Læsetid: 7 min.

Én tids oprør er en anden tids konvention

Den nye Heartland Festival lykkedes i første hug som naturskøn og høvisk skærsommernatsdrøm. Dog ikke uden musikalske mislyde eller akavet stemningsløse koncerter, hvor musikken egentlig bare var lydspor til en tur i det grønne
Heartland Festival byder på et behageligt varieret musikudvalg uden anstødeligheder, men ved et for lavt kvalitetsniveau. Men det får amerikanske Low heldigvis kompenseret for, fordi deres kunst trives på en høj grad af indre og ofte også ydre dissonans.

Heartland Festival byder på et behageligt varieret musikudvalg uden anstødeligheder, men ved et for lavt kvalitetsniveau. Men det får amerikanske Low heldigvis kompenseret for, fordi deres kunst trives på en høj grad af indre og ofte også ydre dissonans.

Per Lange / Ritzau Scanpix

14. juni 2016

Rammerne kan sætte tonen i folkets adfærd, og det er kammertonen, der bliver anslået på Heartland Festival lidt uden for Kværndrup, nord for Svendborg på Fyn. I de aristokratiske rammer i haven omkring Egeskov Slot træder man med vare.

Man taler dæmpet. Man skodder sine cigaretter i de dertil indrettede sandspande. Der hænger lysekroner i alleerne. Jakkesæt og stilethæle promenerer. Du kan få vinmenu i et spisetelt. Og kronprinseparret kommer naturligvis forbi.

Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig Bille og hans hustru har åbnet deres hjem – eller mere specifikt deres elegant tegnede og prunkløst manicurerede Engelske Have og dele af Renæssancehaven – for festivalfolket, og det er hm... Scenisk. Idyllisk. Virkelig smukt.

Haven er blandt Europas smukkeste, får jeg at vide. Jeg nikker henført. Slottet anses for det bedst bevarede renæssance-vandslot i Europa, læser jeg nu, mens dette skrives. Fra Wikipedia kan jeg videreformidle at det er designet, så den opsætsige pøbel ikke kan indtage det. Ej heller denne weekend. Der er voldgrav, skydeskår og – min personlige favorit – hullerne hvorigennem man kan hælde kogende olie og således friturestege folket.

Det var ikke dét rockmusikken i sit udspring havde forventet at blive omfavnet af. Rocken handlede revolte mod forældregenerationens bornerte strambuks og siden mod de politiske magtstrukturer. Det var heller ikke den form for socialisering – i stiv flip og under høvisk passiar – som den elektroniske musikkultur trippede på dengang i 90'erne, hvor man høj på ecstacy, glowsticks og kropsmusik opfandt rave-kulturen. Og hiphoppen blev heller ikke just født som soundtrack til en boutique-festival i en renæssancehave.

Det skal virkelig ikke ligge hverken genrer, kulturer eller Heartland Festival til last at tidligere så rebelske og gadenære udtryk nu formidles omkring et af symbolerne på klasseinddeling, finkultur og eksklusion i det danske samfund.

Blot står det denne lørdag tindrende klart at én tids oprør er en anden tids konvention.

Man bliver helt forfjamsket i Egeskov Slots omgivelser. Dundrende underdressed dér under den smukt oplyste blodbøg placeret så perfekt på skråningen ned mod den største af de to musikscener. Der er lys i slottet og gæster på balkonerne, mens vi mindes om at vi stadig er pøbel.

For der er selvfølgelig ikke adgang til ballet, Askepot. Hvordan kunne du dog tro dét? Og dog. Hvis du står i kø kan du entrere Riddersalen og lægge dig på puder og nyde Brian Enos lydinstallation baseret på hans seneste album The Ship. En meditation over menneskets fluktuation mellem paranoia og hybris, over vores tro på at vi står over naturen.

I dunkel belysning, henslængt på store puder kan man nyde The Ship i sin egentlige form: Som et ambient, omsluttende multikanal-værk. Det summer fra et væld af forskellige højtalere, fra billige kasser over guitarforstærkere til high end-udstyr. En livmoder af lyd opstår, men den punkteres også af en række overvældende orkesterudbrud og diskantede nålestik, der synes at materialisere sig langt væk fra højtalerne, direkte i ens hjernebark. Det kan anbefales at besøge Enos installation nu hvor den er ankommet til Charlottenborg i hovedstaden.

Den visionære engelske tænker, producer og selverklærede ikke-musiker er også trækplastret i det røde Talks Tent, i samtale med den danske arkitekt Bjarke Ingels og med Kristian Leth som moderator. Det bliver en filosofisk snak om kunstens og kulturens betydning for menneskeheden og om vores kapacitet for forandring – under overskriften "Instruments of Change."

Brian Eno påpeger at videnskaben fortæller os at den menneskelige hjerne er skrumpet 15% i størrelse på 20.000 år – en lynende hurtig slankekur set i evolutionært perspektiv. Eno mener, at det skyldes, at vi er i stand til at lagre og dele lærdom og således fordele et væld kompetencer ud over et væld af mennesker.

"Hvis du tænker på for 20.000 år siden, så var du nødt til at være et komplet individ. Du var nødt til at kunne fange mad, forberede mad, forsvare dig selv, du var nødt til at skulle kunne alt muligt. I dag kan du tillade dig at være en forbandet musiker."

Der er latter i salen.

"Men jeg låner alle andre hjerner. Så selvom min personlige hjerne er mindre end for 20.000 år siden, så er min kollektive hjerne enorm. Så en af de ting, jeg tror, kultur gør, er på en eller anden måde at træne den kollektive hjerne. Det er den samtale, som den kollektive hjerne har."

Bjarke Ingels supplerer med at han kan lide ideen om et "...pragmatisk Utopi, hvor du forsøger at forestille dig verden, som du ønsker at den var. Og så forsøger du bogstavelig talt at bygge den."

Klapsalver igen.

Eno istemmer, at hans plader i den skelsættende Ambient-serie foregik under samme præfigurative politik: "De kom ud af en projektion af fremtiden, som jeg håbede at skabe ved at bygge nogle af de objekter, der hørte til i denne fremtid. Jeg tænkte, at hvis du placerer disse objekter, så vil den begynde at vokse omkring den – selvom resten af fremtiden, ikke eksisterede."

Den vidt forgrenende og på menneskehedens vegne overvejende optimistiske samtale foregår i et stopfyldt telt. Det var der angiveligt til samtlige af festivalens samtaler. Succes.

Til gengæld synes musikprogrammet af og til at blive reduceret til et soundtrack til en tur i det grønne. Og det er både det slentre- og liggegalde publikum såvel som musikbookernes skyld.

"Music Arts Talks Food," lyder festivalens varedeklaration, og det er jo noget af en mundfuld. Det er kulturelle former og udtryk, der kan kræve vidt forskellige kropsattituder, bevidsthedsniveauer, koncentrationer og ikke mindst grader af overgivelse og soberhed. Og det går hårdest ud over musikken, der af og til er reduceret til lydspor til frokost i det grønne. Noget Eno givetvis ville sætte pris på, men som meget af musikken ikke er designet til.

For eksempel ikke den tyndt besøgte Mercury Rev-koncert, der så bare heller ikke fortjener meget opmærksomhed alt som det engang så ophidsende band er sunket ned i en hul gestik, en slags buldrende og hvinende støjudgave af U2. Endda med dårlig lyd over anlægget.

Norske Susanne Sundfør er heller ikke det mest ophidsende man kan finde i disse dage, hvor hun har søgt mod mere banale synthpop-kærlighedssange. Og hvad et brakvandshymnisk band som britiske Editors – som jeg dog ikke får hørt denne lørdag – laver i programmet, dét går over min forstand.

Det går bedre for danske Blaue Blume tidligere på dagen, som synes at have vækstpotentiale i deres tindrende drømmepop, hvis bare de fokuserer mere på brudfladerne og modhagerne i musikken – noget som bedst bliver eksemplificeret, da de til sidst spiller en sang på dansk. Fordi modersmålet sætter sig en kende på tværs i deres univers.

Hvilket leder mig frem til Anne Linnet og hendes bands koncert lørdag aften. Smart placeret tæt på skumringen, hvor de danske hjerter svulmer stærkest af sommerlig fædrelandskærlighed (Love Shop spillede nogenlunde samtidig, en time senere dagen før).

Der er op til flere læderbukseklædte musikere på scenen, og det lykkes i passager Linnet & Co. at spille sig til en hæderlig, men på ingen måde tindrende genopførsel af fordums 80'er-storhed, ikke mindst under "Venus" og "Glor På Vinduer." Stift, hvidt rockfunky som i de gode gamle dage.

Heartland byder på et behageligt varieret musikudvalg uden anstødeligheder, men ved et for lavt kvalitetsniveau. Noget som amerikanske Low heldigvis får kompenseret for, fordi deres kunst trives på en høj grad af indre og ofte også ydre dissonans. Bassisten Steve Garrington og det syngende mormonægtepar Mimi Parker (trommer) og Alan Sparhawk (elguitar) bliver ved at være et urovækkende bekendtskab og et umage outfit. Parker ligner en housewife fra Midtvesten til begravelse, mens Sparhawk ligner en alfons fra Las Vegas i 70'erne.

Deres sange er langsomme og af minimalt tilsnit, men med en ulmende brutalitet, en pludseligt blussende vrede og en underspillet, men stærkt flosset skønhed. Sparhawks stadig mere indædt krukkede adfærd får en til at tvivle på hans mentale førlighed, og det holder en fanget, fordi det føles som om det hele kan ramle når som helst.

Og hvis ikke du vil tage mine ord for gode varer (det er helt ok!), så tag Brian Enos i stedet: "De har tydeligvis noget, som du kun finder i rockmusik. Hvor folk der gør noget ikke særlig godt af og til ender med at skabe noget virkelig smukt. Det er et virkeligt mysterium. Det sker ikke i klassisk musik overhovedet."

På vej til festivalen, på toget mod Kværndrup Station passerer man Ringe – byen der husede Midtfyns Festivalen indtil den måtte lukke og slukke i 2004 og efterlod et vakuum på øen. I mellemtiden er Fyn kommet i gear igen.

Om små to uger er der Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense. Dén festival appellerer til et bredspektret festfolk, til bakkanalets ryttere, mens Heartland Festival går efter feinschmeckere af især indie-observansen med en klar slagside mod hipster-segmentet. Med hang til økomad og kropspleje.

Der er yoga og dyr mad leveret af folk fra Falsled Kro og Kong Hans. På et større børneområde kan de grånende indie-elskere parkere deres børn, mens de hører musik fra deres ungdom.

Jeg havde flere spørgsmål på vej i toget til Kværndrup.

1. Ville hele det nye Vesterbro være der?

2. Hvordan funkede logistikken?

3. Ville det være et umage mix af wellness og ølkultur?

4. Og må man tisse opad et slot?

Svarene blev:

1. Godt og vel.

2. Som smurt.

3. Nej, det handlede helt klart mest om wellness.

Og 4. Det virkede upassende overhovedet at forsøge. For det er en civiliseret masse, der betræder grevens hektarer. Og en ret så homogen masse, dog med en betragtelig aldersspredning. Der er ikke nogen bønder andet end måske storbønder, ej heller nogle indvandrere. Eller flaskesamlere.

Vi er til en skærsommernatsdrøm i et ellers stort set svundet Danmark svangert med gamle penge. Og med 5500 besøgende fredag og 6000 lørdag er Heartland en publikumsmæssig succes. Nu skal der bare strammes op i musikprogrammet.

Heartland Festival, Kværndrup, Fyn – Lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu