Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Underfundig, underspillet og uundværlig

Paul Simons første udspil i seks år er rytmisk spændstigt, melodisk sikkert og på tekstsiden spørgende, søgende og livsklogt. Det er ikke til at høre, at manden er 74. Eller det er det måske netop
Kultur
3. juni 2016
Paul Simon er aktuel med ’Stranger to Stranger’, der ikke umiddelbart indynder sig hos lytteren, men til gengæld afslører den sig ved gentagne afspilninger som et endog særdeles sofistikeret trip

Paul Simon er aktuel med ’Stranger to Stranger’, der ikke umiddelbart indynder sig hos lytteren, men til gengæld afslører den sig ved gentagne afspilninger som et endog særdeles sofistikeret trip

Douglas Healey

Det er nogle kunstneres lod at være med til at definere deres tid med et eller flere værker, som fanger eller ligefrem definerer den der flygtige størrelse, vi kalder tidsånd. Og rigtig mange kan have svært ved at få eller give sig selv lov til at bevæge sig udover denne måske magiske, måske trælse periode i deres karriere.

Der kan dog ske det paradoksale, at bliver kunstneren ved længe nok i samme rille, kommer vedkommende på mode igen, når konjunkturerne skifter og det, der var in i forgårs og yt i går, bliver hot igen i dag. Men flertallet henvises til at hæge om deres femten minutters berømmelse.

Det er således ganske vist, at duoen Simon & Garfunkel var med til at definere 1960’ernes modkultur, selv om de ikke var oplagte rebeller. Efter en ydmyg start med udgangspunkt i neofolk udviklede duoen sig til nogle af tidens mere avancerede klangarkitekter via en håndfuld perfektionistisk producerede lp’er, der solgtes i vognlæs.

Fra gennembruddet i 1965 med sangen »The Sound of Silence« (nu atter at finde på hitlisterne i skrækkelige Disturbed’s skrækkelige version) til afskedssalutten »Bridge Over Troubled Waters« fem år senere var deres musik og gennemarbejdede albummer en uadskillelig del af tidens store opbrud. At det så også som visse kritikere har påpeget var en anelse sterilt i al sin perfektionisme er der en snert sandhed i. Svedigt kan man ikke kalde det.

Arbejdsdelingen var fra starten klar – Paul Simon skrev de litterært anlagte/eksistentielt kredsende tekster og komponerede den stedse mere harmonisk sofistikerede musik, sang og spillede en forrygende guitar, mens Art Garfunkel tog sig af de avancerede harmonier og sang for med sin klokkerene tenor, når materialet krævede det.

Sjældent har to stemmer klædt og suppleret hinanden så godt som i tilfældet Simon & Garfunkel. Det var en klang, det var saliggørende at føle sig melankolsk, forladt og speciel til. Eller som en amerikansk kritiker lidt ondskabsfuldt skrev, skabte de »lydsporet til universitetssøgende middelklasseunges kvababbelser«.

Behageligt i baggrunden

Fra begyndelsen udviste Simon en kompositorisk flair, der udmøntede sig i nogen af periodens mest mindeværdige melodier, hvilket betød, at duoens appel ligesom The Beatles ikke var begrænset til dens egen aldersgruppe, tværtimod nåede den vidt omkring, og gud og hvermand indsang da også Simons sange.

Dette medførte flak fra den psykedeliske epokes talsmænd, på samme måde som det, at Simons tekster i høj grad kredsede om individets følelse af isolation og fremmedgørelse fremfor fællesskab, frigørelse og oprør, gav anledning til kritik.

Ikke at det hindrede duoen i at opnå enorm succes – eller i at gå fra hinanden, netop som deres karriere peakede, eftersom de to herrer havde (og stadig har!) et notorisk had-kærlighedsforhold kørende.

Men Paul Simon undgik at fremstå som et relikvie fra 60’erne med sine tre første sprælske soloplader, Paul Simon (1972), There Goes Rhymin’ Simon (1973) og ikke mindst mesterværket Still Crazy After All These Years, der alle nåede et stort publikum, kastede masser af hits af sig og såmænd også atter ramte tidsånden i solar plexus.

Eksemplificeret ved den selvransagelse og indadvendthed, som prægede den i 1970’ernes første halvdel så populære sanger-sangskrivegenre, hvor der blev sunget om det dybt personlige (og nogen gange private) med lavmælt røst i smagfulde omgivelser. Også selv om Simon viste sig endog særdeles fascineret af genrer som latin, jazz, reggae, gospel og dixieland, hvad der gav hans musik et rytmisk lift, man ikke normalt forbinder med genren.

Så gled Simon atter i baggrunden, før han i 1986 vakte opsigt med Graceland, hvor han for foreløbig sidste gang atter både var i sync med og i stand til at definere sin samtid. Ikke kun på grund af albummets kvalitet (det er muligvis karrierens bedste), men fordi det var indspillet i det dengang stadig raceopdelte Sydafrika.

Det kom der meget ballade ud af, men det er næppe løgn at påstå, at Simon i processen åbnede manges ører for afrikansk musik. De næste par år var han hot shit, før han endegyldigt gled i baggrunden. Hvor han stadig befinder sig, hvad der egentlig klæder ham meget godt.

Uden lir og forsiringer

I de 20 år, der er gået siden, har Simon ikke haft hits, men med fem-seks års mellemrum udgivet en ny plade uden at føje stort til indtrykket af en sympatisk aldrende sangskriver, der hæger om håndværket, men ikke synes grebet af det vilde drive.

Indtil 2011’s So Beautiful So What, i hvert fald. Her var en klædelig sitren i både materiale og udførelse, tilsat fængende verdensrytmer, Simons med årene stedse mere rytmisk ruskende guitarspil, diskret electronica og en række dynamiske og udadvendte sange om dødelighed, spiritualitet og kunsten at ældes.

Den burde måske nok have givet ham endnu et comeback, men endte med primært at glæde og vederkvæge trofaste kernefans.

Paul Simons seneste udspil, Stranger to Stranger, lægger sig musikalsk i umiddelbar forlængelse af So Beautiful So What, dvs. et fuldstændigt fedtfrit værk, hvor den gamle mester får sagt lige præcis, hvad han har på hjerte uden lir eller forsiringer, hvad der kun gør helheden så meget desto stærkere.

Trods sine 37 minutters spilletid er der tale om et substantielt værk, underfundigt og livsklogt, men også ydmygt og undrende. Den aggressivt huggende akustiske guitar ligger højt i mixet suppleret med, hvad der må kaldes verdensmusikalske rytmer og ikke mindst diskret electronica, indarbejdet på en sofistikeret og nuanceret facon.

Den italienske electronica-kunstner Clap! Clap! sætter så sikkert sit særpræg på i alt tre numre, at man egentlig godt gad høre et helt album fra de to.

Bjergtagende produktion

Når man gennemlytter Stranger to Stranger, er det slående, hvor meget fokus der er på det rytmiske og klanglige, mens den melodiske flair, der i sin tid gjorde Simon ansvarlig for en række uforglemmelige klassikere, underspilles.

Et hit som sådan er der således ikke på pladen, hvis man tænker i ’syng så med allesammen’-termer. F.eks. kunne en sang som den i øvrigt meget morsomme »The Wristband« (om en rockstjerne, der ikke kan komme ind at spille for sit publikum, fordi han har smækket sig ude fra spillestedet og ikke har adgangsbånd på!) godt have brugt et lidt bredere tonalt spektrum, men så kan man jo i stedet glæde sig over Simons sikre sangforedrag.   

Stranger to Stranger indynder sig som sagt ikke umiddelbart hos lytteren, til gengæld afslører den sig ved gentagne afspilninger som et endog særdeles sofistikeret trip. At Simon har indforskrevet den efterhånden 81-årige Roy Halee som co-producer, betyder at dennes suveræne brug af ekko og rumklang sætter sit præg på en plade, der formår at lyde som noget, der er beamet ind fra rummet uden at miste sin jordforbindelse.

I det hele taget er produktionen bjergtagende, og en tur i høretelefoner afslører en finurlig detaljerigdom, der næsten opleves som uendelig.

Bizart klingende instrumenter fra hele verden blæser ind og ud af mixet, heriblandt nogle af den berømte Harry Partchs hjemmebyggede kreationer, men også klassiske blæsere og andre gamle kendinge giver deres besyv med.

Alt sammen holdt i stram snor, trods det imponerende opbud føres der strengt opsyn med brug af virkemidler, og resultatet er en mellemgulvssugende intensitet, som delvist udlignes af Simons cool tekstforståelse. Der er sgu liv i den gamle dreng, det er der. Og det høres. Fanfuckingtastic.

Paul Simon:’Stranger to Stranger’ (Concord/Universal) Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her