Læsetid: 5 min.

Ulven kommer, skreg drengen – og skabte dermed litteraturen

Litteratur, det er at lyve og dermed åbne adgang til en anden, en større verden, siger Vladimir Nabokov i sine læseværdige essays
Gennem hele ’Ulven kommer’ mærkes den ægte læsers glæde ved sand litteratur.

Ullstein Bild

11. juni 2016

Blandt de mange russiske kulturpersonligheder, der af Oktoberrevolutionen blev drevet ud på rejser, som aldrig fik en ende, var lyrikeren, romanforfatteren, sommerfugleeksperten og skakentusiasten Vladimir Nabokov, hvis billet til verdensberømmelsens udødelighed ironisk nok blev romanen (og siden Kubrick-filmen) Lolita.

Bag denne skandalesucces gemte sig en forfinet intellektuel, en sensibel kunstner, en nådesløs grinebider, en fremragende, detaljeopmærksom litteraturlæser og en skarp iagttager af menneskenes dårskab, særlig vores svaghed for den uretfærdigt opreklamerede ’sunde’ fornuft og vores evige tilbøjelighed til at hylde det poppede, overfladiske, nemme.

Efter årtiers udlændighed (England, Tyskland, Frankrig), hvorunder han først skrev digte og siden den ene roman efter den anden, kom han i 1940 til USA og havde gennem næsten to årtier sit virke som professor i russisk litteratur.

Sine dage endte han i Montreux i Schweiz med udsigt dels til Alperne, dels til en fremtid i skyggen af Lolita-komplekset.

Alment, russisk, personligt

Fra denne periode hidrører hovedparten af de (omhyggeligt skrevne) interviews, som forfatteren Henrik G. Poulsen har samlet og oversat til tredje og sidste del af essayudvalget Ulven kommer. Første del udgøres af personlige refleksioner over læsning og oversættelse af litteratur, anden del rummer portrætter af russiske klassikere.

Gennem hele bogen mærkes den ægte læsers glæde ved sand litteratur. Den gode læsers vigtigste værktøj er ifølge Nabokov distanceret fantasi og kunstnerisk begejstring, og begge dele praktiserer han gennem en form for læsning, der bygger på »evnen til at undre sig over småting«. Samtidig bekender han sig dog også til detaljernes diametrale modsætning, værkhelheden, og begræder, at bevidstheden hele tiden er nødt til at lukke noget ude:

»Hvis bevidstheden var ideelt indrettet, og hvis en bog kunne læses på samme måde, som man med øjet opfatter et maleri, det vil sige uden at bekymre sig om at flytte blikket fra venstre til højre, og uden de absurditeter, der kaldes begyndelse og slutning, ville det være den perfekte måde at opleve en roman på, for det var sådan, forfatteren så den for sig i det øjeblik, den blev undfanget.«

Hertil er dog at bemærke, at Nabokov i sine egne læsninger ofte kan være en fæl pedant, som hellere vil levere spøjse og spidsfindige fodnoter til litteratur end netop forpligte sig på helheden i en forfatters værk. Men man må indrømme, at han formår at reklamere for sin metode:

»Litteratur skal tages og brækkes i stykker, trækkes af led, knuses – da vil dens vidunderlige duft kunne sanses i håndfladerne, den vil blive gnasket på og frydefuldt trillet rundt på tungen. Da, og først da, vil dens udsøgte velsmag i sandhed kunne værdsættes, og de brudte og knuste dele vil atter samle sig i ens sind og frembyde en helstøbt skønhed, som man selv har bidraget til med noget af sit hjerteblod.«

Hvor smukt – og igen i grel modsætning til Nabokovs læsepraksis i det essay, der her citeres, og hvor Dostojevskij affærdiges som dyrker af det sentimentale, defineret som »ikkekunstnerisk overdrivelse af velkendte følelser med det formål automatisk at fremkalde en traditionel medfølelse hos læseren!«

Tolstoj som vor tids helt

Nabokovs største helte i 1800-tallets russiske prosa er Tolstoj, Gogol, Tjekhov og Turgenjev. Om den første i kongerækken, mesteren over dem alle, siger han helt rigtigt, at kunstneren i ham til stadighed stredes med prædikanten, den store introverte kæmpede imod den robust ekstroverte.

Men fordi Tolstoj forblev så tro imod sin kunst, sin stil, får man ved læsningen af ham den mærkelige fornemmelse, at hans roman ligesom »skriver sig selv, produceres af sit eget stof, af sit emne, ikke af noget bestemt menneske, som flytter sin pen fra venstre til højre og så vender tilbage og stryger et ord og kradser sig i skægget og overvejer.«

Det er en fin og indlevet indkredsning af det paradoks ved stor litteratur, at vi gennem den på én gang kommer umådelig tæt på et andet menneske og samtidig forbliver frie, frie til at fordybe os i sproget og tage del i kunstens »guddommelige leg«.

Den bedste del af en kunstners biografi er, hævder Nabokov, ikke fortegnelsen over begivenhederne i hans liv, men historien om hans stil. Selv forbliver han da også yderst karrig med private udkrængninger. Men én får man – og hvilken! Nemlig det kapitel fra erindringsbogen Speak, Memory, hvor den modne forfatter ser tilbage på den sommerdag i 1914, da han pludselig skrev sit første digt og straks vidste, at det var et rigtigt digt.

Kapitlet findes også oversat (og formentlig bedre) i Peter Nørgaards og Morten Piils fordanskning, senest udsendt som Sig frem, erindring i 2014. Men Henrik G. Poulsen har altså ikke kunnet dy sig for selv at gøre forsøget, og hvor man forstår ham! For nok er Nabokovs engelsk ret svært og fyldt med lumske semantiske fælder, men hvis man giver sig rigelig tid, åbner det en hel verden af visdom og vid.

Tvivlsomt ungdomsidol

Tillad mig en autobiografisk ekskurs. For små halvtreds år siden, da jeg var 15-16 år og gerne slugte en bog om dagen, kastede jeg min appetit på netop Nabokov.

Jeg læste Latter i mørket (russisk 1934, på engelsk i 1938). Invitation til skafottet (1936, på engelsk i 1959), naturligvis også Lolita (1955), men siden hen og med langt større fornøjelse skakromanen Forsvaret (1930) og mesterværket Fortvivlelse (1936).

Senere fik jeg en hel masse andre litterære idoler, og jeg må ærligt indrømme, at blandt de femten af hans titler, som pryder reolen, står et par stykker stadig, mere end fyrre år efter, ulæste hen.

Men ved læsningen af Nabokovs essays genfandt jeg fryden fra dengang, fornøjelsen ved at være i lysende intelligent selskab og fascinationen ved den skarpe, den præcist rammende formulering. Selv om jeg godt kan se, at jeg burde have valgt mig en mere tilgængelig yndlingsforfatter, føler jeg en stor taknemmelighed over for Nabokovs omhyggeligt pointerende skrift.

Lad så være, at han ind imellem forfalder til krukkeri og indforstået arrogance og dyrker den nemme forenkling, når han hævder, at ligesom 1800-tallets russiske forfattere kom i klemme mellem på den ene side regeringscensuren og på den anden side tidens radikale kritikere og således blot havde valget mellem at være magthavernes og massernes tjenere, sådan klemtes også sovjetforfatterne fra 1930’erne og frem, endda langt ud over det såkaldte ’tøbrud’.

Her glemmer den eksilerede, bitre, at fortællekunsten altid har kunnet finde sine egne veje, også i Sovjetstaten. Dog, det er en detalje, som man gerne skriver på emigrationens regning.

Hvad jeg derimod absolut ikke kan forlige mig med, er, at Tiderne Skifter ikke har gidet ofre en redaktionel finpudsning og en grundig korrektur på Nabokovs essays.

Direkte utilgiveligt er det derudover, at forlaget hverken på omslaget eller på den medfølgende vaskeseddel har haft åndsnærværelse og pietetsfølelse nok til at anføre, at oversætteren døde for snart to år siden. Et faktum, der trods alt ville gøre det noget lettere for de fleste læsere at bære over med unøjagtighederne og de skævt formidlede, særlige engelske udtryk.

Vladimir Nabokov: 'Ulven kommer'
Udvalgt og oversat af Henrik G. Poulsen (1938-2014)
Tiderne Skifter
202 sider
299 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu