Læsetid: 3 min.

Tålmodighedskrævende overflødighedshorn

Smuk og sanselig er Hou Hsiao-Hsiens ’The Assassin’. Men det er også en langsommelig og frustrerende film, hvis handling er ganske svær at hitte rede i
3. juni 2016

Den taiwanske filminstruktør Hou Hsiao-Hsien kan lave billeder. Ingen tvivl om det. Smukke, stemningsfulde billeder fulde af tekstur – han næsten maler med lys, skygger og farver – som man kan kigge på i timevis uden at blive træt af dem. Næsten i hvert fald.

Hsiao-Hsiens seneste film, The Assassin, et martial arts-drama, der foregår i det syvende århundredes Kina og handler om kærlighed, bedrag og mord, er om noget et visuelt overflødighedshorn, som skal nydes med øjnene – og så mange andre sanser som muligt – vidt åbne.

Man skal mærke den og lade den skylle ind over sig i stedet for at forsøge at forstå den intellektuelt og hitte rede i de mange komplekse relationer og intriger, der udfoldes i et ganske adstadigt tempo oppe på lærredet.

Alt andet vil være halsløs gerning, og man vil ende med som jeg at sidde frustreret og uforløst tilbage i biografen og savne en mening med det hele, som man kun kan læse sig til i pressematerialet. Og det læser jeg kun sjældent, inden jeg skal se en film. Det ville være at snyde. En film skal kunne stå på egne ben som audiovisuel fortælling, som kunstværk – ellers har instruktøren efter min mening fejlet.

Og The Assassin kan desværre ikke stå på egne ben, eller rettere, hvis man opfatter filmen som et billeddigt og handlingen som noget, der er i baggrunden og egentlig ikke vigtigt, ja, så kan den måske godt. Det afhænger helt af ens tålmodighed.

Forvirrende oplevelse

»Dine evner er uden modstykke, men dit sind er fordærvet af menneskelige følelser,« siger nonnen til sin unge elev, Nie Yinniang (Qi Shu), som gennem mange år er blevet trænet til at blive den bedste lejemorder i Kina. Som blot 10-årig blev Nie Yinniang bortført fra sin generalfar, og nu skal hun bruges som våben mod korrupte politikere og endda medlemmer af sin egen familie, der besidder magtfulde embeder på hendes hjemegn.

Det lyder umiddelbart ganske ligetil, men jeg læner mig også kraftigt op ad en beskrivelse af The Assassins handling, som jeg har fundet på internettet.

Mens jeg så filmen, var jeg godt klar over, at Nie Yinniang var titlens lejemorder, og at hendes læremester brugte hende som et redskab til at få hævn over mennesker, især mænd, som engang gjorde hende, læremesteren, ondt. Jeg forstod også godt, at Nie Yinniang havde følelser i klemme i forhold til nogle af sine mål, og at det gjorde det svært for hende at slå dem ihjel.

De finere nuancer i den komplekse historie ledte jeg dog forgæves efter. Og det gjorde Hou Hsiao-Hsiens film til en forvirrende og i sidste ende frustrerende oplevelse, hvor jeg følte mig udenfor. Først hen imod slutningen, hvor jeg havde opgivet at følge med i handlingen og i stedet prøvede blot at se billeder, fik jeg for alvor øjnene op for skønheden og sanseligheden i de mange tableauer, som instruktøren og hans filmhold diskede op med.

Jeg lod mig forføre, men bedst som jeg lænede mig tilbage for at nyde det, var det hele forbi, og filmen sluttede. Hou Hsiao-Hsiens film plejer at være langsomme og uudgrundelige, men i The Assassin bliver det for meget – eller for lidt, om man vil.

’The Assassin’. Instruktion: Hou Hsiao-Hsien. Manuskript: Ah Cheng, Chu T’ien-wen, Hou Hsiao-Hsien og Hsieh Hai-Meng. Taiwansk-kinesisk-fransk. (Empire Bio og Grand Teatret i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu