Læsetid: 5 min.

’Tinas følelser for Jimmy Jr. og hans lille vippende numse er en drivkraft i livet’

Ikke et ondt ord om ’The Simpsons’, ’Family Guy’ eller ’American Dad’. Men af alle tegnede sitcomfamilier er familien Belcher fra ’Bob’s Burgers’ den sødeste
17. juni 2016

Hver dag skriver Bob Belcher navnet på dagens burger op på en tavle. Hans restaurant, Bob’s Burgers, er omdrejningspunktet for den amerikanske tegnede sitcom af samme navn.

Hverken Bob eller seriens ophavsmænd Loren Bouchard og Jim Dauterive er bange for ordspil, og dagens burgere har navne som »Olive and let die« og »Lettuce Ketchup«.

Burgerrestauranten ligger ved siden af et krematorium (den oprindelige idé var, at serien skulle handle om kannibalisme) og en bygning, der i hvert afsnit huser en ny forretning. Det kan være en afvænningsklinik ved navn »Meth I Can!« Eller en skobutik for store damestørrelser ved navn »Toe-tanic«. Her bor og arbejder Bob med sin kone Linda og deres tre børn.

Når Linda dør, vil hun i øvrigt gerne brændes og have sin aske spredt i Tom Sellecks ansigt. Det syntes jeg lige, jeg ville nævne som et eksempel på seriens sjovhed.

Kunsten at jamre

Til animerede figurer hører animerede og overdrevne stemmer. Sådan er det, og det kan gøre afsnit af en ellers godt skrevet serie som South Park svære at komme igennem for mine sarte ører.

Med Bob’s Burgers har jeg det anderledes. Stemmernes kendetegn er vildt overdrevne, men stemmeføringen er slet ikke så flad og enstrenget, som den er i mange andre tegnede sitcoms.

H. John Benjamin, der lægger let nasal stemme til Bob Belcher, er i stand til at få restauratøren, ægtemanden og familiefaren til at lyde maksimalt resigneret og minimalt fordømmende på en gang, når han i forskellige variationer leverer replikken »I er mine børn, og jeg elsker jer, men I er alle sammen forfærdelige til det, I gør, og jeg ville fyre jer, hvis jeg kunne.«

For nok betragter Bob sine børn som fiaskoer, men deres fiaskoer er bare forlængelser af hans egen, så hvem er han til at rynke brynene. I stedet ryger brynene op i panden i et evigt, let opgivende udtryk.

Lindas stemme spilles af John Robert, der i den medhjælpende hustru, selvstændige kvinde og kærlige, lidt flyvske mor har fundet et formål til den stemme, han ellers efter sigende bruger til at parodiere sin egen gamle mor.

Selvom man efter pilot-afsnittet valgte at ændre det ældste barns køn fra en 13-årig dreng til en 13-årig pige, har man beholdt Dan Mints dybe røst, som virkelig kan indeholde megen bekymring og jammer. Deciderede catchphrases har hun ingen af, hendes signatur-udsagn er en monoton jamren, der udløses af snart sagt enhver form for modgang. Noget af en præmiejammer, skulle jeg mene.

Derudover byder Bob’s Burgers på en flot kavalkade af måder at tale på. Tinas flamme, Jimmy Jr., læsper som havde han munden fuld af tandbøjler og elastikker, mens stamkunden Teddys snøvlen lyder som om, den kommer fra den anden side af drøblen.

Burgerfars venneforelskelser

Bob står bag disken fra tidlig morgen til tidlig aften. Det meste af tiden venter han på kunder. En gang i mellem vender han en burger. Det kan man godt blive lidt socialt understimuleret af.

Heldigvis er en af seriens hyppigste igangsættere af handling, at en ny eller gammel ven melder sig på banen. Peter Griffin fra Family Guy, Homer Simpson og alle de andre bøvede familiefædre fra tegnede og spillede sitcoms har også venner, der kan sætte gang i den den ældgamle sitcomkonflikt: have det sjovt eller blive hjemme hos familien. Og det er da også meget sjovt at se på nogle gange.

Men jeg kan ikke mindes, at jeg har set nogen tegnet (eller i det hele taget fiktiv) karakter med Bob Belchers anlæg for akut venneforelskelse. Stamkunden Teddy tilbringer så mange timer af dagen som muligt lige på den anden side af disken, og han er så klar til at erklære evigt og ubrydeligt bedstevenskab.

Det er bare sjældent sådan det går (selvom Linda i et misforstået forsøg på at bakke op om en god relation beskriver venskabet i en sang, her frit oversat: »Han ligger på din sofa, når han mister sit job / han bliver truet med en kniv, og du springer op / du får den stukket lige i maven, plop! / Og han holder dig i hånden, til ambulancen dukker op«).

Linda bakker i det hele taget gerne op og hjælper Bob til at forstå, når han skal skrue ned for sin flagrende forfjamskede velvilje, første gang han har en ny vennemulighed på besøg.

En af genistregerne ved Bob’s Burgers er, at karaktererne føler deres følelser for fuld udblæsning, og de hører ikke et ondt ord for det. »Du stråler! Er du gravid?« spørger Bobs familiemedlemmer, da hans gamle ven fra high school lige har ringet.

Warren Fitzgerald var fyren, alle så op til, fortæller Bob. Nu er han rig, har lige solgt alle sine virksomheder og vil gerne genoptage forbindelsen med sin gamle ven. Warren har smagt japanske burgere med foie gras og bladguld serveret indeni et hologram, men han kan heldigvis også lide Bobs burgere, lige som de er.

Restauranten derimod, den mangler tiltrækningskraft. Med et snuptag af en check gør han sig til forretningspartner og begynder at fylde burgerbaren med tropekitsch. »Destinationen er dine burgere,« forklarer han. »Restauranten er rejsen derhen.« Bob er ikke glad.

Restauranten havde allerede et glimrende tema. Temaet var restaurant. Det kommer til en konfrontation, og prøv selv at gætte, om ikke afsnittets pointe er, at det i selveste Warren Fitzgeralds øjne var Bob, de alle sammen så op til dengang i high school.

Pubertetsikon

Teenagedatteren Tina Belcher er ikke mindre følsom end sin far. Hun er muligvis lidt mindre skamfuld og deler det gerne med sine omgivelser, hvis hendes skridt klør, eller hvis hendes ulmende seksualitet er begyndt at blande sig i hendes zombiefilminspirerede mareridt, så hun i søvne snaver zombier i vildskab.

Tinas følelser for Jimmy Jr. og hans lille vippende numse er en drivkraft i livet. Han er i øvrigt søn af Bobs nemesis, pizzeriaejeren Jimmy Pesto på den anden side af vejen. Bob hader hans dumme mad og mange kunder, og Jimmy Pesto elsker at håne og udstille Bob, når han f.eks. ved et uheld bliver klistret fast til toiletsædet, som det sker i afsnit nr. 100.

I et af de mere opbyggelige afsnit fra 6. sæson, The Hormone-iums, er Tina nået til en skillevej i sin karriere som sanger i skolens sanggruppe The Hormone-iums, som med sang og dans oplyser om pubertet.

Efter at have stået i baggrunden til hitnumre som »Hair! Where? There!« Får hun muligheden for at blive fast solist, hvis hun tager rollen som den inkarnerede og – skal det forestille – dødsens farlige kyssesyge på sig. Men Tina Belcher har alt for megen integritet til at synge linjerne »there’s nothing you’re missing / if you’re not kissing«.

’Bob’s Burgers’ kan ses på amerikansk Netflix. Opskrifter på dagens burger kan findes på thebobsburgerexperiment.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu