske ørkenbluessanger Noura Mint Seylami kommer ind og simpelthen har svøbt sig selv i palæstinensiske farver, mens hun optræder sammen med tunesiske Malika.

Den tunesisk sanger Raed Jazbeh i opulent kåbe af vårgrøn brokade entrerer scenen med et varmt smil og opildnende håndbevægelser, mens hans malmrøst tegner kruseduller hen over en bambusfløjtes forjættende melodi.

Raed Jazbeh og The Orchestra of Syrian Musicians samlet fra alle verdenshjørner i en (lidt for) politisk korrekt koncert.

Thomas Borberg

Ingen helende virkning

Hvorom alting er, var koncerten en kærkommen afveksling fra den kedelige tendens til, at såkaldt verdensmusik helst skal filtreres gennem et vestligt udtryk for at være relaterbart. Den syriske bryllupssanger Omar Souleyman vandt eksempelvis først for alvor indpas, da han blev opsnappet af et vestligt pladeselskab.

Det übersympatiske renæssancemenneske Damon Albarn er således i denne sammenhæng ikke så meget en ambassadør for det ukendte, der skal løfte den hvide skyld fra vores skuldre. Han spiller en relativt diskret rolle i showet og er nærmere en impresario, der får det hele til at ske og soler sig i den bedrift snarere end i rampelyset.

Da en vigtigt gråsprængt Julia Holter fremfører en af sine majestætiske popsange, takker hun ydmygt for invitationen.

Da jeg som 17-årig var på Roskilde Festival for første gang i 1996, herskede der en stemning af fremskridtsoptimisme, en nærmest naiv tryghedsfølelse kun forstyrret af overfladekrusninger af mut grunge.

Når festivalen i dag overlader sin hovedscene til et orkester fra et borgerkrigshærget land, vækker det også den følelse, at murværket omkring vores privilegerede eksistenser er begyndt at smuldre. Det er svært ikke at ignorere den barokke kontrast mellem solskoldede handelsskoleelever og afrikanske flaskesamlere, der udholder ydmygelser for et par krummer fra de riges bord.

En af disse pantsamlere udtalte sidste år, at campingområdets interimistiske teltby til forveksling ligner de flygtningelejre, han kommer fra, på nær at folk er her frivilligt.

Det kunne også have været en undersøgelse af, hvad der sker med musikken, når store menneskeflokke på samme tid sætter sig i bevægelse. Det var nu ikke så meget tilfældet i dag.

Undtagelsestilstanden er blevet hverdag. Den er ikke noget, man kan vaske af mandag morgen. Det syriske nationalorkester kan måske glemme det for en stund og blot være mennesker, der er samlet for at høre musik. Men måske er man nødt til at trykke på de steder, det gør ondt, hvis man vil opnå en helende virkning.

The Orchestra of Syrian Musicians + Damon Albarn, Orange Scene, onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer