Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ungdommens pligtopfyldende helte

Ingen kommer sovende til deres succes i DR3’s reportageserier ’Jeg er stadig Christopher’ og ’Nadia Nadim angriber’
Christopher gør sig i ’Jeg er stadig Christopher’ ingen illusioner om at være genial, men han er heller ikke beskeden. Han er stolt af sin indsats og vilje – og de mål, han allerede har nået i en alder af 24 år.

Christopher gør sig i ’Jeg er stadig Christopher’ ingen illusioner om at være genial, men han er heller ikke beskeden. Han er stolt af sin indsats og vilje – og de mål, han allerede har nået i en alder af 24 år.

Danmarks Radio

Kultur
3. juni 2016

Det er gode tider at interessere sig for vindermentalitet i. Man kan bare se DR3, så er den der over det hele.

Bedst som reportageserien om purunge mandlige modeller, De smukke drenge, er færdig, begynder DR’s ungdomskanal at vise to nye reportageserier om unge mennesker, der vil frem i verden og være bedst til det, de gør.

Jeg er stadig Christopher følger det guldlokkede teenageidols hårde arbejde med at være en seriøs popstjerne. Serien tager tråden op fra den to år gamle Jeg er Christopher, som skildrede ham i tiden efter bruddet med Medina og op til udgivelsen af sit andet album.

Målet var at udvide fanbasen til de lidt ældre, uden at det skulle gå ud over kernefansene. Dem skulle der være tid til at kramme, skrive autografer til og tage billeder med. Teenagepigerne skal ikke skrige forgæves. På den måde er Christopher et meget pligtopfyldende begærsobjekt.

Det har ikke ændret sig at dømme ud fra første afsnit af Jeg er stadig Christopher. Målet er nået, Christopher har opnået Justin Bieber-status i Danmark, og nu venter resten af verden.

En ener på et hold

Den dansk-afghanske fodboldspiller Nadia Nadim er ikke mindre ambitiøs. Hun vil være den bedste i verden til alt, hvad hun gør, og siden hun som 11-årig kom til et dansk asylcenter, har hun altså spillet fodbold.

Nu er Nadia Nadim 28 år, medicinstuderende, angriber på det danske kvindelandshold og hovedperson i Nadia Nadim angriber. I reportageseriens første afsnit af syv følger man hende og holdet til en træningsturnering i Portugal. Nadia Nadim er med trænerens ord »en håndfuld at have på holdet«. Individualistisk og temperamentsfuld.

Hun hader at rejse i ens holddragter og i det hele taget at gå i det samme tøj som andre. Det kan være svært at passe ind, siger hun uden dog at virke det mindste træt af sine individualistiske tilbøjeligheder. At det kan være svært, er bare noget, hun må tage højde for.

Der er nogle fine scener med landstræneren Nils Nielsen, hvor de på nøgtern vis diskuterer den ikke helt ukomplicerede disciplin at være individ i et fællesskab. Det forekommer mig at være typisk for sportsfolk at have så nøgternt og analytisk et forhold til sine egne egenskaber, uanset om der er tale om styrker eller svagheder. Nadia Nadim er i det hele taget meget nøgtern.

Christopher føler i et væk og artikulerer sine følelser som det mest naturlige i verden. Nadia Nadim er med sine egne ord »ikke sentimentalt anlagt« (det tror jeg på), men heller ikke følelseskold eller distanceret.

Hun dirrer af utilfredshed, når holdet har spillet en dårlig kamp, og råber og skriger med næven i vejret, når hun har scoret. Internt kærligt pjank med medspillerne har hun det også fint med, de skal bare helst ikke købe det samme tøj som Nadia, når de er ude at shoppe på turneringens hviledag.

Myreflittig kærnemælksdreng

Der er næppe nogen tvivl om, at Nadia Nadim kan andet og mere med en fodbold, end de fleste andre ville kunne, hvis de havde brugt det samme antal timer på at trille rundt med sådan en. Og Christopher synger uden tvivl bedre end gennemsnitsdanskeren.

Alligevel er det ikke først og fremmest talentet, der er fokus på i DR3’s aktuelle vindertypeportrætter. Det er stædighed og flid, der træder frem i portrætterne af Christopher og Nadia. De kommer ikke sovende til noget.

Nadia terper farmakologi på hotelværelset, når der er pause i programmet. Og i Jeg er Christopher-udsendelserne fra 2014 så man igen og igen den myreflittige kærnemælksdreng forlade den fest, han selv havde skabt, for at komme hjem og få sin nattesøvn, så han igen kunne præstere maksimalt næste dag. Uanset om det var for en halvtom sal til en norsk indiefestival eller for hjemmepublikummet til et halbal.

Christopher trænede, øvede og optrådte og var derudover verdens flinkeste fyr over for sine fans og sine samarbejdspartnere. Når han kom ud på et filmset, og der pludselig manglede en kvindelig medspiller til den musikvideo, han var rejst helt til L.A. for at optage, tog Christopher det ovenfra og ned, så der ikke skulle komme mere grus i maskineriet end højst nødvendigt. Og når et provinsdiskotek gav ham et defekt lydanlæg at optræde med, endte han med at takke lydmanden for at minimere problemerne. Job well done, sagde han hele tiden.

I Jeg er stadig Christopher kører den nu 24-årige popstjerne rundt i L.A. og reflekterer over sine evner. Han gør sig ingen illusioner om at være genial, og det bemærkelsesværdige er, at han heller ikke på nogen måde er beskeden. Christopher er stolt af sin vilje og sin indsats.

Det samme er Nadia Nadim, der blev rådet til at vælge mellem at spille fodbold på eliteniveau og at uddanne sig til læge. Hun virker ikke som typen, man skal belære om begrænsninger.

En drøm af en borger

Historien om succes, man ikke kommer sovende til, er på alle måder den diametralt modsatte af den, der blev fortalt i De smukke drenge. Reportageserien om unge mandlige modeller handlede lige præcis om, hvordan det er at være en helt almindelig dreng, der vågner op om morgenen og er blevet til en ung mand med det ansigt og den skikkelse, som modebranchen efterspørger.

Det er både interessant og opbyggeligt at se Christopher passe sit arbejde og flashe sit Ib Mossin-smil og sit popstjernekropssprog, men decideret sjovt er det ikke.

Det er det til gengæld at se den jordbundne teenager Martin fra Skagen stavre rundt til modeugen i Paris med stor blå praktisk vindjakke, akkurat nul nykker og næsten lige så få ideer om, hvordan man spiller med på omgivelsernes coolness og kindkysseri. Med et regelmæssigt og androgynt ydre vader han direkte ind og går de mest prestigiøse modeshows til alles store begejstring.

Mindst lige så sjovt er det at følge Otto, som selv for nogle år tilbage gennemgik den bratte forandring fra indadvendt computerspilsnørd til eftertragtet model. Otto er kommet let til det meste, men nu er efterspørgslen dalende, og han må for første gang i sin karriere nedværdige sig til at stå i kø til castings sammen med de andre modeller. Den modvilje og slendrian, han lægger for dagen, får virkelig teenageren frem i ham.

Christopher og Nadia er til sammenligning hver sin drøm af en fuldmoden samfundsborger: ihærdige arbejdsheste og pligtopfyldende helte.

Jeg er stadig Christopher’ sendes tirsdag kl. 21.30 på DR3. ’Nadia Nadim angriber’ sendes tirsdage kl. 21 fra den 7. juni. Begge programmer kan ligesom ’De smukke drenge’ ses på dr.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her