Læsetid 6 min.

Thomas Mann og musikken var ingen spøg

Thomas Manns livsværk er exceptionelt sammenhængende og kan i høj grad belyses gennem musikken. Det har Niels Bille Hansen gjort i sin nye bog, som er en modenhedens præstation
Mann-familien fotograferet i 1924 på Hiddensee i Østersøen. Thomas Manns forfatterskab er nært forbundet med musikken, som også kom til at dominere flere af hans efterkommeres liv. Fra venstre: Klaus, Erika, Katja, Michael, Monika, Elisabeth og Thomas Mann.

Mann-familien fotograferet i 1924 på Hiddensee i Østersøen. Thomas Manns forfatterskab er nært forbundet med musikken, som også kom til at dominere flere af hans efterkommeres liv. Fra venstre: Klaus, Erika, Katja, Michael, Monika, Elisabeth og Thomas Mann.

Ullstein Bild
25. juni 2016

Titlen lyder smal og akademisk: Thomas Mann og musikken – men siger unægtelig uden dikkedarer, hvad det drejer sig om.

Well, skal man så både være belæst og kende sin musikhistorie nogenlunde for at tælles blandt de ret få, der herhjemme kan få det fulde og sande udbytte af Niels Bille Hansens nye bog om netop Thomas Mann og musikken?

Ja – men Bille Hansens bog er bred i sin tilgang. Forfatteren behersker det biografiske, psykologiske, filosofiske og religiøse stof – for nu at tage det hele med – som det uudtømmelige forfatterskab rummer. Og det er godt.

Thomas Manns livsværk er som bekendt exceptionelt sammenhængende: Alle dets dimensioner klinger i en eller anden grad med, bare der anslås en enkelt streng.

Bille Hansens fokus har resulteret i en fremstilling, som med andre ord ikke er snævert indstillet på det opgivne tema, men tværtimod gør rede for, hvor omfattende det musikalske er integreret i Thomas Manns forestillingsverden.

Og vel at mærke opspores det ikke kun i novellerne, romanerne og essayistikken, men også i breve og dagbøger, som Bille Hansen er fuldbefaren i (lad det være tilføjet, at der er tekster, hvor musikkens betydning er minimal, f.eks. i Joseph-romanerne). Thomas Manns engagement i musikken var ingen spøg.

På sit dødsleje læste han om Mozart, allerede i Buddenbrooks (1901) er musik og forfald forbundne størrelser, hvad lille Hanno med den violinsmægtende mor er (døds-)mærket af, og så sent som i Manns sidste hovedværk romanen Doktor Faustus (1947), der er historien om et kontinents, en kulturs og en genial komponists forenede undergang, er alvoren uden ende.

Et er, at Mann i en vis forstand ligefrem forstod sig selv som komponist: »Jeg skaber så megen musik, som man med med rimelighed kan skabe uden musik.«

Og han komponerede sine fiktionsværker (i al fald væsentlige af dem) efter musikalske principper, han brugte f.eks. ledemotiver og andre virkemidler, som ligner komponisters.

Noget andet er, at han direkte og indirekte anvender talrige musik- referencer. Igen lige fra Buddenbrooks, hvor Lohengrin opføres i Lübecks lille tarvelige teater, over Trolddomsbjergets »Am Brunnen vor dem Tore« af Schubert til det fandenivoldske totalcrescendo i Doktor Faustus, som bl.a. Manns jævnaldrende Arnold Schönberg har lagt atonalt system til.

Doktor Faustus er det værk af Mann, som er mest gennemtrukket af musik. Netop derfor får det også en særlig omfattende placering hos Bille Hansen. Med eller uden musik – der er faktisk til dato intet bedre at læse på dansk om denne verdensroman.

Wagner-tråde

Wagner er nødvendigvis det store gennemgående navn i bogen. Han var husgud. Hvad der ikke forhindrede, at Mann fik spillet Beethoven til sin begravelse.

Men for den, der ikke er fristet af at følge de finere musikalsklitterære Wagner-tråde i Manns værker, er der rigeligt at blive optaget af, når Bille Hansen viser de kontante politiske og biografiske konsekvenser, Manns forhold til den tyskeste af alle tyske komponister fik i trediverne.

Wagner havde leveret hovednøglen til den Deutschtum (’tyskhed’), som Mann, der engang havde kaldt Wagner »min sjæls hjemstavn«, forbandt sig med og forsvarede: »Liebestod« og Götterdämmerung, svulmende myter og meget andet, som store dele af den borgerlige kultur var henfalden til dengang. Men det endte med, at samme Wagner blev et skæbnesvangert bekendtskab for Mann personligt.

Under Første Verdenskrig havde Mann bekendt sig råt til Wagners budskab om tyskhedens højere ret i sine såkaldt upolitiske, kulturkonservative betragtninger, men i begyndelsen af trediverne lærte han, hvad det kan koste at sætte bare det mindste spørgsmålstegn ved en kanoniseret kunstner i sprængfarlige tider.

Det behøvede for resten knap nok at være et spørgsmålstegn. Blot en enkelt nuancering kunne gøre det. Nu lærte han, hvad det vil sige over night at få stemplet: utysk.

I Wagners musik, som Hitler ovenikøbet ophøjede til den ypperste herrefolkskunst, kunne højborgerskabet hengive sig til den patos, som den nye nationale selvfølelse havde brug for.

Og det var lige akkurat her, den vordende demokrat Thomas Mann begyndte at ane uråd. Han luftede en reservation i foredraget Richard Wagners lidelse og storhed fra 1933. Han anede, hvilke kedler tiden brugte den wagnerske musik til at bringe i kog. Men det var helligbrøde.

Den frafaldne fik hele Münchens kulturkleresi på nakken. De rettede en direkte kollektiv hetz imod ham, anført af den berømte dirigent Hans Knappertsbusch.

Om den manifestation så var selve årsagen til, at Mann og hans kone blev i Schweiz og dermed den umiddelbare anledning til familiens emigration – som det fremgår hos Bille Hansen – kan diskuteres.

Det er tvivlsomt, om Manns første tid i Schweiz (1933-35) overhovedet kan beskrives dækkende med det ene ord emigration. Det kan med større ret kaldes en blanding af et forlænget ferie- og udlandsophold – med tid til skrupler og sågar kortere overvejelser om at tage tilbage til München, sådan som hans jødiske(!) forlægger faktisk tilskyndede ham til.

Det elskede barnebarn

Politik blev herefter en realitet i resten af Thomas Manns liv. Det havde ikke stået i stjernerne. Bille Hansen følger også dette spor til dørs og viser, hvor dybt Manns skepsis over for tyskernes lærenemhed efter krigen stak.

For eksempel mente han, at USA med Kul- og Stålunionen i 1951 ved også at optage det slagne Tyskland nærede en slange ved sit bryst. Et genrejst Tyskland ville blive nynazistisk og falde USA i ryggen. Man kan kun tilslutte sig Bille Hansens suk i anledning af Manns bange anelser:

»Man havde gerne undt ham at opleve Willy Brandts, Helmuth Schmidts og Angela Merkels Tyskland.«

Niels Bille Hansens bog vidner om et langt, måske livslangt studium. I en tid hvor så meget raspes af i en fart for at give plads til næste levende billede, er det en solid glæde at fordybe sig i en sådan modenhedens præstation.

Det eneste alvorligt utilfredsstillende, man kan komme i tanke om, er savnet af et navneregister.

Så havde man for eksempel kunnet slå Fridolin Mann op, Thomas Manns elskede barnebarn (»min sidste kærlighed« kaldte han Frido), som var model til Nepomuk, hovedpersonens nevø i Doktor Faustus, et uskyldigt, engleagtigt barn, som Satan lægger sin klamme hånd på og påfører en grufuld død.

Manns musikalske gener var ikke sådan at standse. Men hvad der var samlet og ordnet, om end stramt, i ham, blev spredt og dissonant hos hans efterkommere.

Datteren Elisabeth ville i mange år uddanne sig til koncertpianist, hvad der ikke var gratis, indtil hun omsider kom på andre tanker. Bl.a. mente hun at kunne lære hunde at spille på klaver!

Hendes bror Michael – Fridos far – blev ligefrem kaldt der Musikersohn og fik som bratschist en betydelig karriere, inden han også sadlede om – dog ikke for at lære hunde at spille på bratsch, men for at blive litteraturprofessor og skrive bøger om sin far!

Mann-dynastiets neuroser

Om den alle dage overspændte og ubeherskede Musikersohns død i en alder af 57 år var et selvmord eller skyldtes en tilfældig overdosis, står ikke sønnen Frido klart (Elisabeth var derimod ikke i tvivl!).

Frido mistede kontakten med sine forældre, der bogstavelig talt afskrev ham allerede, da han var barn, og fik ham anbragt alle mulige andre steder end hjemme hos dem selv.

Han bor i Göttingen i dag og er en ældre herre på 76, der foruden psykiatri og teologi har studeret, hvad mon? – Musikvidenskab! – samt skrevet romaner.

Frido var syv år, da Doktor Faustus udkom, og han var stærkt desorienteret og plaget af hele tys-tys-stemningen i det californiske forfattermiljø omkring hans skrækkelige ’rolle’ i den sensationelle roman. Den vidste han intet konkret om, indtil han som 13-årig i bedstefaderens bibliotek faldt over den gamles bog om Faust-romanens tilblivelse. Her var pudlens kerne!

Den forgudede Frido følte i øvrigt til sin skuffelse, at bedstefaderen snart tabte interessen for ham. Han var femten, da ’Opapale’, som han kaldte sin bedstefar, døde.

Jawohl – Mann-dynastiets neuroser blomstrer endnu i bedste velgående. Men det er en anden historie.

Niels Bille Hansen: Thomas Mann og musikken. Museum Tusculanums Forlag. 316 sider. 298 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu