Læsetid: 5 min.

Tro, håb og kærlighed

På trods af en sætliste, der kunne have været bedre, hev Bruce Springsteen og hans veloplagte E Street Band den hjem på point ved hjælp af spilleglæde, generøsitet og kærlighed til folket i Parken i onsdags
24. juni 2016

Jeg havde en halv time før koncertstart smidt min røv i plasticsædet i presselogen på den halvbillige langside, da en ven sms’ede mig. »Kommer du ikke ned i pitten?« stod der, »her er stadig plads!«

Fra min udkigspost kunne jeg se, at han havde ret, og jeg lettede mit af alder, dårlige vaner, besynderlige kostplaner og almindelig mangel på omtanke lettere ramponerede korpus op fra plasticstolen og drog ud på stadion for til sidst smertefrit at blive sluset ind på pitten, dvs. det særligt afgrænsede område oppe foran scenen, som hardcore fans kan købe billet til.

Og det kom jeg ikke til at fortryde et sekund, tværtimod var det med til at gøre denne aften til noget ganske særligt.

Det er almindeligt kendt, at Parken ikke er bygget til musik, men fodbold, den der sportsgren, hvor 22 voksne mænd drøner rundt på grønsværen og sparker det bedste, de har lært til en læderbold, mens det betalende publikum af den ene eller den anden grund går bananer, når de ikke sviner hinanden eftertrykkeligt.

Stadionet er ganske givet udmærket til denne sport, som jeg ingen forstand har på, men det er til gengæld dybt problematisk, hvad angår akustik.

Næsten lige meget hvad arrangører og crew gør, er der altid steder, hvor den højt klingende musik lyder skrækkeligt. Bl.a. i presselogen, der jo er bygget med henblik på sportskommentatorers udsyn og ikke de sarte ører på æstetisk anlagte sjæle som Deres udsendte.

At få mulighed for at opleve Bruce Springsteen og hans otte mand (Patti Scialfa aka fru Springsteen var ikke med denne gang) store orkester fra pitten skulle vise sig at være det smarteste move længe i min blakkede karriere.

På trods af, at det er svært at holde øjnene fra nærbillederne af aktørerne på de tre enorme videoskærme, der er sat op til lejligheden, gav det faktisk én mulighed for at følge med i såvel det musikalske som menneskelige samspil på scenen.

Guderne skal vide, at en Springsteen-koncert er nogenlunde lige så ritualiseret som en gudstjeneste, men uendeligt meget mere fascinerende at følge. Så når hovedpersonen i et væk farer rundt ude blandt publikum og trykker hænder og krammer, er det sikkert som amen i kirken, at det gør han hver aften på denne turné.

Og når han hiver en fan op for at synge et vers af »Waiting on a Sunny Day« eller til »Glory Days« danser med en jævnaldrende kvindelig fan (han er 66), er det ikke første eller sidste gang, men det fungerer, for helvede, hvor det fungerer.

Jeg blev i hvert fald lykkelig (jo!) af at se ham i aktion, denne utrættelige indpisker, som skabt af spilleglæde og generøsitet og urokkelig i sin tro på rockmusikkens helende egenskaber og potentiale som instrument til forandring.

Han er en af de få politiske kunstnere, hvor troværdighed aldrig kommer på tale. Han tror på det. Og mener det. Så kan man take eller leave it. Jeg tager det!

Og var lyden måske ikke ligefrem god i pitten, var den helt sikkert acceptabel, og dermed løfter sådan en oplevelse sig sgu en meter eller to.

Derfor er jeg fuld af forståelse for, at der blandt de mange publikummer givetvis har været en del, der ikke fandt lyden i Parken god (det er den sjældent), men for én gangs skyld blev det ikke det væsentligste element for yours truly, som derfor kom derfra med en god oplevelse. Og efter over tre timers musiceren, nogle meget trætte ben!

Mindre vingefang

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der for Springsteen og undertegnede var tale om en ganske særlig aften, en slags jubilæum, om De vil.

Thi for 35 år siden havde vi vores første rendezvous ude i betonsiloen i Brøndby, pudsigt nok på en turné, der ligesom den nuværende kaldtes The River Tour! Dengang var dobbeltalbummet The River lige landet og havde med sangen »Hungry Heart« stået fadder til et så massivt hit, at jeg stadig er en smule træt af det.

The River er det måske mest spraglede og partyorienterede album i Springsteens karriere, og det lagde samtidig grunden til det massive gennembrud, der fulgte fire år senere med Born in the U.S.A.

Desværre var det også her, han valgte at indskrænke sig kompositorisk til melodisk sparsomme treakkorders-sange (selv om teksterne som regel holder!) til forskel fra det melodiske vingefang, han havde udvist i 1970’erne, stadig min favorit-Springsteen-æra.

Albummet betød kulminationen på undertegnedes mani med manden, og det er ingen overdrivelse at kalde kraftpræstationen i Brøndby for både skelsættende og uforglemmelig

. 30 numre og en spilletid på tre og en halv time, vi havde aldrig oplevet noget lignende og vaklede derfra på en og samme tid udmattede og opløftede.

Indgyder håb

Én ting er en Springsteen-lp, noget ganske andet er manden selv i levende live og for fuld udblæsning. For denne kunstner er der ikke noget, der hedder en dårlig dag på kontoret, han leverer hver gang, og kun sætlisten (og lyden!) afgør, om det bliver godt eller sublimt. Og onsdag aften i Parken lander lige et sted imellem de to.

Sætlisten kunne have været bedre, men ikke indsatsen! Da holdet gik på scenen kvart over otte og satte i med »Out in the Streets«, så vor mand fra New Jersey træt og slidt ud, og jeg tænkte, »Fuck, han er jo ved at miste stemmen.«

Da han over tre timer senere sveddryppende afsluttede festlighederne med en akustisk soloudgave af »Thunder Road« (ikke bare hans bedste sang, men én af verdens bedste overhovedet!), var stemmen intakt, og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at smile.

Bag mig siger en kvinde til sin mand efter den sublime afslutning: »Undskyld, skat, men jeg tror, at jeg elsker ham.« Han svarer: »Det er helt i orden. Det gør jeg også.«

Og lige der elsker jeg også denne Bruce Springsteen. Han har endnu en gang formået at indgyde mig håb på menneskehedens vegne og tro på fremtiden. Hvordan fanden han så bærer sig ad.

Bruce Springsteen & The E Street Band, Parken, Kbh., onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu